Forskningsfrihed er grundlaget for, at borgerne kan stole på de resultater, videnskaben frembringer, og at vi som samfund kan træffe beslutninger på et oplyst grundlag.
Men i hvor høj grad lever de danske universiteter op til idealerne?
Det undersøger sociolog Heine Andersen, der er pensioneret professor fra Københavns Universitet og tilknyttet Sociologisk Institut som emeritus, i sin nye bog – ”Forskningsfrihed: Ideal og virkelighed”.
Ledelser på de danske universiteter tilsyneladende ikke er sig ansvaret bevidst
På godt 350 sider belyser han universiteternes muligheder for at realisere forskningsfrihed under eksisterende vilkår. Konklusionen på hans undersøgelse er, at:
– Ledelser på de danske universiteter tilsyneladende ikke er sig ansvaret bevidst, eller de er ikke i stand til at løfte opgaven. Ledelsen har eksempelvis ingen steder et synligt beredskab i form af skriftlig forklaring af, hvad man skal forstå ved forskningsfrihed, og hvilken strategi man vil følge for at realisere den på universiteterne, siger han.
På baggrund af undersøgelsen foreslår Heine Andersen, at universiteterne går i gang med at udvikle en strategi for, hvordan de sikrer forskningsfriheden.
Danske Universiteter afviser
Anders Bjarklev, der er rektor for Danmark Tekniske Universitet og talsperson for Danske Universiteter, er uenig i kritikken:
– Forskningsfrihed er helt grundlæggende i vores virke, og vi værner om den frie tanke, siger han. At man udvikler en selvstændig strategi for sikring af den fri forskning, kan han ikke se for sig.
– Man kunne sagtens lave en strategi for, hvordan universiteterne får flere projekter fra frie forskningsråd, men det giver ikke flere penge i kassen til fri forskning. Det er jo især mangel på bevillinger, der begrænser forskerne i at lave præcis den forskning, de gerne vil, siger han.
Det er ikke vores mission, at drive universitet for, at forskerne har det sjovt
Anders Bjarklev mener ikke, det skader forskningen, at der er økonomiske begrænsninger:
– Det betyder, at forskerne bliver mere opmærksomme på, hvad det er for nogle problemer, samfundet gerne vil have løst. Universiteterne er til for samfundet og ikke for at gavne forskerne. Det er ikke vores mission, at drive universitet for, at forskerne har det sjovt. Men det har de ofte, for de fleste forskere vil gerne være til gavn for samfundet, siger han.
Forskningsfrihed for slukket mikrofon
Sociolog Heine Andersen dykker blandt andet ned i otte kendte konflikter mellem forskere og ledelse eller myndigheder. Sagerne har i varierende grad været beskrevet i medierne allerede. Heine Andersen har foretaget interview, søgt aktindsigter og gennemgået dokumenter med fokus på, hvad sagerne hver for sig og tilsammen fortæller om graden af forskningsfrihed. Det har taget næsten tre år på deltid, hovedsageligt finansieret af egen lomme. På nogle punkter stod det værre til, end han havde regnet med.
Forskningsfrihed taler vi mest frit om for slukket mikrofon og bag lukkede døre
– Det gælder især med hensyn til mangel på viden, ligegyldighed eller ligefrem utilbøjelighed til at stå frem og tage ansvar hos de ansvarlige. Eksempelvis er det særpræget at opleve, at en leder i et interview føler at kunne tale mere frit, hvis jeg slukker for lydoptageren. Forskningsfrihed taler vi mest frit om for slukket mikrofon og bag lukkede døre, skriver han.
Heine Andersen gennemgår sagen om kontrakter, hvor forskere i en periode ikke må udtale sig om fx en rapport (de såkaldte mundkurvskontrakter), og forløb omkring fondsbevillinger og fyrings- eller omplaceringssager.
Han analyserer også på et interviewmateriale, som af hensyn til de medvirkende er maskeret, og hvor han trækker overordnede pointer ud som: – Der berettes om omstruktureringsprocesser, hvor der fremmanes udsigter til fyring, hvis man ikke ændrer forskningsprofil.
Gyllegate og mulige konsekvenser
Den meste kendte af de nævnte otte sager er den såkaldte Gyllegate, som handler om forløbet omkring en landbrugspakke, der endte med at koste den daværende miljøminister, Eva Kjer Hansen, ministerposten.
Kort fortalt havde miljøministeren under forhandlinger fremlagt nogle beregninger om miljøkonsekvenserne af pakken, og forligsparterne fik det indtryk, at de kom fra en rapport, der var udarbejdet af en række forskere. Først senere kom det frem, at forskerne ikke kunne bekræfte de beregninger, ministeren havde gengivet. Forskerne havde skrevet under på tavshedsklausuler, der løb i en bestemt periode, og først efter vedtagelsen af landsbrugspakken, kom forskerne til orde blandt andet ved en høring.
…det er et resultat af den manglende ytringsfrihed for forskere, at miljøet formentlig har taget mere skade
– Selvom ministeren gik, blev landbrugspakken ikke rullet tilbage. Derfor mener jeg også, at det er et resultat af den manglende ytringsfrihed for forskere, at miljøet formentlig har taget mere skade, siger Heine Andersen.
Typerne af kontrakter er i dag blevet ændret, men Heine Andersen spørger, om ikke ledelsen burde stilles til ansvar for at indgå i dem i første omgang.
Hvad har universiteterne lært af Gyllegate?
Anders Bjarklev mener derimod, at konsekvenser af en landbrugspakke må være politikernes ansvar. Om kontrakterne siger han:
– Når man indgår aftaler, hvor man aftaler særlige kommunikationsveje, så kan man godt sige, at det er et anslag mod forskningsfriheden. Men man kan også sige, at hvis vi ikke tog den kontrakt, så var der måske ikke nogen, der lavede arbejdet. Så var vi måske ringere stillet med mindre viden. Inde for lovens rammer, kan man godt aftale, at det er myndighederne, der går ud med resultaterne først. Det skyldes, at myndighederne kan indsamle viden flere steder fra, før de melder ud. Det kan fx være, at myndighederne kan undgå unødig panik i befolkningen ved at vente med en udmelding, til andre aspekter af samme sag er undersøgt, siger han.
De forskere, der har været involveret i Gyllegate, har givetvis lært noget af det
Hvad har universiteterne lært af Gyllegate?
– De forskere, der har været involveret i Gyllegate, har givetvis lært noget af det, og det har deres organisationer også. Danske Universiteter slår til lyd for, at vi kan og må sige resultaterne af vores forskning med mindre, der er en helt specifik aftale om andet – og den skal selvfølgelig være inde for lovens rammer. Det har vi også eksempler på: Vi har haft en sag her på DTU, hvor forskere har udtalt sig meget klart og tydeligt omkring beslutninger omkring svineavl og multiresistens (kendt som MRSA-sagen, red.). Vi har på Danmarks Tekniske Universitet stået vagt om, at forskerne er de faglige eksperter, og at de får lov til at sige deres mening, uanset om den så falder i god jord alle steder. Det er vigtigt for forskningens objektivitet, siger han.
Læs Heine Andersens bud på, hvorfor forskningsfriheden er under pres i et uddrag af hans bog her.
Bogen Forskningsfrihed: Ideal og virkelighed udkommer på Hans Reitzels forlag den 28. september.
