Jordens Indre handler om den danske seismolog Inge Lehmanns (Iben Hjejle) liv som kvindelig forsker i midten af det 20. århundrede. Stykket følger Lehmanns forgæves kamp for at opnå anerkendelse for sin forskning i Danmark og viser hvor anderledes positivt hun og hendes store opdagelse af jordens indre kerne blev modtaget i udlandet.
Gennem samspillet mellem Inge Lehmann og det videnskabelige miljø, såvel som den nære familie, fremstiller stykket Inge Lehmanns skæbne som en konkret version af kvinders vilkår i videnskaben og i verden i det 20. århundrede.
Kønnets begrænsninger
Inge Lehmann (1888-1993) gik som barn på Hanne Adlers skole, der som den første skole i Danmark behandlede piger og drenge ens. Denne indledende oplevelse af, at køn ikke behøver at definere ens mulighedsrum, lagde for Inge Lehmann grundlaget for senere meget tydeligt at kunne se de begrænsninger, som omverdenen alligevel lagde for hende qua hendes køn. Som hun erindrer i stykket, var det skuffende efter skoletidens lige behandling af drenge og piger at komme ud i verden bagefter.
Forståelsen for denne kønnets begrænsning er dog ringe blandt de mandlige kolleger.
Dette personificeres i stykket af Niels Bohr (Jesper Lohmann), der studerede i Cambridge på samme tid som Inge Lehmann, og som senere blev den største magtfaktor i det videnskabelige miljø i København, som Inge Lehmann forsøgte at blive af.
Da han erindrer hende fra forelæsningerne i Cambridge, må hun gøre ham opmærksomt på, at hun ikke havde deltaget i dem, fordi hun som kvinde slet ikke havde adgang. Men Lehmanns køligt-knappe indignation over dette misforhold modsvares blot af Bohrs skuldertræk. Og da hun vælger at publicere sin banebrydende opdagelse uden at røbe sit kvindelige fornavn, er Bohrs svar også blot at bekræfte, at det ganske rigtigt nok er det klogeste. At den kvindelige erfaring er grundlæggende forskellig fra den mandlige opnår ikke meget gehør, og man forstår Inge Lehmann, når hun bliver skarp og må understrege over for Bohr, at “De ved ikke hvordan det er!”
Samtidig er der i hendes private liv ikke altid forståelse for hendes utrættelige kamp mod kønnets begrænsninger.
I det bestandige had-kærlighedsforhold mellem Inge Lehmann og søsteren, skuespilleren Harriet Lehmann (Laura Bro), uddeles der mere kritik end forståelse for hinandens virke, og mens Harriet bestandigt minder Inge om ungdommens nervesammenbrud og advarer mod at ville for meget, stiller Inge sig uforstående over for, at Harriet kan holde ud altid blot at få tildelt roller som hovedpersonens forlovede, søster eller bedstemor. Hvor Harriet har tilpasset sig kønnets begrænsninger og formanende spørger Inge, “man kan ikke få alt, hvad man peger på. Hvad havde du ventet?”, må Inge af indestængt frustration vredt og kontant svare “Mere!”.
Læs også: “Det er for lidt videnskab på scenen”
Kun stuepigen Esther (Roberta Hilarius Reichardt) viser oprigtig interesse for Inge Lehmanns mål og arbejde. Over for hende er Inge Lehmann venlig og opmærksom; hendes afmålthed, syrlighed og vrede rettes mod dem, der ikke respekterer hende som en selvstændig forsker, men alene ser hende som kvinde og af den grund forventer underkastelse og opvartning.
Udlandet blev vendepunktet
Vendepunkter i stykket indtræffer, hvor Inge Lehmann møder udlandet, personificeret først ved englænderen Harold Jeffreys, senere amerikaneren Maurice Ewing (begge spillet af Troels Malling). Her mødes hun med respekt og behandles som en fagfælle.
Stykket beskriver tydeligt hvor forskelligt hun behandles i Danmark og især USA, men lader det stå åbent hvorfor. Til gengæld bliver Inge Lehmans fastholdelse af ønsket om anerkendelse også i Danmark knyttet drømmesekvenser om hendes far. Her bliver det derfor også mere uklart, hvordan stykkets fortælling om Inge Lehmann – baseret på den sande historie om Inge Lehmann, som det lidt voveligt hedder i programmet – vægter det strukturelle og det psykologiske i forståelsen af hendes liv.
Tro mod Inge Lehmanns forståelse af sig selv lægger stykket imidlertid også vægt på, at forståelse af videnskabskvinden Inge Lehmann også fordrer forståelse af hendes videnskabelige arbejde. Stykkets enkle scenografi, der primært består af fem kridttavler og et skrivebord, skærer ind til benet og danner en smuk baggrund for skuespillernes korisk udformede kommentarer, der elegant gennemgår hovedtrækkene i opdagelsen.
Båret af fremragende skuespil, ikke mindst af Iben Hjejle, samt af en godt komponeret tekst med mange stærke replikskifter er det et stykke, der fortjener et stort publikum. Man går fra teatret ikke blot klogere på Inge Lehmann liv, men også ansporet til at tænke over kvinders muligheder i mandsdominerede sammenhænge – før og nu, og i Danmark såvel som i udlandet.
Anmeldelse af Jordens Indre: Om Danmarks ukendte verdensstjerne Inge Lehmann
Skuespil af Simone Isabel Nørgaard. Instruktion: Geir Sveass. Scenografi: Rebekka Bentzen. Medvirkende: Iben Hjejle, Jesper Lohmann, Laura Bro, Troels Malling og Reberta Hilarius Reichardt.
Folketeatret, Hippodromen samt turné til 15. december.
Anmelder er Hanne Andersen, Institutleder, Professor i Videnskabsteori, Institut for Naturfagenes Didaktik, Københavns Universitet.
