Lone Koefoed Hansen, der er lektor på Aarhus Universitet og forsker i blandt andet digital æstetik og design, fremhæver her tre bøger, der har spillet en særlig rolle for hende.
Den første bog fik umiddelbart Lone Koefoed Hansen til at fnise. De to andre bøger minder forskeren om, hvor vigtigt det er at stille sig selv spørgsmålet: For hvem og hvornår? Og huske på, at forskerens blik er partikulært – det kommer et sted fra og ser nogle bestemte ting. Og der er også noget, det ikke ser.
Rachel P. Maines: ”The Technology of Orgasm: ”Hysteria,” the Vibrator, and Women’s Sexual Satisfaction”
Den første bog, Lone Koefoed Hansen kommer til at tænke på, da vi beder hende udpege tre bøger, der har gjort indtryk på hende, er ”The Technology of Orgasm: ”Hysteria,” the Vibrator, and Women’s Sexual Satisfaction” fra 1998.
Bogen kredser om, hvordan man gennem tiden har behandlet kvinders “hysteri” med fokus på opfindelsen af vibratoren i 1880, dens rolle som medicinsk udstyr og senere som et almindeligt husholdningsapparat, indtil den gik midlertidigt i glemmebogen.
Lone Koefoed Hansen stødte på ”The Technology of Orgasm” i forbindelse med sin ph.d.-afhandling tilbage i 00’erne.
– Jeg skrev om teknologi og kropslighed, og bogen er et godt eksempel på, at de to ting er tæt forbundet. Jeg brugte ikke bogen super meget i selve afhandlingen, men jeg var meget optaget af den. Og jeg kan huske, jeg først tænkte: Nå okay, så taler vi om orgasme. En bog, man i første omgang reagerer fnisende på, er i sig selv interessant, siger Lone Koefoed Hansen.
Forskeren kalder bogen ”sådan en fin historie om, hvordan Maines ved et tilfælde begyndte at forske i teknologiudviklingens historie og seksualitet.” Fordi hun, mens hun ledte efter håndarbejde i dameblade fra slutningen af det 19. og det tidlige 20. århundrede, lagde mærke til reklamer for noget, der lignede en vibrator. Det vakte Maines interesse og hun begyndte at forske i orgasmeteknologierne. Hvordan opstod de, hvordan så apparaterne ud – og hvorfor blev de glemt igen.
– Maines opsøgte amerikanske teknologimuseer og museer, der meddelte, de ikke havde vibratorer liggende, men det var fordi, apparaterne var blevet rubriceret under noget andet i eftertiden, fordi det var for pinligt. Men det pudsige er, at vibratoren blev patenteret en del år før støvsugeren, siger Lone Koefoed Hansen og fortsætter:
– Vores kulturelle forestillinger, væren og idé om moral og etik præger, hvad vi får øje på, beskæftiger os med og hvad, vi synes, der er rigtigt og forkert at gøre. Det præger også de teknologier, der findes. Dét er en interessant pointe.
Lone Koefoed Hansen ser vibratoren som et eksempel, på, hvordan man i samtiden kan være blind for, hvad der egentlig foregår. At man skal langt væk for at kunne se det igen og måske på en anden måde.
– Jeg reflekterer tit over, hvorfor et produkt eller en teknologi bliver prioriteret, kendt og udbredt. Hvorfor dør noget på markedet, mens andet får lov at overleve? Hvorfor synes vi som samfund at noget er penge og indsats værd, mens andet ikke er? Og når jeg tænker tilbage på bøger, som har præget min observationsevne og kritiske sans i forhold til den historiske forståelse af, hvad teknologi er, har ”The Technology of Orgasm” været vigtig.
Jenny Davis: ”How Artifacts Afford. The Power and Politics of Everyday Things”
Den næste bog, Lone Koefoed Hansen fremhæver, har mindre end to år på bagen. ”How Artifacts Afford” tager fat i begrebet affordance, som mange kender det fra bogen ”The Design of Everyday Things” af den amerikanske designforsker og professor, Donald Norman.
