Jeg efterspørger beundring. Ikke af mig selv, men som en opbyggelig strategi i forskningsarbejdet. Kritik og opgør med etablerede forestillinger er videnskabers almindelige og nødvendige udtryksformer. Gudskelov. Uden dem ville vi vandre rundt i en teknologisk, medicinsk og kulturelt fattigere verden end den, vi kender. Kritik og opgør i forskningsmæssig sammenhæng rimer med andre ord på fremskridt og forbedring.
Uden disse tidligt moderne filosoffer ville forskere – både dem i kittel og dem med tweed og hornbriller – (og i logisk forlængelse alle andre) være ilde stedt.
Hvis man orker, kunne man i den sammenhæng henvise til britiske Francis Bacon (1561-1626), franske René Descartes (1596-1650) og tyske Gottfried Wilhelm Leibniz (1646-1716). De satte nye standarter for den systematiske vurdering af kritisk tankevirksomhed. Det vil sige, at de forædlede kunsten at være skeptisk og tvivle stringent.
Uden disse tidligt moderne filosoffer ville forskere – både dem i kittel og dem med tweed og hornbriller – (og i logisk forlængelse alle andre) være ilde stedt. Helt bestemt; uden tvivl. Alligevel ynder mange at myrde de gamle tænkere på en fagsvag baggrund.
Et lækkert tilrettelagt fadermord
For forskere er mennesker. Så langt er jeg ret sikker på, at selv samvittighedsfulde skeptikere vil kunne gå. Og mennesker drives af mange ting. Bestemt ikke fornuftsidealer alene. Ikke så få endda finder tilfredsstillelse i et lækkert tilrettelagt fadermord, er min erfaring. For det første har offentlige henrettelser jo altid tiltrukket sig en vis opmærksomhed. For det andet er nedbrydelse, dekonstruktion og kritik af den etablerede forskning på et givent område en ret effektiv selvhævdelse for de fleste forskningsansatte. Noget der fremmer både selvbillede og karrieremuligheder.
Med negativ forskning forstår jeg de ’undersøgelser’, som faktisk ikke er undersøgelser, men selvforelskede demonstrationer af problemer med brugen af et bestemt begreb, en given metode eller et specifikt teorikompleks.
Måske er det derfor, at det, man kunne kalde ren negativ forskning, optager så meget plads i diverse tidsskrifter og til diverse konferencer? Med negativ forskning forstår jeg de ’undersøgelser’, som faktisk ikke er undersøgelser, men selvforelskede demonstrationer af problemer med brugen af et bestemt begreb, en given metode eller et specifikt teorikompleks. Demonstrationer som vel at mærke overordentligt sjældent slår om i alternative, positive og indholdsmættede forslag til alternative (og bedre) begreber, metoder eller teorier.
Onde hvide mænd
I den gren af forskningsverdenen, jeg opholder mig mest på, vil jeg derfor ikke så sjældent ramle ind i indignerede oplæg om for eksempel reformations-begrebets diskvalificerende, kristocentriske (det vil sige noget i retningen af kristendomsfokuserede) bagage. Argumentet er typisk, at ordet ’reformation’ er bundet til sin oprindelige kontekst som overskriften for den kristne udvikling i 1500-tallet . Og for øvrigt er det bundet til denne kontekst gennem (onde, gamle/døde, hvide, mandlige) protestantisk påvirkede forskeres ordbrug, som slet ikke viser hensyn til katolikker, der kalder perioden et ’skisma’. Alt dette til sammen gør, at man ikke kan overføre termen ’reformation’ til at beskrive tendenser i andre religioner. Hvis man da overhovedet kan tale om religion som en samlet kategori…
Sådan kan man blive ved med at overbyde hinanden i studentikos underminering uden at bygge noget nyt, der kan træde i stedet.
Sådan kan man blive ved med at overbyde hinanden i studentikos underminering uden at bygge noget nyt, der kan træde i stedet. Det er selvfølgelig rigtigt, at alle vores overleverede begreber og kategorier har en beskidt fortid. Men jeg har svært ved at se, hvad vi vinder ved at kassere dem; vi har jo stadig brug for at beskrive den del af verden, de dækker.
Kritisk quick-fix
Det, jeg forsøger at skrive mig frem til, er, at denne form for kritik synes at være den nemme løsning. Der er ganske enkelt færre omkostninger forbundet ved at pille andre menneskers (eventuelt) hårde arbejde fra hinanden, end der er i at bygge noget op fra bundet. Dette er i hvert fald min påstand – som for øvrigt føler sig beslægtet med den ånd, der svæver over Frederik Stjernfelts og Søren Ulrik Thomsens stadig vidunderligt tanke-knopskydende essay-samling, Kritik af den negative opbyggelighed fra 2005. Naturligvis er kritisk sans forstadiet til omhu og derfor aldeles prisværdigt for enhver ansat til at bedrive videnskabeligt arbejde. Men forstadier er jo i sig selv uforløste størrelser, som sukker efter andet og mere. Et fund, en tanke, en teori.
Grundig beundring
I et forsøg på ikke bare at pege fingre af andre, vil jeg komme med et forslag.
Jeg er vild med de gamle, hvide mænd og går gerne i brechen for (nogle) af dem. Ikke fordi de er gamle og hvide, men fordi de er kloge. Eksempelvis er jeg stor og begejstret fan af den franske sociolog Émile Durkheim (1858-1917). Hans klassiker Les formes élémentaires de la vie religieuse. Le système totémique en Australie fra 1912 forsøger at få greb om forholdet mellem religion og kultur. Nogle af grebene er elegante og tidløse; andre er forcerede og rørende kiksede. Men jeg har fundet stor faglig nytteværdi i aktivt og vedholdende at forsøge at forstå denne mand, som mange unge antropologer og religionsforskere i dag kalder funktionalist (det er dårligt) og elitær (det er værre). Så stor nytte, at jeg mener, at have bidraget beskedent, men positivt til vores fælles viden om det 19. århundrede og (måske overraskende) N.F.S. Grundtvig.
Så lad mig til slut opfordre andre til at kaste sig over den omhyggelige heltedyrkelse, som ikke skal forveksles med namedropping.
Katrine Frøkjær Baunvig er lektor på institut på historie ved SDU.
