– Det er knald eller fald for os. Enten virker det, eller også virker det ikke, og så må vi videre.
Sådan siger Anders Svensson, der lige har fået tildelt 1,9 mio. kr. fra Villum Fonden.
VILLUM FONDEN UDDELER KNAP 100 MIO. TIL RISIKOFYLDTE IDEER
Bevillingerne er en del af Villum Experiment-programmet og gives til de dristige tekniske og naturvidenskabelige forskningsideer, som man måske ikke tør sige højt, og som ikke passer ind i de kasser, hvor mange forskningsmidler befinder sig.
I Anders Svenssons tilfælde skal bevillingen gå til projektet ”The whisper of ancient air bubbles in polar ice”, der via bristende bobler i iskerner, skal være med til at klarlægge, hvor meget luft, der er fanget i isen.
Og den luftmængde skal være med til at fortælle om klimaets fortid, nutid og fremtid.
– Projektet er super relevant, fordi det handler om at optimere en metode, der hurtigt kan fortælle os noget om de fremtidige havniveauer. Vi ved, at højderne på iskapperne har ændret sig, og vi vil gerne vide så nøjagtig som muligt, hvor meget de har ændret sig. Den viden har stor betydning for forståelsen af klimaforandringerne, og den kan være med til at fortælle os, hvor højt havniveauet er og har været, forklarer Anders Svensson.
Lyden af luftboblerne kan altså få en væsentlig impact i klimaregi, men med en ide, der ikke er afprøvet og med nærmest ingen forarbejde foretaget inden afprøvning, er der, ligesom med så meget andet forskning, ingen garantier for succes.
Større usikkerhed
Pengene, som projektet har fået tildelt, skal række over to år, og de skal, udover at gå til løn, bruges til udstyr, så projektet kan sættes i værk. For i modsætning til størstedelen af alle forskningsprojekter, der modtager bevillinger, så er Anders Svenssons projekt kun i den helt spæde opstartsfase.
– Metoden er ikke prøvet før. Der er altså en risiko for, at det ikke virker, som vi forestiller os. Når man søger bevillinger fra andre fonde, vil man typisk have lavet lidt mere forarbejde for at se, om der var noget som helst om snakken – det har vi ikke her, så det er forbundet med mange usikkerheder, siger Anders Svensson.
Ifølge ham er der er lang række ting, der kan komme i vejen for anvendelige resultater, men som han siger, så er de nødt til at give det et skud. Også selvom det er forbundet med en risiko, der er højere end ved mere gennemarbejdede forskningsprojekter.
– Det er supergodt, hvis metoden virker, for så står vi med en rigtig god metode til at forklare, hvordan iskapper har bevæget sig op og ned i tiden, forklarer han og konstaterer;
– Men hvis det ikke virker, så er projektet færdigt.
Anders Svensson tager den konstatering meget laissez fair. Usikkerhed i forskningsprojekter er et fundamentalt vilkår for forskere, så selvom usikkerheden i hans forskningsprojekt er større, er det bare en del af præmissen.
– Det er en ret lille bevilling, og vores projekt indgår som en mindre del i en stor organisme, der skal være med til at forså klimasystemet, men vi håber da, det virker, og at det giver et bidrag, siger Anders Svensson.
Skal vi satse mere på de vilde ideer?
Selvom Anders Svensson selvfølgelig er glad for bevillingen, så mener han dog ikke, at der er et behov for at give mere plads til de dristige ideer og projekter.
-Det er en diskussion, som der har været ret stor fokus på. Den her slags midler giver helt klart nogle muligheder, som er nye og anderledes, og måske én ud af 100 af den her slags forskning ender med at blive virkelig fantastisk. Men det er klart, at når der er så høj en risiko, så er det ikke alt, der virker, siger Anders Svensson.
Han påpeger, at low-risk forskning langt oftere fører resultater med sig. Det er derfor problematisk, hvis man begynder at vægte de dristige forskningsprojekter, hvor der er en lille chance for succes, på lige fod med de mindre risikofulde forskningsprojekter, der har en højere succesrate.
Det betyder ikke, at risikofyldt forskning ikke også er vigtig at udføre, mener Anders Svensson.
– En vis andel (af forskningen, red.) må gerne være af den her type, men jeg synes ikke, man skal begynde at udvide den her slags bevillinger voldsomt. De supplerer den anden type midler fint, siger han og tilføjer;
– Faren er jo, at man begynder at skrive ting ind i sine ansøgninger, som man godt ved ikke kan lade sig gøre. Der er grænser for, hvor meget man skal bevæge sig ned ad den vej.
Luftbobler skal måle ændringer i havniveauet
Helt konkret går Anders Svenssons forskningsprojekt ud på at lytte til luftbobler i iskapper fra Grønland.
Ideen opstod i forbindelse med optøningen af en iskappe, hvor fysiker og post.doc Vasileios Gkinis, undrede sig over, hvorfor man ikke brugte den lyd, en luftboble afgiver, mere aktivt.
– I processen, hvor man smelter iskernen på smeltehovedet, hører man, at luftboblerne i iskernen popper. Min kollega fik den ide, at vi måske kunne bruge lyden til at sige noget om, hvor meget luft, der er i isen, og den luft kan hjælpe os med at regne ud, hvor høj iskappen var før tiden, forklarer Anders Svensson.
Ved hjælp af de små pop kan forskningsprojektet forhåbentligt forbedre en allerede eksisterende metode, som kan fortælle os noget om havniveauerne, og hvordan de har ændret sig igennem tiden.
