– Det er udtryk for en form for åndelig fattigdom, at vi har en kultur, der ikke har andre måder at begribe langvarig og intens sorg på, end gennem psykiatrien, siger Svend brinkmann, der er professor i psykologi ved Aalborg Universitet og forskningsleder på forskningsprojektet Sorgens Kultur. Han fortsætter:
– Vi er simpelthen ikke villige til at acceptere, at tilværelsen kan involvere lang og intens lidelse, uden at vi ser det som psykisk forstyrret. Det synes jeg virkelig er tankevækkende.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anerkendte i sommer vedvarende sorg (prologed grief disorder) som psykiatrisk diagnose. Da Danmark er medlemsland, skal de danske læger og psykiatere, ifølge Det Nationale Sorgcenter, kunne stille diagnosen vedvarende sorg inden begyndelsen af 2022. Derfor er tilgangene til hvordan vi skal diagnosticere og behandle vedvarende sorg herhjemme allerede under udvikling. Men ifølge Svend Brinkmann er en diagnosticering ikke nødvendigvis den rigtige måde at håndtere fænomenet sorg på.
Med forskningsprojektet Sorgens Kultur undersøger han sammen med sine forskerkollegaer de transformationsprocesser, der sker i samfundet i takt med, at sorg bliver indført som diagnose. Det er i forbindelse med forskningsprojektet, at Svend Brinkmann sætter spørgsmålstegn ved, om en decideret sorg-diagnose er en god idé:
– Sorg skal først og fremmest betragtes som en almentmenneskelig eksistentiel tilstand, siger han og fortsætter:
– Sorg kan føre til psykiske lidelser, men sorg er ikke en psykisk sygdom i sig selv. Sorg kan gøre et menneske sygt, men det er ikke det samme som, at sorgen i sig selv er en sygdom.
Vi burde som samfund, ifølge ham, kunne håndtere vedvarende sorg, uden at sorg behøvede at blive klassificeret som en psykisk sygdom. Vi burde kunne være mere kreative i opbyggelsen af en hjælpeinstans til sørgende mennesker, uddyber han.
– Det er sådan lidt dovent at sige, nå ja, vi har jo psykiatrien og diagnoserne. Så må det jo være et lægevidenskabeligt anliggende det her. Et psykiatrisk anliggende, snarere end et eksistentielt, siger Svend Brinkmann og fortsætter:
– At sorg nu bliver kategoriseret som psykiatrisk diagnose viser også noget om den magt, der i er den psykiatriske videnskab og de kategorier, den skaber, som i dette tilfælde er de psykiatriske diagnoser.
Sorgen er meningsfuld i modsætning til psykiske sygdomme
Der er ikke nogen af de anerkendte teorier om, hvad psykiske sygdomme er, hvor udfra vi kan konkludere, at sorg er en psykisk sygdom, forklarer Svend Brinkmann. Sorg er derimod en intens, lidelsesfuld almenmenneskelig tilstand. Man diagnosticerer for psykisk sygdom dér, hvor der er nogle symptomer på en lidelse, som ikke kan forklares med andet end, at det er en psykisk forstyrrelse, uddyber han. Sorg kan derimod godt forklares:
– Sorgen eksisterer, der hvor døden og kærligheden krydser hinanden, siger han og fortsætter:
– Sorgen er jo forbundet med tabet, det er jo tråden til den elskede, der er gået bort. En tråd, de fleste gerne vil bevare, selvom det gør ondt, fordi det er meningsfuldt.
Svend Brinkmann anerkender, at en sorgdiagnose kan vise sig at være den bedste måde at hjælpe folk i sorg på, som vores samfund er indrettet i dag. Han understreger, at han, ligesom de andre forskere i forskningsprojektet, i høj grad er opmærksom på de eventuelle gavnlige effekter, der kan være af at indføre en diagnose for vedvarende sorg, og at de også vil undersøge disse.
– Der er jo efterhånden god evidens for, at hvis man for eksempel giver nogle former for sorgterapi til mennesker, som bare sørger på en almindelig måde, så risikere man faktisk at gøre ondt værre for dem, og det er jo et godt argument for diagnosen, hvor den kan hjælpe med at udvælge dem, som forskningen viser kan have gavn af terapeutisk hjælp.
Han peger dog også på, at der er masser af andre livskriser, vi mennesker kommer ud for, som vores velfærdssamfund hjælper os med at komme igennem, uden at de diagnosticeres som psykiske sygdomme.
– Altså hvis man for eksempel mister sit arbejde, så får man dagpenge eller kontanthjælp. Men det er jo ikke det samme som at arbejdsløshed er en psykisk sygdom, siger han og fortsætter:
– Vi skal erkende, at det er normalt at være magtesløse og tale noget mere om det.
Svend Brinkmann har tidligere været forskningsleder på forskningsprojektet Diagnosekultur, hvor han sammen med sit forskerteam undersøgte diagnoserne ADHD og depressions betydning for de enkeltindivider, der får dem stillet og i en større samfundsmæssig sammenhæng.
