I denne uge udkom en ny bog i serien “Moderne Ideer”, som udgives af Informations Forlag. Serien handler om tidens store udfordringer, og i den nye udgivelse giver Peter Lauritsen et bud på, hvordan vi får et bedre overvågningssamfund.
Peter Lauritsen er professor MSO i overvågningsstudier ved Institut for Kommunikation og Kultur ved Aarhus Universitet. Han er en af landets førende forskere på området. I sin nye bog beskriver han henholdsvis udfordringen med massiv overvågning i dagens digitaliserede samfund, tager status og kommer med alternativer.
En af problemerne lige nu er, at særligt den offentlige debat er polariseret mellem en meget positiv og ubekymret fløj og så en meget negativ fløj, der ser overvågning som en Big Brother-trussel. Det fører til en manglende stillingtagen til konkrete overvågningsteknologier, mener Peter Lauritsen. Den tendens går igen i forskningen:
– Jeg synes, at der er noget at arbejde med forskningsmæssigt. Meget af den overvågningsforskning, jeg kender til, har den her bekymrende tone. Jeg ville gerne have, at der var mere nysgerrighed og en mere åben etnografisk tilgang til feltet. Man skal ikke dømme fænomenet for hurtigt, siger han.
Fra dystopi til data
I bogen refererer han flere gange til George Orwells berømte roman 1984. Det klassiske værk er en dystopisk fremstilling af overvågningssamfundet. Den fremstilling finder man i dag inden for den akademiske verden, hvor en del forskning anlægger et negativt normativt perspektiv på overvågning, mener Peter Lauritsen.
Et eksempel på den indgroede skepsis ses tydeligt i den måde, man fortolker begrebet “panoptikon” på, siger han. Panoptikon er en institutionel bygning – ofte et fængsel – som tillader total overvågning af et individ fra alle sider. Men nogle forstår begrebet for bogstaveligt og fremmaner dermed et både skræmmende og undertrykkende billede på de muligheder og begrænsninger, som overvågningssamfundet rummer, mener Peter Lauritsen.
– Forskningen er mere skeptisk, end den er optimistisk. Men i stedet for den type teori har vi brug for undersøgelser i praksis af konkrete overvågningsteknologier. Det mangler vi i den grad nu, hvor datamængden eksploderer omkring os, siger han.
I den nære fremtid ser han to veje. Enten kan den nuværende overvågningsforskning skaleres op eller også kan den integreres bredt på tværs af discipliner som datalogi, sundhedsforskning og informationsvidenskab.
– Vi står over for en vigtig forskningsopgave. Så i stedet for at kigge bagud, bør vi kigge fremad. Det er rent faktisk et slaraffenland for forskere, der interesserer sig for overvågning. Der så mange forskningsspørgsmål, vi mangler at afdække. Og behovet bliver bare større, siger han.
Overvågningssamfundet er her
Ifølge Peter Lauritsen er overvågningsforskning nødvendig, som et kritisk værktøj i et samfund, hvor vi i stigende grad digitaliserer alt fra patientoplysninger til shopperadfærd. Der er brug for en kvalificeret diskussion af indførelsen af nye teknologier, som fokuserer på brugbarhed, udbytte og risici ved bestemte tiltag.
Her spiller forskningen en vigtig rolle, understreger Peter Lauritsen. Den kan hjælpe med at gøre diskussioner om alt fra videoovervågning af demente til geolokalisering af børn på vej til skole mere vidensbaserede, nuancerede og saglige.
– Vi har brug for mere balancerede synspunkter for at gøre debatten om overvågning mere demokratisk, påpeger han.
I bogen foreslår han helt konkret at ethvert nyt overvågningstiltag bør baseres på en uvildig analyse, hvor resultatet skal udmunde i flere fordele end ulemper. Desuden skal der være klare rammer for evaluering, og lever et tiltag ikke op til forventningerne, bør det rulles tilbage.
Titlen på hans nye bog “Hvordan får vi et bedre overvågningssamfund” er også lidt et statement, anerkender Peter Lauritsen. Den fastslår nemlig, at overvågning er en realitet, som er kommet for at blive. Derfor handler det om at etablere en forskning, der giver plads til både det kritiske og det konstruktive.
– Dataprofilering foregår overalt, hvoraf jeg også i bogen taler om digitale dobbeltgængere. Vi har digitale spor i forskellige registre, som kan krydsrefereres på kort tid, Vi må konstatere, at vi lever i et overvågningssamfund allerede. På godt og ondt, siger han.
