Den 13. marts 1964 var en tragisk dag for den 28-årige amerikanske bartender, Kitty Genovese. Uden for sin lejlighed i Queens New York, blev hun voldtaget og stukket ihjel. Sagen skabte et ramaskrig, da New York Times kort efter beskrev, hvordan mere end 30 vidner så eller hørte hændelsen uden at gøre noget. Kunne det virkelig passe, at folk var vidne til så voldsomme episoder og forholdt sig så uempatisk? Socialpsykologer tog det på sig at finde en forklaring og udviklede den såkaldte ”tilskuere-effekt”, der foreslår, at jo flere, der er tilstede i en nødsituation, des mindre er sandsynligheden, for at nogen gør noget. Forklaringen går på, at antallet af tilstedeværende gør det uklart, hvem der skal tage ansvar for situationen.
Nyere forskning tegner imidlertid et mindre pessimistisk billede af, hvordan tilskuere handler. Således har det både vist sig, at tilskuerne i Kitty Genovese-sagen handlede mindre passivt, end hvad New York Times artiklen gav indtryk af – og empiriske studier tyder i dag på, at tilskuere til vold faktisk ofte griber ind. Den nyere forskning baserer sig blandt andet på analyser af virkelige overfald fra overvågningsbånd:
– Når farligheden af volden stiger, så forsvinder tilskuere-effekten, eller den bliver ligefrem omvendt, fortæller Lasse Liebst, der er ph.d. i sociologi og ansat som postdoc ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet, som har kigget på timer og atter timer af overvågningsbånd fra røverier.
Overvågningsoptagelser fra røverier overrasker
For nylig undersøgte han og hans kollegaer, hvordan tilskuere reagerer efter en voldelig episode. Forskergruppen fik ganske unikt adgang til overvågningsbånd fra væbnede røverier i Holland og kunne dermed se, hvordan over 240 mennesker reagerer efter et væbnet røveri. Deres første ide var at undersøge hvilken risiko, der er ved at overvære vold, men da de først gennemså materialet, var det en helt anden historie, der sprang i øjnene:
– Man har en tendens til at fokusere på selve voldsepisoden, og det var vores oprindelige studieobjekt, men når vi lod båndet rulle, så vi noget andet, der var dybt fascinerende, men som vi slet ikke havde forventet at se, og det er jo altid interessant, når empirien banker på, fortæller han.
Vi havde ikke overvejet fænomenet nærmere, for det er relativt ubeskrevet, hvordan voksne trøster hinanden efter vold og aggression
Det, der fangede forskernes opmærksomhed, var, at efter selve voldsepisoden trøstede og krammede tilskuere nogle gange røveriofret. Andre gange ikke. Men hvorfor kun nogle gange?
– Vi havde ikke overvejet fænomenet nærmere, for det er relativt ubeskrevet, hvordan voksne trøster hinanden efter vold og aggression. Men vi så båndende, og det var ligesom den første aha-oplevelse.
Dermed stod de med noget, de vidste var virkelig spændende råmateriale, men som de havde svært ved at finde en videnskabelig skabelon at putte det ned over. Men hvor der manglede forskning på området blandt mennesker, fandt de inspiration et helt andet sted.
– Det var fascinerende at opdage, indenfor den biologiske adfærdslitteratur var trøstefænomenet meget velbeskrevet. Adskillige studier har vist, at chimpanser og bonoboaber, der er vores tætteste evolutionære slægtninge, trøster hinanden efter vold.
Dermed kunne forskerne nemlig sammenligne direkte mellem menneskelignende aber og mennesker, og på en noget bagvendt måde finde pointer om hvorvidt mennesket er disponeret for at trøste – og for det gode eller ej. Og samtidig fik de også metodisk tilgang til at måle og veje hvad de så.
Måling af empati
For hvordan måler man overhovedet, om nogen handler empatisk?
– Vi brugte måneder på at se alle videoerne, og så kodede vi alt materialet. For eksempel definerer vi trøst som en fysisk berøring, men skulle vi fx lave en skelnen mellem en let berøring og en mere intens berøring?
Vi kan se, at kollegaer i røverisituationer har en større sandsynlighed for at hjælpe, eftersom de har en personlig relation til den, der har været udsat for røveriet.
Fra anden socialvidenskabelig forskning ved man, at nogle kropszoner er mere kulturelt acceptable at berøre end andre. Fx er arme mere ok at berøre, end lår. Ved at afkode om berøringen fandt sted på kroppen eller på armen, kunne forskerne kategorisere graden af trøst. Bånd for bånd, minut for minut, frame for frame, kvantificerede de graden af trøst.
– Det er et utroligt stort arbejde, fortæller Lasse med hævede øjenbryn.
Adfærdsforskning fra aber viser vej
Hvorvidt ikke-menneskelige aber besidder empati eller ej har været et stort diskussionsfelt indenfor adfærdsbiologien i en hel del år. Især den hollandske adfærdsbiolog Frans de Waal har slået på tromme for, at moralsk adfærd som retfærdighedsfølelser og empati ikke er unikke egenskaber hos mennesker – men er noget vi deler med ikke-menneskelige aber og visse andre dyr. Se for eksempel denne video. Det har været diskuteret, men er nu relativt veletableret, at ikke-menneskelige aber trøster artfæller, der har været udsat for fysisk aggression. Og ikke bare af hvem som helst. Særligt peger forskningen på, aberne trøster ofre, som de har sociale relationer til – og desuden er der en tendens til, at hunner udviser mere trøsteadfærd end hanner.
Venner og muligvis kvinder trøster mere
Spørgsmålet for forskerne var, om de kunne observere det samme i overvågningsbåndene. Det kunne de. Mønsteret fra abeadfærdsforskningen gentog sig hos mennesker. Kvinderne havde en større sandsynlighed for at trøste, ligesom sociale relationer til ofret også ofte deltager.
– Vi kan se, at kollegaer i røverisituationer har en større sandsynlighed for at hjælpe, eftersom de har en personlig relation til den, der har været udsat for røveriet. Det vil altså sige, sociale relationer til ofret øger sandsynlighed for, at tilskuerne trøster. Til gengæld betyder det ikke ret meget, om tilskueren står tæt eller langt rent fysisk fra offeret.
En anden faktor der havde betydning for, om der blev ydet hjælp var graden af identifikation mellem offeret og “trøsteren”. Det ligger godt i tråd med anden forskning hvor der fx er lavet forsøg der viser, at Arsenalfans har større tendens til at hjælpe folk, der bliver overfaldet – hvis de har en Arsenal T-shirt på.
På baggrund af de lighed forskerne fandt mellem hvordan ikke-menneskelige aber og mennesker trøster, mener Lasse Liebst, at studiet taler ind i diskussionen om det gode eller onde i mennesket – om empati er unik menneskelig evne, eller noget vi deler med ikke-menneskelige aber og andre dyr.
– Det er jo den store diskussion og vores studie indikerer, at empati spiller en tilsvarende rolle hos os som hos ikke-menneskelige aber i forhold til trøsteadfærd, slutter han.
