samfund

Bedre fremtidsudsigter trækker forskere over i det private

Imens det private erhvervsliv tilbyder mere attraktive arbejdsvilkår for forskere, bliver det samtidig sværere for især yngre forskere at få en fastansættelse på et dansk universitet

Af - 20. september

– Fremtidsudsigterne afgjorde, at jeg valgte det private fremfor universitetet. Det var stort set lige spændende forskning, jeg kunne lave begge steder, men på grund af fremtidsudsigterne valgte jeg det private til.

Sådan lyder det fra Kjartan Frisch Herrik, som er senior research scientist hos medicinalvirksomheden Lundbeck A/S, på en konference om fremtidens forskerkarriere.

I mange år har offentlige forskningsinstitutioner ansat flere forskere end det private erhvervsliv. Men omkring årtusindskiftet begynder kurven at vende, og i de seneste knap 10 har der været flere forskere ansat i private virksomheder end på universiteterne.

Imens virksomheder med stærke forskningsafdelinger tilbyder attraktive arbejdsvilkår og opgaver for unge forskere, er det samtidig blevet sværere for især yngre forskere at blive fastansat på et universitet.

Denne udvikling var derfor ét af de helt store omdrejningspunkter på konferencen ”Fremtidens forskerkarriere”, arrangeret af Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd.

– En forskerkarriere i dag er en væsentlig anden, end for 20 år siden, fastslår DFiR’s formand, professor Jens Oddershede, i sin velkomsttale.

– I dag foregår to-tredjedele af al forskning i det private, og fremtidsudsigterne for især yngre forskere er i langt højere grad udenfor universitetet, siger han.

Forringede karriereudsigter

Kjartan Frisch Herrik er langt fra den eneste, der har valgt at forfølge en forskerkarriere uden for universitetet.

Også Christina Lunde, som er senior science manager i Novozymes A/S, valgte at skifte en forskerstilling på Københavns Universitet ud med et job i erhvervslivet.

– Jeg kunne ikke se en fremtid for mig der (på universitetet, red.). Og tanken om at klø på uden at komme videre, var ikke særlig attraktiv, fortæller hun under en åben paneldebat.

Realiteten er også, at de forskere, der bliver på universiteterne, er længere tid om at få en fast stilling, fastslår en DFiR-analyse. I dag tager det i gennemsnit to år mere at komme fra en ph.d.-grad til en professorstilling, end det gjorde for 10 år siden.

– Karriereudsigterne for yngre forskere er blevet forringet. Det tager længere tid at få en fastansættelse, og der er færre yngre forskere, der får det, understreger Jens Oddershede, og han uddyber i den sammenhæng;

– De forskere, der beslutter at forblive ved universitetet, må også forvente, at det er et vilkår for offentligt ansatte forskere, at de er i stand til at skaffe eksterne midler til forskning.

Derfor er det på mange måder mere attraktivt at være ansat i en virksomhed, hvor man ikke skal bekymre sig om, hvor pengene skal komme fra. Det understreger blandt andet Lars Nørgaard, senior manager hos Foss Analytical A/S;

– Når først man er inde i virksomheden, er finansiering af forskningen på plads. På et universitet går for meget af ens tid med administrativt arbejde, som i stedet kunne bruges på forskning. I en virksomhed er det meget mere fokuseret, og den administrative byrde er minimal, siger han og understreger i den forlængelse;

– Men i en virksomhed er der også en strategisk retning, man er nødt til at følge som forsker. Så ’the match must be there’ mellem virksomheden og forskeren.

Ensretning mod erhvervslivet

Selvom forskningen altså ikke er lige så fri som på et universitet, har der over de seneste knap 10 år været flere forskere, der bevæger sig væk fra universitetet end mod det.

 

 

– Mobiliteten er ensrettet; man flytter sig fra universitet til industri, og man vender ikke tilbage igen, som Lars Nørgaard udtrykker det.

Både Lars Nørgaard og Christina Lunde understreger også, at det netop er svært at vende tilbage til universitetet, hvis man først har været beskæftiget i industrien. Det skyldes først og fremmest, at man som forsker ikke har haft nogen publiceringsaktivitet i den periode.

Som universitetsforsker er publicering alfa og omega, og det erfarede Christina Lunde også, da hun skulle på barsel.

– Jeg har holdt barsel fire gange, og det gør ikke noget godt for din publiceringsaktivitet. Det er ikke bare et år, man mister, man mister også momentum. Det var blandet andet derfor, jeg forlod universitetet – jeg kunne ikke se, hvordan jeg både kunne holde barsel og holde et niveau på linje med mine kollegaer, beskriver hun

Det er i stigende grad kvinder med børn, der forlader universiteterne, men også mænd med børn forlader i større omfang universiteterne end tidligere, viser en DFiR-analyse. Og over mange år er det dokumenteret, at andelen af kvinder ved danske universiteter falder for hvert trin op ad karrierestigen.

Og selvom dét er en udvikling, der bekymrer DFiR, ser Rådet samtidig positivt på, at forskere søger ud i det private erhvervsliv.

– Det er en god udvikling, at mange søger ud i det private erhvervsliv. Det er positivt for samfundet, fordi det, man producerer og leverer i det private, er det, vi skal leve af i Danmark. Jo højere vidensniveau, der er i virksomhederne, desto bedre for Danmark, mener Jens Oddershede.

Derfor skal universiteterne også blive bedre til at forklare, at der er mange andre muligheder end universitetet, hvis man gerne vil forfølge en forskerkarriere, tilføjer han.

– Når man er en yngre forsker i det her system, ligger meget af ens identitet i dét at være universitetsforsker. Derfor kan være svært at flytte et andet sted hen.

Konferencen “Fremtidens forskerkarriere” blev afholdt i København den 19. september, og deltagernes bidrag på dagen vil indgå i det afsluttende arbejde i DFiR med projektet “Karrierer i forskning”.

samfund

Professor vil have H. C. Andersen på finansloven

Der er brug for væsentlig større investeringer i Danmarks H. C. Andersen-forskning, hvis ikke vores største eventyrforfatter skal miste sin relevans. Det mener Johs. Nørregaard Frandsen, som for nylig tog sagen hele vejen til Christiansborg