For Norman refererer affordance til de opfattede og faktiske egenskaber ved et objekt. En stol ’afforder’ eksempelvis, vi sætter os på den
Ifølge Lone Koefoed Hansen udvider Davis i affordance-begrebet på en fed måde ved at sige, at det ikke kun handler om, hvad man ved, man kan, men også hvad man synes, man kan. Eller hvad man har lov til eller evnen til.
– Min ældre mor er godt eksempel. Hun har en iPhone, som hun ved, kan alt muligt. Hun ved også, at der nogen ting, hun kan finde ud af at bruge og andre ting, hun ikke kan. Hun er ikke uvidende om, hvad telefonen kan, siger Lone Koefoed Hansen.
”How Artifacts Afford” handler om fysiske objekter, men det er nemt at ”oversætte” dens pointer til den digitale verden, fortæller Lone Koefoed Hansen.
– Teknologier har nogle ting, de gerne vil med os, og det kan vi snakke om på forskellige måder. Og så kan vi snakke lidt om, hvordan folk reagerer, når de møder teknologierne. Det er en del af den samme samtale, men hvad teknologien vil og hvad folk gør er ikke det samme. Det er vigtigt at holde sig for øje.
Lone Koefoed Hansen bruger især ”How Artifacts Afford” i sin undervisning, for det er ”vildt vigtigt,” at de studerende fra starten forstår, at deres perspektiv på verden er ét perspektiv ud af mange perspektiver. Og hvad det konkret betyder.
– Skiftet fra at have NemId på et papkort til at være en app på mobilen kan være utrygt for nogen, fordi de opfatter det som en ny teknologi. Det betyder ikke, vi ikke skal lave skiftet, men man skal være bevidst om, at der grænser for, hvem der er med og hvem der ikke er med.
Lone Koefoed Hansen kalder ”How Artifacts Afford” en af de bedste hvordan-virker-design-og-teknologi-egentlig-konkret-i-verden-bøger. Og hun håber de studerende, hun introducerer bogen for, også vil have den i baghovedet, når de forlader universitetet.
– Når de unge skal ud i verden og have jobs i it- og designbranchen vil der forhåbentlig være flere af dem, der vil sige: ”Hov, vent lidt. For hvem og hvornår? Og under hvilke omstændigheder?”
Sophie Calle: “Take Care of Yourself”
Den tredje bog, som spiller en særlig rolle for Lone Koefoed Hansen, er den franske konceptkunstner Sophie Calles ”Take Care of Yourself.”
Calle har bedt over hundrede fagpersoner om at fortolke et brev, hun fik af sin kæreste, da han slog op med hende. For bedre at forstå den sorg, der har ramt hende, beder hun således om svar fra blandt andet en psykolog, danser, korrekturlæser og en mægler.
– Det er vildt interessant at blive mindet om, hvor stor forskel der er på det, vi hver især læser ind i det samme forlæg. Det er dét, kunst kan: Åbne vores øjne, sanser og tanker for alt det, vi ikke tænker over. Og minde os om at verden ser ud på mange forskellige måder, siger Lone Koefoed Hansen, der har digital kunst som en del af sit genstandsområde.
Lone Koefoed Hansen deltager ofte i forskningsprojekter med personer, som ikke nødvendigvis minder om hende selv menneskeligt og fagligt. Og i de situationer spiller ”Take Care Of Yourself” også en rolle.
– Vi får en bedre og mere meningsfuld samtale, hvis vi vi hele tiden prøver at sætte os ind i, hvad den anden prøver at gøre i situationen. Og hvorfor. Det lyder logisk, men jeg tror, vi ofte glemmer det, når vi taler sammen. For mig er ”Take Care Of Yourself” en reminder om, hvor forskelligt vi ser verden – og hvor vigtigt det er at blive ved med at insistere på, at vi kan lære meget af andres perspektiv.
