Vi føler os ikke paranoide. Desværre kalder tiden på, at vi skal beskytte vores viden og forskere

Af Brian Vinter, prodekan ved Faculty of Technical Sciences og leder af URIS-implementeringsudvalget ved Aarhus Universitet

Forskerbevægelsens bestyrelse skriver i deres indlæg i Science Report den 22. februar, at i perioder med dybe politiske konflikter, har forskningssamarbejdet mellem nationer været afgørende for videnskabelige fremskridt. Derfor er det ’kunstigt’, når forskere pålægges at identificere sikkerhedsemner, screene samarbejdspartnere og implementere kontrolforanstaltninger. 

Vi føler os ikke paranoide, når vi eksekverer de nye arbejdsgange.

Forskerbevægelsen henviser til de retningslinjer for internationalt forskningssamarbejde, vi er ved at virkeliggøre på universiteterne. På Aarhus Universitet har vi det seneste år arbejdet med at indføre en praksis for baggrundstjek af ansøgere eller gæster med et statsborgerskab fra de lande, som PET har udpeget som risikostater.

Baggrundtjekket foretages, hvis den potentielle ph.d.-studerende eller medarbejder skal arbejde i et forskningsmiljø med adgang til teknologi, information om kritisk infrastruktur eller anden følsom viden, som kan misbruges til at true sikkerheden. Nationens som sådan, men også den enkelte forskers.

Selv om der er tale om få baggrundstjek i forhold til de flere hundrede ph.d.-studerende og medarbejdere, der rekrutteres til Aarhus Universitet hvert år, er det en ekstra arbejdsopgave for forskningslederen og ekstra tid at vente for ansøgeren.

Vi diskuterer derfor løbende, hvordan vi kan gøre processen så smidig og fleksibel som muligt – og endnu vigtigere – hvordan vi modstår at overimplementere retningslinjerne. Sidstnævnte potentielle konsekvens er blandt andet årsagen til, at vi ikke ønsker at udlicitere baggrundstjek til en ekstern partner. Desuden kræver det akademisk ekspertise at vurdere en ansøgers forskningsfelt og ansøgning.

Vi føler os ikke paranoide, når vi eksekverer de nye arbejdsgange. Tværtimod mener jeg, at vi læser tidsånden, som desværre kalder på, at vi skal beskytte vores forskningsviden og forskerne. 

Det er netop videnskaben, vi beskytter

Det rokker ikke ved, at jeg er enig i Forskerbevægelsens bestyrelses skildring af videnskabens betydning og de afgørende nybrud i tider med konflikt og ufred. Forskningens væsentlighed skal aldrig underkendes, den rækker ikke bare over alle kontinenter, men også over mange årtier.

Nutidens forskere sætter gammel viden ind i nye sammenhænge og tilføjer nye opdagelser. Og det er forskningens grundlov, at man taler sandt og deler ud af sine resultater. 

Læs også: Sådan sikrer du din forskning mod spionage

Den grundlov kender forskere, men nogle af disse er underlagt regimer, som kan forsøge at erhverve sig viden uretmæssigt. Det kan fx ske ved at lægge pres på deres borgere, som har ansættelse som forskere på et universitet i udlandet. Derfor må vi ikke lukke øjnene for den risiko, som PET vurderer, at der kan være ved at samarbejde med forskere fra de udpegede lande.

Det er afgørende, at vi ikke kun beskytter forskningsresultaterne, men også den baggrundsviden, der ligger til grund for forskningen. Selv forskning uden direkte kritiske anvendelser kan indeholde følsom viden, der stammer fra baggrundsmateriale

Tiltag mindsker mistro

Det er vigtigt at pointere, at der i langt de fleste tilfælde ingen risiko er ved at samarbejde med forskere fra risikolandene. Det er med andre ord ekstremt sjældent, i betragtning af andelen af forskere og forskningssamarbejder, at vi i Danmark har eksempler på forskere med onde hensigter eller stater, som har afpresset deres statsborgere til at afrapportere eller uretmæssigt erhvervet sig data. 

Læs også: Danmark strammer forskningssamarbejdet med Kina – men straffer vi mest af alt os selv?

Netop derfor giver universiteternes tiltag til at højne forskningssikkerheden mening. I stedet for at risikere en kultur, hvor vi mistror vores udenlandske kolleger eller opfinder lokale uigennemsigtige procedurer, etablerer vi et formelt system med transparente retningslinjer for blandt andet rekruttering, onboarding af nye medarbejdere og tjenesterejser.

For det at rejse og skabe forbindelser – både konkret og i overført betydning – skal vi stadig i forskningens tjeneste.