Artiklen er oprindeligt udgivet 20. sep. 2018 og genudgivet 11. feb. 2019
Det har de seneste år været genstand for stigende kritik, at en håndfuld internationale forlag tjener store og stigende summer på at trykke den viden som skatteborgerne har betalt for i deres tidsskrifter.
Men indtil nu har den samlede danske udgift til forlagene ikke været offentligt tilgængelig. Hemmeligholdelse af tallet er nemlig en del af forlagenes kontrakter med danske forskningsinstitutioner.
Hvorfor de skal være hemmelige, kan man kun gisne om, men et bud kunne være, at det skal sikre, at der er færrest muligt, der har adgang til de konkrete oplysninger.
Nu er det lykkedes Science Report at finde frem til de samlede udgifter til licenser og videnskabelige tidsskrifter på forskningsområdet. På baggrund af en aktindsigt i en intern analyse af området, anslås det at de offentlige kasser betaler 300 mio. kr. for tidsskriftlicenser årligt.
Tallet stammer fra en analyse lavet sidste forår af Danmarks Elektroniske Fag- og forskningsbibliotek og dækker Universiteter, Professionshøjskoler, Erhvervsakademier, Gymnaiser & HF, Øvrige ungdomsuddannelser og voksenuddannelsescentre tilsammen.
Stigende priser – faldende budgetter
De mange penge forlagene tjener, er i stigende grad blevet en torn i øjet på de institutioner, der betaler. Det skyldes blandt andet, at udgiften til forlagene i perioden fra 2012-2017 i gennemsnit er steget tre procent om året, samtidig er offentlige institutioners budget blevet skåret med to procent årligt siden 2016.
Derfor har Danmarks Elektroniske Fag- og Forskningsbibliotek, der forhandler aftalerne kollektivt med forlagene ved flere lejligheder også varslet et opgør med de stigende priser. Lige nu er der en forhandling i gang, som DEFF’s styregruppe formand, professor Børge Obel ikke vil kommentere. Han vil dog gå så langt som til at sige:
– Verden har ændret sig så meget, også når det kommer til forskningspublicering, og der er så stort fokus på økonomien i forskningsverdenen, at jeg har svært ved at forestille mig, at vi kommer til at se en fortsat prisstigning, som vi har set de tidligere år.
Frustration hos universiteterne
Langt størstedelen af den nuværende regning betales af de otte danske universiteter. Til sammen betaler de næsten 80 procent af den årlige 300 millioners udgift. Hos Danske Universiteter, sammenslutningen af de otte universiteter, er de godt trætte af den nuværende prismodel.
– Det er problematisk, at de videnskabelige forlag år efter år udvider deres overskud på bekostning af de offentlige bevillinger til forskning og uddannelse. De midler er givet med et andet blik for øje end at fore forlagenes lommer, mener Jesper Langergaard, direktør i Danske Universiteter. Han uddyber:
– Det er ikke i orden, at forlagene tjener penge på et produkt, som de i høj grad udvikler relativt omkostningsfrit. For forskningsartiklerne leveres af offentlig ansatte forskere, hvis publiceringsaktiviteter enten er dækket via offentlige forskningsbevillinger eller via private forskningssamarbejder – ikke via de videnskabelige forlag. Med andre ord forlagene får input billigt fra universiteterne og sælger produktet igen dyrt til universiteterne.
Den store udgift forarger også Bertil F. Dorch, der er bibliotekschef på Syddansk Universitet:
– Hvis vi kunne frigøre licenspengene, ville vi kunne lave nye innovative læringsmiljøer, fantastiske nye maker spaces, nyskabende forskningsformidling og alt muligt andet spændende på vores bibliotek, men det handler jo ikke kun om hvad vi kunne bruge pengene til, men hvad universiteterne som samlet helhed kunne bruge pengene til.
