Ny bog: Lydteknologier påvirker os mere end vi tror

”The Sonic Persona – an Anthropology of sound” er titlen på lydforsker Holger Schulzes nye bog.

Igennem ni kapitler tages læseren med på en filosofisk – men også meget personlig rejse; en rejse, der retter et kritisk blik på, hvad det vil sige at lytte – og på dén lydbranche, vi kender i dag.

Lydbranchen bør tænke sig mere om

De lydteknologier, der i dag kommer på markedet, har nemlig stor betydning for, hvordan vi lytter – men dét er som oftest ikke noget, man overvejer, når man producerer teknologierne, mener Schulze. Med lydteknologier henviser han bl.a. til den store mængde højttalere og transportable lydafspillere, som vi konstant er omgivet af.

Han understreger fx, hvordan udviklingen af lydteknologier i høj grad har været præget af et syn på verden, hvor den europæiske elite har været centrum.

Dét giver lydteknologier, som er ”lavet af de få – og for de få”; en gruppe mennesker, som Schulze betegner WEIRD (der på dansk står for den Vestlige, Veluddannede, Industrialiserede, Rige og Demokratiske mand.)

At lytte er ikke så simpelt, som vi tror

Men oplevelser med lyd er langt mere komplekse end som så. Dét forklarer Schulze på baggrund af en anderledes forståelse af, hvad mennesket er for en størrelse: Mennesket er mangfoldigt, forandrer sig konstant og oplever primært verden gennem sin krop.

Dét har betydning for, hvordan mennesket oplever lyd – og Schulze bryder derfor med dén tilgang, som længe har været fremherskende inden for lydforskning: en tilgang, der ikke har fokuseret på kroppen, og som har set menneskets oplevelse af lyd som statisk og ensartet.

Schulze ser snarere vores oplevelser med lyd som noget, der påvirker os meget mere, end vi tror, og som er dybt forskellig fra person til person: Når vi oplever lyd, sanser vi nemlig lyden med hele vores krop, ligesom vi på én og samme tid skaber og interagerer med lyden.

Og hermed bliver vi hver især – for vi har alle forskellige erfaringer med os og forskellige måder at lytte på – vores helt egen ”Sonic Persona”.

En tiltrængt – men lidt utilgængelig – kritik

De to kritiske perspektiver på lyd og lydteknologier styrker Schulzes bog.

Dens meget farverige, filosofiske og til tider poetiske sprog kan til gengæld være svært at afkode – og på dén måde kan bogen virke til at være henvendt til det selvsamme publikum – til de WEIRD -, som dens kritik retter sig imod.

Når dét er sagt, opfylder bogen et klart behov for en bredere forståelse af det lyttende menneske – en forståelse, der rækker ud over det ingeniørmæssige perspektiv, der i dag præger lydteknologi.

Dens kritiske perspektiver er relevante inden for perceptions -, teknologi-, musik- og lydforskning.

”The Sonic Persona – an anthropology of sound” er derfor en bog, der ikke kun bør læses inden for lydforskning og musikvidenskab, men som er relevant for alle med interesse for teknologi, for mennesker og hvordan de oplever verden.

Igennem bogen henter Schulze inspiration fra bl.a. de franske filosoffer Michel Serres og Jean-Luc Nancy og den britisk-ghanesiske filmskaber og musikteoretiker Kodwo Eshun.

Han gør brug af mange anekdoter, når han beskriver menneskets oplevelser med lyd, og i bogens sidste afsnit giver han også eksempler på ”lydens antropologi” fra kunstens verden: Bl.a. Rupert Parkes’ fortolkning af Anton von Webers’ Sechs Stücke für Orchester fra 1909, en passage fra Miley Cyrus’ album Miley Cyrus & Her Dead Petz, og Maryanne Amachers Synaptic Island.