Forskere i privat virksomhed: “Her er forskning en holdsport”

Forskning foregår ikke kun på universiteterne. Den finder i høj grad også sted ude i landets private virksomheder.

I løbet af de seneste 15 år har antallet af ph.d.-studerende været inde i en eksplosiv vækst. Ifølge Danmarks Statistik var der i 2004 indskrevet 4.700 ph.d.-studerende. Universiteternes Statistiske Beredskab opgjorde i 2018  tallet til 8.417. Det er en stigning på 80 procent, og derfor kan en mindre og mindre andel af de færdiguddannede ph.d.’er forvente at få en klassisk forskerkarriere i academia. Omvendt må en større og større andel vende blikket mod det private arbejdsmarked, hvis de vil fortsætte deres videnskabelige arbejde.

Den 14. marts bragte Science Report en artikel om kvaliteten af dansk grundforskning. Her udtalte Søren-Peter Olesen, direktør i Danmarks Grundforskningsfond, at der er udfordringer med at få mere fokus på forskning på det private arbejdsmarked:

– Det er utroligt vigtigt, at få de unge mennesker videre i gode karrierer. De skal jo ikke være professorer alle sammen. Mange af de postdocs, vi møder på universiteterne, har inden for nogle fagområder meget lidt kontakt til de virksomheder, hvor de ender med at få job. Vi har brug for meget mere netværksopbygning og karrierevejledning, så de ikke kravler op ad stigen i hele deres uddannelsesforløb, og som 35-årig oplever, at der ikke er flere trin og derfor spørger sig selv, hvad de nu skal lave, hvis der ikke er plads til dig i det offentlige system, forklarede han.

Science Report har talt med to forskere, som er ansat i den danske biotekvirksomhed Gubra, der laver kontraktforskning for nogle af verdens største biotek- og medicinalvirksomheder, om deres karriere og forskning i den private sektor.

Virksomheden forsker mest i lægemidler, der skal afhjælpe problemer med stofskiftet.

Morten Lundh, projektleder, Gubra

Hvilken ph.d. har du?

Jeg har læst molekylær biomedicin på Københavns Universitet. Det er en uddannelse, der er målrettet til at uddanne forskere, og de fleste studerende derfor fortsætter med en ph.d.. Min ph.d. tog jeg under professor Thomas Mandrup-Poulsen på Panuminstituttet, og jeg blev færdig i 2013. Jeg arbejdede med pankreatiske betaceller, som er dem, der laver insulin. Det var jeg rigtig glad for. Jeg tog ikke en erhvervs-ph.d., men fik et karrierestipendium af Københavns Universitet.

Og helt frem til for to år siden var jeg overbevist om, at jeg skulle fortsætte den akademiske karriere, og havde aldrig tænkt, at jeg skulle ud i det private.

Hvad er din opgave i Gubra?

Min første stillingsbetegnelse var “scientist”, men relativt hurtigt blev jeg forfremmet til  projektleder. Mine kompetencer blev set af ledelsen her i Gubra, og det er en vigtig forskel i forhold til universitetet, hvor den slags anerkendelse stort set ikke eksisterer.

Kampen om at skaffe funding er én stor konkurrence, og man konkurrerer med kollegerne i de andre grupper på ens eget universitet

Som projektleder samler jeg data fra et projekts forskellige discipliner. Vores projekter er typisk større end dem på universitetet, og de er tværfaglige. De store mængder data skal samles og forstås og de fører derefter til de næste forsøg. Jeg skal også kommunikere videre til ledelsen, så den kan beslutte, hvordan projektet skal styres fremadrettet.

Hvordan kom du så frem til, at du ville ud i det private erhvervsliv?

Jeg syntes, det var sjovt at forske på universitetet, og jeg var også god til det. Jeg søgte en stilling som postdoc på Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research, som hører under Københavns Universitet, hvor jeg var fra 2013 og frem til september 2018. Jeg fortsatte altså den klassiske vej med grundvidenskabelig forskning og undervisning.

Morten Lundh, projektleder, Gubra

Men man kan ikke være postdoc i mere end fire år ved et dansk universitet. Det betød, at jeg skulle tage stilling til, om jeg skulle lave min egen gruppe eller prøve noget helt andet, som for eksempel at tage på endnu et udlandsophold for at styrke mit akademiske CV. Men det var jeg ikke interesseret i, da jeg allerede havde været i udlandet i to år. Og jeg havde heller ikke lyst til at lave min egen gruppe, da det kræver at man lægger rigtig mange timer i at lave en masse ansøgninger, og det er ofte kun 10-15 procent af ansøgningerne, der går igennem.

En anden vigtig pointe er, at man skal have lavet en relativ stor opdagelse for at kunne lande et lektorat. Og det er i vid udstrækning et spørgsmål om held. Det held havde jeg ikke haft, så det ville blive svært at tiltrække massiv funding.

I generelle termer, kan jeg sige, at der blandt de ældre professorer var mange, som talte industrien ned. Og det er ikke særligt hensigtsmæssigt, når nu der bliver uddannet så mange ph.d.’er

Kampen om at skaffe funding er én stor konkurrence, og man konkurrerer med kollegerne i de andre grupper på ens eget universitet. Det gør, at man får dårlig samvittighed, hvis man ikke lige arbejder om søndagen. Det var jeg blevet træt af. Og at jeg så også fik en søn påvirkede også mine prioriteter. Jeg besluttede så, at jeg ville gå en anden vej end den akademiske. Men jeg ville gerne fortsætte med at forske, og at det så lige blev hos Gubra var nok mest et tilfælde. De ledte efter en, som vidste noget om insulin, og det gør jeg jo. Jeg fik jobbet, og har ikke set mig tilbage siden.