Han fortæller at udgiften til tidsskriftlicenser udgør en meget stor del af SDU’s universitetsbiblioteks samlede budget:
– For vores budget er det over en tredjedel af de samlede ressourcer, som vi bruger på disse licenser. Cirka halvdelen af budgettet er løn, det er omkring 45 mio. kr. om året, den anden halvdel drift og i runde tal bruger vi 32 mio. af driften på licenser, dvs. omkring to-tredjedele går til at betale for noget, som vi køber adgang til år efter år, og aldrig kommer til at eje.
Forretningsmodel som Facebook
Forlagenes forretningsmodellen går i al sin enkelthed ud på, at de trykker de artikler som forskerne selv indsender på baggrund af deres forskning, som vi allesammen har betalt for. For at sikre at kvaliteten af artiklerne holder, beder forlagene andre forskere om at lave en fagfællebedømmelse (peer review) inden de trykker artiklerne.
Det er altså forbundet med en meget lille udgift for forlagene at lave indholdet i deres tidsskrift, og det kan på mange måder minde om Facebook og andre sociale netværk, hvor vi allesammen er med til at skabe indholdet, men Facebook tjener pengene. Og sammenligningen stopper ikke her, for ligesom Facebook tjener de store forlag styrtende med penge.
Ifølge en artikel i den engelske avis Guardian fra 2017, har forlaget Elsevier, som er den klart største spiller på markedet, en overskudsgrad på 37 procent. Det vil altså sige, at hver gang Elsevier omsætter en krone er de 37 ører ren profit.
De stigende priser for at få adgang til offentligt betalt forskning har for nylig fået den franske forskningsminister, Frederique Vidal, til at varsle et opgør med de dyre licenser.
I stedet for at fortsætte med at hælde skattekroner i forlagenes kasser, vil hun gøre al fransk forskning offentligt tilgængelig. For at nå målet har hun afsat svimlende 113 mia. kr. over de næste fem år.
Stod det til Bertil F. Dorch fra SDU burde vi gøre noget tilsvarende i Danmark:
– Jeg tror, at vi arbejder med en antikveret måde at lave vidensdeling på. Den fungerede fint inden internettet, men teknologien og forskningen har ændret sig, så vi alle kan få alting frem på vores computere. Men det har forlagene ikke. Det er en utidssvarende model, som der er nogle store firmaer, som benytter sig af, siger Bertil F. Dorch
Danmark har en officiel open acces strategi, altså at alt forskning på et tidspunkt skal være gratis tilgængelig for offentligheden, men ifølge Bertil F. Dorch mangler der incitamenter for de enkelte forskere til at gøre noget ved det:
– Man er på rette spor i forhold til, at der er en bevægelse på vej mod at sætte tingene fri, men man mangler at sætte forlagene stolen for døren. Som det er nu, ender man med at lave aftaler på deres vilkår. Det svarer til, at man opdrætter og malker en ko, giver mælken gratis til mejeriet, og køber den tilbage når den er hældt i kartonen
Han efterlyser at de enkelte forskere tager et egentligt opgør med tingenes tilstand i forlagsbranchen:
– Det er forskningsverdenen, der skal tage opgøret, da den dybest set er med til at understøtte et system, der udbytter forskningen. Der er mange der er klar over det, men det er enormt svært at ændre den måde man arbejder på, siger Bertil F. Dorch.
Hos Danmarks Frie Forskningsfond, der finansierer en stor del af den forskning som tidsskrifterne tager penge for at give adgang til, forsøger man at presse udviklingen mod det såkaldte open access, altså at der skal være fri adgang til forskningen:
– Vi er i den relativt puritanske ende og mener at forskerne så vidt muligt skal sikre at der er fri adgang til deres forskning. Samtidig mener vi, at forskerne skal publicere der, hvor det er bedst for deres forskning. Så det er hele tiden en afvejning, men vi vil gerne undgå en situation, hvor vi både betaler for forskningen og bagefter betaler ekstra for at få adgang til den, siger formand Peter Munk Christiansen
Trods gentagende henvendelser er Elsevier ikke vendt tilbage på vores forespørgsler om en kommentar til denne artikel.
