Måske burde undertegnede slet ikke anmelde bogen “Vend Verden”. For den er skrevet til forfatterens egen søn, som vistnok er omkring 20 år gammel. Det skriver Vincent Hendricks selv i bogens indledning. Den skal vel derfor ses som 200 siders faderlige råd og betragtninger fra en 50-årig erfaren og belæst herre til en ungersvend, der står lige for at skulle sætte sine egne aftryk i denne verden og vel at mærke gøre det velovervejet og bevidst om forskellen på viden og information. Og jeg er ikke 20 år gammel.
Men nu gør jeg det alligevel. For selvom jeg er jævnaldrende med faderen Hendricks, så kan jeg måske personligt nå at forbedre mit virke i denne verden eller i det mindste få foræret noget viden, som jeg overfor min egen store søn kan præsentere som mine egne geniale tanker. En slags genvej til visdom og besindighed. Som god litteratur er og bør være. Det er der ikke noget galt i.
Fælles viden bliver reduceret
Bogens udgangspunkt er, at vores autonomi og myndighed ifølge forfatteren er under stort pres i denne digitale tidsalder. Vi sidder i hvert vores selvetablerede ekkokammer og bliver kun præsenteret for information, som ligner noget vi tidligere har liket eller selv har postet. Og på de sociale medier som Facebook, Twitter og Youtube er det enighed og uenighed, der skaber det rum, vi bevæger os i.
Bogen er essensen af mange hundrede foredrag, en række monografier, antologier, videnskabelige artikler, klummer, debatindlæg og kommentarer i dagspressen
Istedet burde det være hvorfor, du og jeg mener det ene eller det andet. Men det kræver indsigt i hinandens argumenter og præmisser – en forståelsesramme. Og her i ligger paradokset. For selvom verden er globaliseret, og vi i princippet via de digitale platforme har adgang til information fra og om hinanden som aldrig før, så er det ofte svært at skabe den nødvendige fælles forståelsesramme. For vi bevæger os i selvetablerede ekkokamre, og information og reel viden er bestemt ikke nødvendigvis det samme. Den fælles viden bliver reduceret. Og det er et problem. Uden fælles viden kan vi ikke koordinere og samarbejde i fredelig sameksistens, hvilket er en forudsætning for samfundsejerskab og dermed “et robust demokrati i evig konstruktiv udvikling”.
Good People
I bogen får vi oplistet og forklaret Vincent Hendricks dannelsesdyder, og hvad det vil sige at være Good People – ordentlige mennesker. Det gør vi både kort i begyndelsen af bogen og mere grundigt hen mod slutningen.
Indimellem på de omtrent 200 korte sider opfører Hendricks med egne ord “et medley over dele af et virke i filosofi, videnskab og lidt hverdag”. Han tilføjer, at bogen er essensen af mange hundrede foredrag, en række monografier, antologier, videnskabelige artikler, klummer, debatindlæg og kommentarer i dagspressen. Og når man tænker over, hvor meget forfatteren har ytret sig via ovenstående platforme, så må det da blive til et langt og alsidigt medley, hvor begrænsningens kunst er den største udfordring. Dog har Hendricks tilsyneladende intet besvær med dén udfordring. For bogen er kort og i øvrigt letlæselig, som velskrevne tekster jo ofte er.
En del af bogens ramme er altså forfatterens egne dannelsesdyder og hans definition af “ordentlige mennesker”. Indenfor rammen er substansen en opsummering af de udfordringer og sammenhænge vi alle, unge som ældre, skal være os bevidste, for at vi ikke taber os selv i opmærksomheds- og anderkendelsesøkonomien, som ifølge forfatteren gør os brugere til prostituerede og de gigantiske techvirksomheder til alfonser.
I sexindustrien er der de fleste steder i verden tre parter. Sexarbejderen, alfonsen og den der betaler penge for ydelsen. Og nej, os helt almindelige mange, mange millioner af mennesker er ikke kunder hos Facebook. Vi er produkter. Den enkelte techgigant er alfons, og kunden er de politikere og brands, der vil vide alt om os, så de kan målrette deres budskaber og dermed øge stemmetal og salgstal. Det kan de opnå ved at købe information om vores præferencer, og den kan de købe hos techgiganterne.
En letbenet omgang
Ja, Hendricks kalder godt nok selv bogen for en diminutiv dannelsesrejse, men efter endt læsning, sidder anmelderen tilbage med lidt for meget følelse af, at det var en letbenet omgang. Et alt for kort medley over et ellers omfangsrigt virke. Og uden ret meget andet dokumentation, end at vi jo i forvejen véd, at forfatteren er klog herre, der har forsket meget.
“Diminutiv” lyder bare bedre.
Det mest positive er, at den for mange er en velskrevet appetitvækker til Hendricks mange andre og bedre bøger. Og måske derfor skal min store søn alligevel læse bogen. Det kunne jo være, at han fik smag for mere.
Vend Verden, Vincent F. Hendricks, 210 sider, Politikens Forlag
