Bloom-festivalen: Forskningsformidling, der virker

Som jeg går ned ad stien mod Frederiksberg Slot skinner solen. Den skinner på Søndermarkens mange gamle træer, og på de adskillige hvide telte, der denne maj-lørdag fylder parken.

Teltene er et tegn på, at Bloom-Festivalen har gjort sit indtog – og dét kan både ses og høres: Græsset er befolket af mennesker i alle aldre. Nogle sidder på tæpper på græsset – andre på de træstolper, der er lagt ned foran festivalens i alt otte scener. Det er her, forskere i dag vil gøre de fremmødte klogere – på alt fra hvaler til elektromagnetisme.

Videnskab i ro og mag

Men inden jeg når til det første punkt på mit program, begynder det at regne – og da jeg har god tid søger jeg ly på en af Søndermarkens trædækkede bakker. Her møder jeg Julie og Benjamin, som sammen med deres lille datter i klapvogn spiser is. De fortæller, at de egentlig bare lige ville kigge forbi:

-Vi bor i nærområdet – men det er jo skide spændende og her er rigtig hyggeligt. Det er især fedt, at du kan gå til og fra begivenhederne – specielt når man som jeg lider lidt af social angst – så kan en festival som ”haven” fx godt være lidt skræmmende, siger Benjamin med et grin.

At Bloom er en festival mærker man tydeligt på parkens afslappede atmosfære – om end den emmer mere af undren, videbegær og diskussionslyst end af guitarsoloer og høje promiller.

Og dét er faktisk rigtig fedt, hvis man spørger nogle af de unge mennesker, der er på Bloom.

-Det er fedt med et andet fokus end bare at drikke sig i hegnet. Det er ligesom lidt mere opbyggeligt, det her, fortæller tre unge mænd, der netop har købt en fadøl efter at have hørt docent emeritus i filosofi ved Aarhus Universitet Hans Fink Fortælle om ”Naturen i naturen”.

Videnskab du kan røre ved

Bygen aftager, og jeg bevæger mig ned ad bakken og mod scenen ”Explore”. Her vil to biologer og tre kunstnere samtale om forholdet mellem kunst og videnskab. Samtalen sker foran kunstnernes installation ”Relationscape” – der er bygget af bl.a. træ, sten og…. svampe.

-Svampenes kamp for overlevelse er en metafor for menneskenes konstante kampe med hinanden – og dét er et eksempel på, hvordan vi i kunsten kan bruge den biologiske forskning, fortæller en af kunstnerne bag, mens publikum står i en halvcirkel og lytter.

Blandt publikum er et midaldrende ægtepar: Han arbejder i en forskningsrelateret virksomhed – mens videnskab for hende er mere ukendt farvand. Men dét er ikke et problem, når forskerne formidler, som de gør, mener hun:

-Det er dejligt, at det er så forståeligt – man kan virkelig mærke, at de gør sig umage, så også sådan én som mig – der ikke er i forskningsverdenen – kan forstå det.

Og umage – det gør den næste forsker, jeg får lov at lytte til, også. Dét sker ved scenen ”Wanderlust”, hvor jeg og de andre publikummer er krøbet i skjul for endnu en byge under et af Søndermarkens 250 år gamle bøgetræer.

-Er vi alene i universet? Starter lektor i biologi ved Københavns Universitet Hans Henrik Bruun. Det viser sig hurtigt, at det er vi ikke: Dét bøgetræ, vi alle bruger som paraply er nemlig levested for millioner af ”jordboere”, som han kalder dem.

Hans ca. 20 publikummer går nu fra træ til træ, og bliver undervejs klogere på gallemider, eremitlarver – og hvad de dér store svulster, der nogle gange sidder på træerne, hedder. Sådan lyder nemlig spørgsmålet fra en ung mand, der troligt følger lektoren gennem vandreturens våde, høje græs.

-Agrobacterium tumefaciens, som egentlig bare betyder, store svulster der vokser på træer – så værre er det ikke, fortæller han.

Billerne, svampene og larverne gør videnskaben meget konkret – og dét er det allerbedste ved Bloom, vurderer et ældre ægtepar, som jeg taler med da vandringen er slut:

-Det var super spændende – og man lærer meget ved bare at tage en snak om nogle helt konkrete ting, fortæller de.

Ægteparret er kommet fra Vestsjælland og har egentlig ikke nogen relation til forskning.

-Jeg blev bare så betaget sidste år, da jeg var her, så vi måtte herind igen.  Man kan jo blive klogere helt gratis, siger de – begejstrede, selvom de pga. regnen har måtte lægge deres program for festivalen lidt om.

Videnskab på nye måder

Heldigvis er der nok arrangementer på de otte scener til, at lidt regnvejr ikke ødelægger fornøjelsen – Søndermarken summer i hvert fald af liv trods paraplyer og gummistøvler. Ét af arrangementerne opdager jeg, da en dyb bastone pludselig runger i min brystkasse. Jeg går mod lyden – og kommer til scenen ”Sound”.

– Ifølge den nyeste bakterieforskning har jeg vist aldrig helt været mig selv. Jeg er nærmere et økosystem, eller flere økosystemer”, synger Anders Hjernø….. akkompagneret af en trommeslager, en bassist og en keyboardspiller.

Tilsammen formår de at sætte tarmbakterieforskningen ind i helt ny ramme – og den får toner, duft og liv.

Og dét er symptomatisk for denne lørdag i Søndermarken. Væk er de kringlede fagtermer – de erstattes af dagligdags fænomener, som de fleste kan forstå:

”Lejeboliger” bliver til mennesker, set fra tarmbakteriernes perspektiv; og ”rodede værelser” bliver et eksempel på, at alt i universet – i henhold til termodynamikkens anden lov – går mod en mere ”uordentlig tilstand”.

Det sidste forklarer fysiker ved Niels Bohr Instituttet Bjarke Takashi Røjle Christensen, da jeg på vej hjem lige når at stoppe inden om scenen ”Under Egen”.

-Så når jeg putter dén her halve liter mælk ned i denne her kop kaffe, hvad sker der så? Fortsætter han.

-Dét bliver en cafe latte, griner min sidemand og kigger op mod solen.