Hvis man bevæger sig rundt i København i denne uge, er det tæt på umuligt ikke at komme i kontakt med et regnbueflag, eller andet der signalerer opbakning til den årlige Copenhagen Pride festival, der fejrer mangfoldighed og opfordrer til ligestilling på tværs af køn, seksualitet og race.
De senere år har Priden, som den ofte bare kaldes, fået medvind i en sådan grad, at selv DI’s bygning på Rådhuspladsen bliver iklædt regnbuefarver, som symbol på at organisationen omfavner det overordnede budskab om lighed, åbenhed og mangfoldighed.
Men kigger man på det danske forskningsmiljø, er det de færreste der taler om mangfoldighed. Her har ordet indtil nu i høj grad været synonym med ligestilling mellem kønnene, hvorimod en bredere fortolkning af begrebet ikke har været brugt.
Det undrer Danske Studerendes Fællesråd. Her mener forkvinde Sana Mahin Doost, at der er brug for et langt kraftigere fokus på mangfoldighed i bred forstand – både i uddannelsessystemet og i forskningsverdenen generelt:
– Når vi har forskellige baggrund og levede liv, har vi også forskellige bud på løsninger. Og det er jo det forskning og uddannelse skal kunne: Komme med nye ideer og give nye bud på løsninger. Det gør vi langt bedre, hvis vi har diverse baggrunde, siger Sana Mahin Doost, og uddyber:
– Der er jo for eksempel lavet studier, som viser, at virksomheder der arbejder bevidst med mangfoldighed vækster mere, end dem der ikke gør. Du kan se studier af det samme i forskergrupper. Det bliver simpelthen bedre, det man laver, når man har forskellige baggrunde.
Mangler fokus
I det danske forskningsmiljø, har der de senere året været et stigende fokus på kønsproblematikken, da mange har ment , at kvinder ikke har lige adgang til forskningsmidler og lederstillinger. Dette har også flere gange være dokumenteret med tal i forskellige undersøgelser.
Derfor har det i været en prioritet at få flere kvinder ind på ledelsesgangene i dansk forskning, men længere er man ikke nået med mangfoldigheden. Det synes Sana Mahin Doost slet ikke er godt nok:
– Vi skal gøre mere for at opmuntre unge mennesker, der ikke naturligt vil gå forskningsvejen, til at søge en karriere, så det bliver et mere diverst forskningsmiljø. Man skal som ungt menneske kunne se, at der er adgang til en karriere i dansk forskning, selvom man ikke ligner alle andre, siger hun.
Sana Mahin Doost mener også, at det er super nødvendigt, at sætte en diskussion i gang om hvordan vi får et bredere fokus i mangfoldighedsdebatten end bare ligestilling:
– Jeg er helt overbevist om, at der er noget talentmasse, vi vil gå glip af, hvis ikke vi gør noget. Der er nogle unge mennesker, der har mulighed for at rykke verden, som ikke kan se sig selv i det nuværende miljø. Vi skal arbejde på at gøre forskningsverdenen mere tilgængelig for flere. Jeg tror faktisk, det er noget folk gerne vil, men det er bare ikke kommet på agendaen endnu. Jeg tror, at vi kan få bedre forskning, hvis vi får flere med, siger hun.
Hendes ord bakkes op af en guide Dansk Industri lavede i 2016 med titlen, Diversity at Work – best practice på LGBT-området. Her står der blandt andet:
”Som udgangspunkt bør en medarbejders kønsidentitet eller seksuelle orientering ikke have betydning for arbejdsrelationen, eller for hvordan vedkommende trives, men det kan have betydning i praksis for LGBT-personers trivsel. Derfor er det vigtigt med et godt og rummeligt arbejdsmiljø, der sikrer alle medarbejderes trivsel uanset deres kønsidentitet eller seksuelle orientering”
Står det til Danske Studerendes Fællesråd bør der laves en samlet indsats for mangfoldighed i det danske forskningsmiljø:
– Vi skal kigge på mentorprogrammer og rollemodeller. Hvordan understøtter vi nye karrierer for unge? Der er en masse strukturelle barrierer, som gør det svært, hvis ikke man har det naturligt hjemmefra. Dem skal vi kigge på, så vi kan bryde barriererne ned, siger Sana Mahin Doost.
Her mener hun, at det vil være oplagt at kigge ud over landets grænser for at få inspiration. Blandt andet er der et langt større fokus på mangfoldighedsdiskussionen i både USA og England:
– Hvis vi kigger på England, har de været meget bedre, end vi er. Vi har beskæftiget os en del med seksuelle krænkelser og på universiteterne laver de for eksempel programmer og åbner samtaler, som giver mulighed for at diskutere de her emner. De har også beredskaber og steder man kan gå hen, hvis man føler sig klemt eller krænket. Det har vi nærmest intet af herhjemme. Det skal vi blive meget bedre til.
