Danmark har brug for et institut for freds- og konfliktforskning

De politiske beslutninger, der sender Danmark i krig, bliver – i modsætning til, hvad man kunne forvente – ikke truffet på baggrund af lange, grundige overvejelser og vedvarende dialog med Folketingets partier. I stedet beslutter en meget snæver og magtfuld kreds uformelt at imødekomme USA’s ønsker om militære bidrag.

Sådan lyder den overordnede konklusion på en uvildige udredning af Danmarks krigsdeltagelse i Kosovo, Irak og Afghanistan i årene 1998-2003, som en forskergruppe på Københavns Universitet for nylig præsenterede.

Udredningen viser med andre ord, at krigsbeslutninger bliver truffet uden et realistisk billede af det land, Danmark griber ind i, eller af de kræfter, der er på spil i de konflikter, vi bliver en del af.

Det skriver en række forskere, uden tilknytning til selve udredningen, i en kronik i Berlingske.

– Udredningen gjorde det klart, at det er nødvendigt at forstå de her konflikter, inden vi går ind i dem, men Folketinget har meget lidt ekspertise til rådighed. Der er meget få inputs til deres beslutningsproces. Et forskningscenter kunne komme med de inputs, forklarer postdoc Isabel Bramsen, som er én af forskerne bag kronikken.

Derfor har Danmark brug for et uafhængigt institut for forskning i freds- og konfliktløsning, mener forskerne.

– Hvis man sammenligner med andre Nordeuropæiske lande, har alle sådan et forskningscenter. I Danmark har vi kun centre, der fokuserer på den militære vinkel på konflikter. Vi har ikke et center, som permanent, og via en større forskningsbevilling, fokuserer på de ikke-militære løsninger, siger Isabel Bramsen.

I dag findes der lommer af freds- og konfliktforskning rundt om i Danmark, for eksempel på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Aarhus Universitet og Københavns Universitet, fortæller hun.

Problemet er dog ikke, at dansk forskning i freds- og konfliktløsninger er ”spredt” ud over landkortet, men at den er så markant underprioriteret, mener Isabel Bramsen:

– Det handler ikke om, at forskningen i dag er spredt, men at den smule, der er, ikke opfylder det behov, der er for et bredere forskningsinstitut, som fokuserer på freds- og konfliktløsninger, siger hun.

Spørge forskere til råds

Én af hovedkonklusionerne i krigsudredningen er, at det kun er en lille håndfuld mennesker, der reelt afgør, om Danmark går i krig – og at de personer gør sig meget få principielle overvejelser inden beslutningen bliver truffet.

Det betyder imidlertid ikke, at der ikke er politisk interesse for at få inputs fra forskere omkring mulige freds- og konfliktløsninger, og dermed for at styrke forskningen med et nationalt center, mener Isabel Bramsen.

– Både udredningen og min egen kontakt til politikere viser helt klart, at der er meget stor interesse for at spørge forskere til råds. Og at politikere mangler viden og inputs, når de går ind i en konflikt i dag, fortæller hun.

Et selvstændigt institut for freds- og konfliktforskning før derfor både have en klassisk forskningsdimension, altså bedrive forskning og publicere resultater, og samtidig have en ”tænketanksdimension”, hvor forskere med kort varsel kan komme med inputs til, hvordan man kunne løse aktuelle konflikter, mener Isabel Bramsen.

– Det giver god mening at have fokus på konfliktforebyggelse, også økonomisk set, i stedet for at lave brandslukning. Når noget er ved at eskalere nu, for eksempel i Syrien, Ukraine eller Myanmar, kunne man søge hurtig ekspertise i sådan et center, forklarer hun.

Et uafhængigt center

Beskrivelsen af centeret kunne umiddelbart lede tankerne hen på det allerede eksisterende Dansk Institut for Internationale Studier. DIIS leverer dog ikke den specifikke forskning og ekspertise, der lige nu mangler, mener Isabel Bramsen:

– DIIS laver et rigtig godt stykke arbejde, men har ikke den her tænketanksfunktion, hvor de kan levere inputs med kort varsel. Og DIIS er gearet på udenrigspolitik, imens det her institut ville fokusere på freds- og konfliktforskning, forklarer hun.

Isabel Bramsen er selv forsker på CRIC, et forskningscenter for Løsning af Internationale Konflikter, som hører under statskundskab på KU. CRIC blev oprettet i 2013 med en finanslovsbevilling på 15,5 mio. kroner. Centeret kører i øjeblikket på en bevilling fra Carlsbergfondet og har fire forskere tilknyttet.

På grund af hendes tilknytning til KU, understreger Isabel Bramsen, at det ikke er afgørende, hvor et institut for freds- og konfliktforskning blev placeret. Det afgørende er, at centeret er uafhængigt:

– Uafhængighed er i høj grad et spørgsmål om, hvor øremærkede pengene er. Om det er bredt og åbent, hvad centeret kan forske i, siger hun.

Hun ser ikke noget problem i, at nogle af de penge, centeret måtte blive bevilget, var øremærket til forskning i en specifik og højaktuel konflikt;

– Det ville være helt oplagt, hvis der politisk er brug for et input til for eksempel Myanmar, så ville vi kunne komme med en analyse af konflikten. Det er den større forskningsagenda, man ikke politisk skal pille ved.

Forskerne er heller ikke afvisende overfor, at et offentligt freds- og konfliktforskningscenter ville kunne modtage privat støtte til forskningen og lave eksterne forskningssamarbejde med private aktører;

– Vi er ikke umiddelbart afvisende for private donationer til forskningen, så længe armslængdeprincip og uafhængighed opretholdes, siger Isabel Bramsen.

Som de væsentligste komponenter i forskningscenteret, foreslår forskerne følgende:

(1) Politisk og akademisk uafhængighed, for eksempel ved at ligge tværfakultært.

(2) En stærk forskningsprofil, i kraft af at have en håndfuld fasttilknyttede kapaciteter.

(3) Tilknytning til universitetet, og således efterkomme uddannelsesefterspørgslen på området samt bidrage til en langsigtet udvikling af en dansk kapacitet inden for konfliktløsning.

(4) Tæt kobling til praksis, både i Danmark og resten af Verden, med mulighed for at stille kapacitet til rådighed til det politiske system i forbindelse med beslutninger for eksempel interventioner, sanktioner eller tilbagetrækning af diplomater.