Forsker i folketinget vil have mere fri forskning

“Det lykkedes at få #EnForskerIFolketinget!”, skriver Stinus Lindgreen på Twitter blot et døgn efter folketingsvalget d. 5. juni. 

I de forudgående uger har han ført valgkamp under netop det hashtag. En forsker i folketinget. Og nu er det lykkedes, som han begejstret skriver, og her godt to måneder efter valget, er han klar til at indtage Christiansborg, endda som forskningsordfører for sit parti, Radikale Venstre. 

Så hvad vil denne forsker i folketinget? Og hvad har fået ham til at vælge folketinget fremfor forskningen? Det har Science Report mødt Stinus Lindgreen til en snak om. 

Siden 2006 har den 38-årige bioinformatiker været aktiv forsker. Stinus Lindgreen har forsket både i Danmark og i New Zealand, og har haft jobs på Københavns Universitet, blandt andet under Professor Eske Willerslev, og i det private erhvervsliv, hvor han senest har arbejdet i medicinalvirksomheden H. Lundbeck. 

Handling bag ordene

Efter kort tids samtale står det klart, at forskervejen var mere end et karrierevalg for Stinus Lindgreen. Interessen for naturvidenskab opstod i en tidlig alder, hvorefter det blev en levevej at søge viden og finde svar – også i de fjerneste dele af verden. 

Derfor har det været et “helt vildt svært valg” at forlade forskningsverdenen til fordel for folketinget, fortæller Stinus Lindgreen:

– Og nogle gange spørger jeg også mig selv, om det var det rigtige valg. Det kan være, at jeg om fire år tænker; hold kæft, det var det dummeste, jeg nogensinde har gjort. 

Valget om at blive partipolitisk aktiv er flerfoldig, og vejen dertil tager sit udspring, imens han er ansat i en postdoc-stilling i New Zealand. 

– Da jeg var i New Zealand oplevede jeg en ekstrem social ulighed og børnefattigdom, som man nok kun oplever, når man bor der. Og det slog mig, hvor lang tid det tager at opbygge et velfærdssystem som det danske, men hvor hurtigt, det kan ødelægges igen, hvis ikke man passer på, fortæller Stinus Lindgreen. 

Under sit ophold, hvor han arbejder med “et lillebitte hjørne” af klimaet i sin forskning, læser han FN’s, på det tidspunkt, seneste klimarapport, som også vækker noget i forskeren: 

– Det slog mig, at nogen i klimadiskussionen tydeligvis ikke har forstået videnskaben bag. Og jeg synes, det er vigtigt, at nogen, der forstår den videnskabelige litteratur, deltager i de her debatter. Det ville jeg gerne bidrage med, fortæller Stinus Lindgreen. 

Da han og familien vender hjem til Danmark i 2015, er det til et andet politisk landskab, end det de forlod. Radikale Venstre, som Stinus Lindgreen “altid har stemt på”, er blevet halveret, imens Dansk Folkeparti har haft historisk fremgang. 

– Jeg meldte mig ind i Radikale Venstre efter det forrige valg, fordi jeg gerne ville vise en form for støtte til partiet, siger han, hvorefter han hurtigt oplever en positiv respons fra sine partifæller: 

– Der blev lyttet til mig, når jeg var med i diskussioner om emner, hvor jeg vidste noget. Det blev taget alvorligt, og jeg blev bedt om at engagere mig, så jeg blev hurtigt involveret i forskellige grupper. 

På et tidspunkt laver Stinus Lindgreen et Facebookopslag, som bliver kimen til at føre valgkamp:

– Jeg brokkede mig over, at der ikke er nogen politikere på Christiansborg, der forstod helt basal forskning. Så var der én, der skrev til mig; hvis du virkelig mener dét, kan du jo stille op. Så tænkte jeg; det er jo rigtigt. Det er nemt at brokke sig, men hvis man virkelig mener det, må man også sætte handling bag ordene.

Uheldig diskussion om private midler

Når du laver forskning er du selvfølgelig objektiv, men alle forskere har jo også holdninger, og det kan man sagtens adskille

Inden Stinus Lindgreen valgte at sætte handling bag ordene og stille op til folketinget, overvejede han, om politikervejen var forenelig med at være forsker. 

– Vi har et repræsentativt demokrati i Danmark, og det betyder, at alle grupper skal kunne blive repræsenteret. Alligevel er forskerverden nærmest ikke tilstede, forklarer han og uddyber;

– Når du laver forskning er du selvfølgelig objektiv, men alle forskere har jo også holdninger, og det kan man sagtens adskille. Det ser jeg ikke noget problem i. 

Tværtimod er det en fordel, at “man rent faktisk ved noget om dét, man sidder med”, mener forskningsordføreren:

– Jeg kender forskningsområdet, sandsynligvis bedre end de andre i uddannelses- og forskningsudvalget. Jeg har selvfølgelig en holdning til det, men også, vil jeg vove at påstå, en vis indsigt.

I sin tid som aktiv forsker har Stinus Lindgreen erfaret, hvordan det danske forskningssytem er blevet “helt afhængig af private forskningsmidler”, fortæller han:

– Det kan man synes er forkert, men det er nu engang sådan, det er. Det betyder også, at de private stiller krav om, hvad de giver penge til. Det er de i deres gode ret til, og jeg er glad for, at vi har den fondsstruktur i Danmark, som giver så meget til forskningen, siger han og understreger, at;

– Det er jo ikke sådan, at det er styret forskning, det ved alle, der er i forskningsverden.

Er diskussionen om private midler, mener du, blevet kørt op som om forskningen er styret af dem, der betaler regningen? 

– Jeg synes nogen gange, den bliver det. Der er nogen, der tror, at fordi pengene kommer fra en privat fond, så er forskningen købt eller utroværdig. Det er simpelthen ikke rigtigt, så jeg synes, det er lidt en uheldig tendens, svarer Stinus Lindgreen og tilføjer;

– Der skal være åbenhed omkring funding og interessekonflikter, fordi det er noget, man skal være opmærksom på. Så man skal være åben omkring, hvor pengene kommer fra.

Strategiske og frie midler 

Når det gælder forskningsfinansiering, er opgaven på Christiansborg at sige; hvordan bruger vi bedst de forskningsmidler, vi har, mener Stinus Lindgreen. Men uden at forskningen bliver detailstyret fra politisk hånd:

– For det første synes jeg, det er ærgerligt, at man over en årrække er gået mere og mere over til at øremærke mange penge til noget meget specifikt. Det er fint at sige; vi vil gerne bruge penge på den grønne omstilling, man skal bare passe på, at det ikke bliver for detaljeret og detailstyret, siger han og uddyber;

– Man glemmer, at gennembrud ikke er kommet ved, at en politiker har sagt; vi vil gerne have, at vi løser det her. Grundforskning er fundamentet for alt, derfor ærgrer det mig, at man ikke har prioriteret det nok. 

Balancen mellem strategiske- og frie midler er blevet for skæv, og det skal der rettes op på ved at prioritere flere penge på den fri forskning, mener Stinus Lindgreen, der dog ikke vil komme nærmere ind på, hvordan eller hvor mange penge, der skal flyttes den ene den anden vej. 

Han nøjes med at tilføje, at “støtte til fri forskning også kan gøre det nemmere at fremme tværfaglig forskning og ikke kun naturvidenskab”;

– Der er jo en tendens til, at man indser, at løsningerne kræver input fra flere faggrupper.