I dag, den 1. december, har den nye bestyrelsesformand for Roskilde Universitetet placeret sig i formandsstolen. Carsten Toft Boesen, der fremover skal styre slagets gang på RUC, er geolog og administrerende direktør for Niras, som er en af Skandinaviens store rådgivende ingeniørvirksomheder.
Han kan umiddelbart lyde som et atypisk match med RUC, der af omverdenen er bedst kendt for humaniora og samfundsvidenskab. Men den teknisk-naturvidenskabelige baggrund tillægger Carsten Toft Boesen dog ikke selv stor vægt i sit bestyrelsesarbejde på RUC, udtaler han i en pressemeddelelse.
– Det væsentlige er, som jeg ser det, at jeg kommer med 20 års erfaring med strategisk ledelse – og samtidig et stort engagement i samfundsmæssige forhold og universitetssektoren, siger Carsten Toft Boesen.
Tydelige forskningsflagskibe
Ifølge den nye bestyrelsesformand skal RUC under hans ledelse fokusere sine forskningskræfter ved at udvælge og udbygge forskningsfelter, hvor RUC er særligt stærk, udtaler han.
– Jeg vil gerne arbejde for identifikation og prioritering af 5-7 forskningsmæssige flagskibe, som RUC skal være særlig kendt for om 5-10 år. Med flagskibe mener jeg forskningsområder, der adresserer væsentlige samfundsudfordringer, områder hvor vi indiskutabelt er de bedste i Danmark, temaer hvor vi markerer os i debatten med stærke stemmer, og sidst, men ikke mindst, forskningsområder, der er forankret i stærke forskningsteams med masser af studenterprojekter og stærke partnerskaber, siger Carsten Toft Boesen.
RUC har stærke forskningsmiljøer på alle sine fire institutter, men forskningen skal ikke smøres for bredt ud, vurderer Carsten Toft Boesen.
RUC’s DNA – problemorienteret og tværfagligt projektarbejde – er den suverænt bedste opskrift på innovation
Den nye bestyrelsesformand mener, at overskriften for flagskibene skal være bæredygtig udvikling, og at de bedst defineres i samarbejde mellem institutterne og relevante interessenter.
– Jeg ser allerede store potentialer, for eksempel inden for strategisk byudvikling, bekæmpelse af sygdomsspredning og negativ social arv. Hvis RUC kunne blive det universitet, der for alvor kom til at stå for og flytte udviklingen inden for de felter, så vil det skabe stor samfundsmæssig værdi, siger Carsten Toft Boesen.
Matematisk modellering og økonomi ser Boesen som centrale kompetencer på tværs af flagskibene.
Tydelig værdiskabelse
En anden ting, der optager den nye bestyrelsesformand, er at gøre det tydeligt for enhver, hvad Danmark får ud af de 0,8 mia., der årligt sendes til RUC:
– Vi skal blive bedre til at demonstrere, at RUC’s forskning, innovation og uddannelser adresserer nogle af tidens allerstørste samfundsudfordringer. Relevansen og værdiskabelsen skal være utvetydig for både vores region, erhvervslivet og politikerne på Christiansborg, siger Carsten Toft Boesen.
En af vejene hertil ligger ifølge Boesen ligefor:
– RUC’s DNA – problemorienteret og tværfagligt projektarbejde – er den suverænt bedste opskrift på innovation. Retter vi i højere grad RUC’s flere tusinde årlige studenterprojekter mod problemstillinger defineret i samarbejde med vores interessenter, har vi masser af ægte brugerdreven innovation og samtidig mulighed for relevante studenterjobs og dermed reduceret dimittendledighed, siger den nye bestyrelsesformand.
– RUC har en stærk tradition for at udfordre og udforske bestående måder at gøre tingene på. Denne sunde tilgang forpligter jo så også, når vi ser på os selv. Vi skal huske os selv på den gamle sandhed om, at bevægelse er liv, og stilstand er død, siger Carsten Toft Boesen.
Bedre samarbejde med erhvervslivet
RUC har både sine styrker og udfordringer, vurderer den nye bestyrelsesformand, der gerne vil højne ambitionerne for samarbejdet med omverdenen:
– Jeg vil se på RUC’s partnerskaber, og hvor vi kan gøre det bedre. Sagen er jo den, at samfundet har brug for og i stor stil bruger kandidater fra RUC og deres måde at tænke på. Det gælder regioner, kommuner, konsulenthusene, mediebranchen, ministerierne og NGO’er. Men er det tydeligt for alle? Nej, vi kunne blive langt bedre til at prale af alle vores fremgangsrige og solidt placerede alumner, siger Boesen.
Ifølge Carsten Toft Boesen er det, der differentierer kandidater fra RUC, at de kan ”samarbejde på tværs, kommunikere og gennemføre projekter”:
– Det er afgørende egenskaber, man ikke tilegner sig på samme niveau andre steder. De har lært og trænet projektarbejde, og det kan man mærke. De er vant til at indgå i projekter og forholde sig til virkelige problemer. På den måde kan de gå direkte ud på moderne arbejdspladser og gøre en forskel. Til gengæld har vi måske behov for mere opmærksomhed på dybdefaglighed og især synliggørelse heraf, siger Carsten Toft Boesen.
Læs også: RUC arbejder på tættere forbindelser til erhvervslivet.
I den kommende tid vil Carsten Toft Boesen blandt andet arbejde med at udmønte RUC’s nye kandidatreform, der skaber færre, tydeligere definerede uddannelser. Samtidig skal han sammen med rektor udmønte de 20 mio. kr. fra forskningsreserven, som RUC har fået bevilget til at løfte innovationen i Region Sjælland.
– Det er to vigtige opgaver, der kan udgøre vigtige trædesten for at realisere de mere langsigtede strategiske mål for RUC, siger Carsten Toft Boesen.
Forsiden lige nu:

Praksisnær forskning risikerer at drukne i smalle og korte tidshorisonter
Der er ti års jubilæum for erhvervsakademier og professionshøjskolers arbejde med anvendelsesorienterede forskning og udvikling (FoU). DFiR giver fem anbefalinger til at sikre fremtidens forskning og velfærd.

Disse 7 forskningsarrangementer skal du opleve på Folkemødet
Folkemødet på Bornholm byder igen i år på over 100 videnskabelige og forskningsrelaterede arrangementer – se de 7 mest interessante her.

Forskningsgruppen Social Complexity Lab vinder Årets Forskningsmiljøpris 2023
Social Complexity Lab ved DTU Compute vinder Det Unge Akademis pris for Årets Forskningsmiljø 2023.
Seneste artikler:

‘Det danske forskningsmirakel’ skranter – tiden er inde til en ny universitetslov
Universitetsloven og strukturen for dansk forskning kan være en vigtig faktor for nedgangen i ‘det danske forskningsmirakel’, vurderer professor og overlæge Jens Frederik Rehfeldt.

KU kalder regering: Vi har akut brug for jeres life science-strategi
LIFE SCIENCE HAR ORDET. Vores sundhedsdata mangler muskler, forskningsinfrastrukturen halter, og der er rift om talenterne. KU giver tre forslag til løsninger.

Lemvigh-Müller går i kødet på scope 3 med Science Based Targets
Lemvigh-Müller slår hul på udfordringen med særligt scope 3 udledninger. Videnskabeligt baserede standarder og datasystematik er afgørende for at hæve den bæredygtige barre, mener bæredygtighedschef Pernille Kiær.
Loading...
Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.