Connect with us

Hvad søger du?

Science ReportScience Report

Kultur

Ny Vincent F. Hendricks-bog rydder op i krænkelsesdebatten

Vincent F. Hendricks og Silas L. Marker har skrevet en bog om den danske krænkelseskultur

Vincent F. Hendricks og Silas L. Marker. Foto: Robin Skjoldborg

– Det har været udfordrende; vi har været igennem hver enkelt sætning med en tættekam, lup, skalpel og pincet for at være sikre på formuleringerne i bogen. Men det har vi, fordi identitetspolitik er vanvittigt eksplosivt, siger professor i formel filosofi og leder af Center for Information og Boblestudier ved Københavns Universitet, Vincent F. Hendricks.

Han har skrevet bogen “Os og Dem” sammen med Silas L. Marker, der er tilknyttet forsker på Center for Information og Boblestudier samt kandidatstuderende på filosofi på KU. Bogen handler om den danske krænkelseskultur.

– Det er nok noget af det mest eksplosive, som centeret har udgivet. Derfor har det rent metodisk været en interessant øvelse for Silas og jeg at skrive bogen. For vi har virkelig tilstræbt, at formuleringerne ikke faldt ud til den ene eller anden side, siger Vincent F. Hendricks.

Formålet med bogen har nemlig været at kortlægge og beskrive den krænkelseskultur, der får stadigt stigende medieomtale, og hertil komme med bud på, hvordan vi kan opnå bedre debatter.

– Hele udgangspunktet for bogen har været at lave et oprydningsarbejde. For identitetspolitik er jo en form for permanent shitstorm, hvor man råber mere, end man lytter. Det bliver et minefelt – og når du prøver at rydde op det i, som vi har gjort, er det ofte, at en af minerne går af, siger Silas L. Marker.

Når privat møder politik, sprænger det
Da Gyldendal genudgiver digteren Halfdan Rasmussens børnerim med otte færre i samlingen med begrundelsen, at de indeholdte ord, der kunne virke racistisk nedsættende, delte offentligheden sig hurtigt i to.

Dem der følte sig krænket, og dem der ikke gjorde.

Og debatten blev hurtigt meget ophedet.

Men det er faktisk slet ikke så mærkeligt, at den gør det, når vi taler identitetspolitik, forklarer Vincent F. Hendricks.

– Vi har alle sammen køn, race, nationalitet og socialklasse. Og når det private går hen og bliver politisk, er det typisk noget, vi har meget stærke holdninger til. Derfor eksploderer det også meget hurtigt, siger han og uddyber:

– Det bliver læst som en kritik af nogle andre. Og problemet med polariserede meningsmiljøer er, at det er der, hvor du har brug for nuancerne, men hvor der ikke er plads til dem. For det interessante er ikke, om du og jeg er enige. Det interessante er hvorfor, siger han.

Folk vil gerne have os til at vælge side
Titlen ”os og dem” henviser netop til, hvad der sker i debatten, når der diskuteres køn, race, nationalitet eller socialklasse, som er de fire akser, medierne særligt dækker, ifølge forfatterne.

Og Hendricks og Marker havde derfor også forberedt sig på, at flere ville forsøge at placere deres bog på den ene eller anden side, selvom de med tættekam og skalpel har tilstræbt at holde sig på midten.

– Information skrev, at vi holdt os på høflig afstand af konflikt med vores bog. Det er også det, vi har prøvet på. Og det er derfor, at vi er gået igennem alle formuleringer, og vi også forklarer os yderligere i interviews, analyser og debatindlæg, siger Silas L. Marker og uddyber:

– Men vi er kommet frem til, at vi også bare må tage den modstand, der kommer. Den lever vi med, siger han.

Og den er kommet. Nogle anmeldere skriver sågar, at ”de fristes til at tro, at forfatterne har ligget i ske med de krænkede”.

Men det mener de ikke selv.

– Både Silas og jeg havde regnet med, at vi kom til at stå til regnskab – for ambitionen med bogen er et oplysnings- og oprydningsarbejde. Men det er ikke en stillingtagen til det. For længere kan vi jo ikke gå som forskere. Vi er ikke meningsdannere, siger Vincent F. Hendricks.

Men dem, der sidder som læsere, er måske ofte netop det. Derfor kan de have nogle helt andre interesser end forfatterne selv, forklarer han.

–  Nogle af dem har konflikt som deres forretningsmodel. Og vi har bestemt også måtte stå til regnskab for vores ærinde med bogen – men det er en del af det, siger Vincent F. Hendricks.

Vi skal slippe krænkelsesnarrativet og have mere forståelse
Bogen giver flere bud på, hvordan man kan opnå en bedre offentlig debat, som smider det polariserende på porten og giver plads til nuancerne.

– Vi mangler forståelse i den offentlige debat, og vi skal blive bedre til at sætte os i den andens sted, siger Silas L. Marker.

Det kræver både, at den offentlige debat fjerner sig fra kommentarfeltet på de sociale medier, og at man ser på samtalen med andre øjne.

– Lige nu fungerer den offentlige debat meget som en boksekamp, hvor du har en vinder, en taber og knockouts. Det handler ikke om at gøre hinanden klogere på emnet. Derfor skal vi anerkende, at vi er forskellige, og så skal vi møde hinanden der, hvor den anden er. Det er det, forståelse handler om, og det kræver engagement, siger Silas L. Marker.

En del af løsningen er også, at vi skal stoppe med at råbe ’krænkelse’ i alle identitetspolitiske debatter.

– Vi skal smide det her krænkelsesnarrativ på porten. Det har folk fået lidt galt i halsen, siger Vincent F. Hendricks og fortsætter:

– Det betyder ikke, at der ikke er krænkelse. Men det er bare ikke det første argument, der skal bruges, når det gælder identitetspolitik. For hvis krænkelseskortet bliver kastet, stopper diskussionen typisk. Og så kan vi ikke afgøre, hvor vi er enige og uenige, hvilket er det, vi bliver klogere af, siger han.

Forsiden lige nu:

Seneste artikler:

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.