Indtil den tyske fysiker Chladni i 1794 udgav en bog, hvor han på grundlag af nedskrevne beretninger konkluderede, at meteoritter er sten fra det ydre rum, og at de som ildkugler er drattet ned gennem vores atmosfære, var de årsag til fantasifulde myter og overtro. Nu er de videnskabelige vidnesbyrd om, hvordan vores eget solsystem er skabt, og hvad andre planeter består af.
Tilbage i 1700-tallet troede Europas videnskabsmænd stadig på, at meteoritter var guddommelige varsler om, at katastrofen var lige om hjørnet, mens aztekerne fra det centrale Mexico var overbeviste om, at de ganske enkelt var gudernes afføring. Og så sent som i 1768 afviste Det Franske Akademi, at en sten skulle være kommet fra rummet, og påstod i stedet, at der var tale om en lokal bjergart, der bare var blevet ramt af et jordisk lyn.
Du kan sætte fingeren på en ægte månesten og en bid af vores naboplanet Mars, stikke næsen i en meteorit og konstatere, at den lugter af krudt
Først kort før år 1800 så vi i øjnene, at meteoritter er faldet ned fra det ydre rum og ikke er guddommelige tegn. Der er helt lavpraktisk tale om fragmenter fra det ydre rum, som med tusinder af kilometer i timer støder ind i vores atmosfære, bliver varet op til 1500 grader, afsmelter og får atmosfæren til at gløde. Striben af ild kaldes en meteor. Hvis noget af fragmentet overlever den voldsomme skæbne, lander det på Jordens overflade. Det sidste kalder vi meteoritter.
På udstillingen ”Meteoritter – En Rejse Gennem Tid og Rum”, Geologisk Museum i København, kan du frem til 30. august 2020 se, røre ved og lugte til gudernes efterladenskaber. Du kan sætte fingeren på en ægte månesten og en bid af vores naboplanet Mars, stikke næsen i en meteorit og konstatere, at den lugter af krudt, ved selvsyn betragte en meteorit under et kraftigt mikroskop, mens en af museets medarbejdere forklarer, hvordan du kender forskel på en meteorit og en jordisk sten, så selv de helt små gæster forstår det. Her kan du gennem et microEYE-mikroskop få syn for sagn og beundre de eventyrlige farver og strukturer.
Udstillingen er en blanding af klassisk formidling med meteoritter i montre med tilhørende plancher og billeder
Og selv om udstillingen er underholdende handler det tydeligvis om at lære noget, og du får hjælp til at holde ungernes opmærksomhed ved hjælp af blandt andet et udmærket ark med ni spørgsmål, hvor svarene selvfølgelig findes rundt om på udstillingen. Og de har også mulighed for at røre og løfte sten og ved hjælp af oplysninger om massefylde og magnetiske egenskaber selv gætte, om de sidder med en meteorit eller en jordisk sten.
Der er gjort en indsats for, at alle interesserede, store som små, går klogere og fascinerede ud ad døren. Udstillingen er en blanding af klassisk formidling med meteoritter i montre med tilhørende plancher og billeder, som selv dem, der lige har lært at læse har en chance for at forstå. Og du kan downloade den gratis app ”Beskriv Verden”, som Danmarks Naturhistoriske Museum selv har udviklet. Den gør dine egne fotos til et noteredskab, som kan bruges i den videre undervisning derhjemme eller på skolen.
Det første du møder er en gennemskåret jernmeteorit, der blev fundet i Namibia i 1836 efter de lokale i århundreder havde brugt den til fremstilling af pile og andre redskaber. Mens din dødelige og nærmest nyfødte hånd rører den blanke og kølige overflade kan du så tænke over, at den formentlig er skabt i en voldsom kollision mellem to himmellegemer i asteoridebæltet.
I samme rum hænger en stor skærm, som viser en animationsfilm, der fint illustrerer, hvordan nogle himmellegemer i det helt unge solsystem blev tiltrukket af hinanden og dannede planeter, og hvordan Jupiters gigantiske tyngdefelt forhindrede andre i at gøre det samme og i stedet dannede asteoridebæltet, hvor der så af og til sker sammenstød, der sender stenene på afveje. Og altså nogle gange på kollisionskurs med Jordens bane, hvor de ender som meteorer, der enten brænder op i atmosfæren eller overlever og lander på overfladen.
Og så går det ellers over stok og sten. Der er meteoritter fra hele verden med tilhørende spændende historier og fotos, der beskriver hvordan de blev fundet eller de dramatiske begivenheder, der ledte op til sammenstødet mellem Jorden og det ydre rum. Der er illustrative animationer, af hvordan gigantiske kratere bliver dannet og interaktive løsninger, hvor du med hænderne kan fange meteorer.
Godt nok er det ikke usædvanligt, at himmellegemer suser ned gennem vores relativt tynde atmosfære. Vi kender det fra stjerneskud. Men langt de fleste når at brænde op inden de lander. Gennemsnitligt bliver Jorden torpederet af kun 0,4 meteoritter i kiloklassen per år per én millioner kvadratkilometer. Det betyder, at der om året falder omtrent 200 af slagsen. Og kun cirka fem af dem bliver fundet. Men på Geologisk Museum kan du med dine egen øjne kaste et blik på disse sjældne kosmiske budbringere.
