Forskere er fulde af selvtillid – men også af stress

Stress og overarbejde er et udbredt problem på forskergangene – også sammenlignet med resten af befolkningen. Men samtidig er forskere blandt dem med allerstørst arbejdsglæde og selvtillid.

Det viser de nyeste tal fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), som hvert andet år måler, hvordan det står til med arbejdsmiljøet i Danmark.

Forskere og undervisere ved universiteterne er én af de jobgrupper med størst selvtillid og arbejdsglæde, kun overgået af ledere og læger, viser de seneste tal fra 2018.

Forskere ligger dog samtidig i top fem blandt alle jobgrupper i kategorier som ”stress”, ”overarbejde” og ”arbejde tager tid fra privatlivet”.

Tidligere studier, både fra ind- og udlandet, har også peget på, at stress og overarbejde er et udbredt problem blandt forskere.

De fleste akademikere har lange arbejdsdage og en sparsom mængde fritid, som gør det svært at skabe balance mellem karriere og familielivet, viser en international undersøgelse, foretaget af Times Higher Education i 2017.

Pas på forskerne

Som jobgruppe er forskere kendetegnet ved, at de umiddelbart har stor indflydelse på deres eget arbejde, herunder gode muligheder for selv at strukturere deres arbejdsliv.

Alligevel er der ikke tale om et ”luksusproblem”, når NFA’s analyse viser, at forskere er blandt de mest stressede på arbejdsmarkedet, understreger seniorforsker ved NFA, Thomas Clausen til Weekendavisen.

– Vi skal passe på med forudindtagede holdninger om, at forskere kan tage vare på sig selv, fordi de er veluddannede og derfor sikkert har det fint, siger han til avisen.

I Dansk Magisterforening kan man i høj grad genkende billedet af mistrivsel blandt medlemmerne, og formanden advarer mod at tro, at forskere blot er pjevsede:

– Forskerne presses på kryds og tværs. De skal bruge mere og mere tid på at skrive ansøgninger om forsknings​midler, de har mindre tid til under​visning, og oveni er der fyrings​runder. Samtidig er de under​lagt så usikre ansættelses​vilkår, at ti år i midlertidige stillinger er normalt for mange unge forskere, inden de får en fast​ansættelse. Det er slet ikke hold​bart – heller ikke for forskningen, siger for​mand for Dansk Magister​forening Camilla Gregersen til Weekendavisen.