Hvad er så fordelene ved at arbejde i en privat virksomhed?

Vi arbejder sammen. Jeg konkurrerer ikke med min sidemand, som jeg gjorde på universitetet. Man kan sige, at hvis min sidemand i virksomheden har succes, så har jeg også selv succes. Det var tæt på modsat på universitetet. Det er en kæmpe og afgørende forskel.

Hvordan vil du beskrive universiteternes vejledning om karriere i det private?

Personligt var jeg meget begejstret for min ph.d-vejleder. Men i generelle termer, kan jeg sige, at der blandt de ældre professorer var mange, som talte industrien ned. Og det er ikke særligt hensigtsmæssigt, når nu der bliver uddannet så mange ph.d.’er. Der mangler god rådgivning og vejledning i at få en karriere i industrien.

Hvad mener du med at “tale ned”?

At man får fortalt, at forskningen ude i det private ikke er god forskning, og at man kommer til at kede sig, eller at man mister indflydelse. Og det er ihvertfald ikke min erfaring. Så der er desværre i princippet tale om fordomme, som lever hos nogle vejledere.Grunden er nok, at de ikke selv kender til arbejdslivet i det private.

Hvilke råd vil du give en studerende, der gerne vil være forsker?

Jeg vil allerførst spørge vedkommende om, hvor dedikeret han eller hun er? For der er ingen tvivl om, at en karriere i academia oftest kræver mange flere timer, end en karriere i det private.  Jeg ville også spørge, om interessen er fokuseret på et enkelt fænomen og at gå i dybden med det, eller er der tale om en interesse for videnskab mere bredt. For den brede interesse kan du dyrke i lige så høj grad i det private.

Skal man være bekymret for, at vigtig viden ikke bliver delt med omverden?

Det er selvfølgelig et relevant spørgsmål. Men det er ikke noget, der bekymrer mig konkret i mit nuværende job. For her på Gubra står det helt klart, at den viden vi har, den bruger vi til at hjælpe patienter, og hvis den ikke kan det, så publicerer vi det. Hvis vi sidder inde med viden, som ikke har en kommerciel værdi, så deler vi den viden.

Og hvad med lønnen? Hvor er den bedst?

Min løn er bedre nu, end da jeg var på universitetet. Men til at begynde med var den stort set den samme.

Esben Matzen Bech, research scientist, Gubra

Kan du ord med egne fortælle hvilken ph.d. du har?

Efter min kandidatgrad i biologi og bioteknologi fra Københavns Universitet begyndte jeg på en erhvervs-ph.d., hvor jeg kiggede på antifedme-peptider og prøvede på både at udvikle nye antifedme-lægemidler og gøre eksisterende lægemidler bedre ved at øge deres levetid i vores krop. Novo er et godt eksempel. Deres midler er gået fra at skulle injiceres flere gange dagligt til én enkelt gang om dagen eller én gang ugentligt. Det var lignende teknikker jeg arbejdede med.

Hvad laver du i virksomheden?

Vores virksomhed designer lægemidler. Jeg designer altså de stoffer, som skal gå hen og blive lægemidler, og så har jeg nogle laboranter, som syntetiserer det og får nogle resultater. Og det gentager vi så, indtil vi kommer frem til et brugbart resultat, som vi tror kan finde en plads på markedet.

Der kommer mange gode ideer på bordet, men det er forsvindende lidt, der når frem til markedet. Jeg vil gerne se tingene blomstre, mens jeg lever.

Hvad er en erhvervs-ph.d. med dine egne ord?

Det er en ph.d., som indeholder mindre grundforskning og mere direkte anvendt forskning, selvom der selvfølgelig stadig er et element af grundforskning. Resultaterne skal dog gerne kunne bruges som et kommercielt produkt indenfor en overskuelig fremtid. Den er på papiret typisk finansieret 50 procent af universitetet og 50 procent af en virksomhed. I mit tilfælde kom virksomheden med størstedelen af  pengene. Og det er den virksomhed, jeg arbejder i nu.

Hvordan kom du frem til, at du ville tage netop en erhvervs-ph.d.?

På et tidspunkt i løbet af min bachelor, opdagede jeg, at i feltet genmodificering, som meget af uddannelsen var rettet imod, er der stor forskel på, hvad man rent faktisk kan udrette, og hvad der er lovligt at udrette. Eksempelvis, hvis jeg kunne lave en plante, som havde ekstra meget A-vitamin, der ville komme folk som spiser meget ris til gode, så er det ulovligt at plante den. Så ideen døde i laboratoriet.

[Der var] langt mere prestige i at være en stor kanon på diverse konferencer end i rent faktisk at få udrettet noget konkret.

Da jeg fandt ud af det, så begyndte jeg at bevæge mig væk fra universitetet, hvor man jo “bare” forsker. Jeg kan jo godt forstå det, for der kommer mange gode ideer på bordet, men det er forsvindende lidt, der når frem til markedet. Så jeg begyndte at lede efter steder, hvor man gerne må de her ting. Og det må man gerne, når man laver medicin. Jeg rettede mig derfor mod medicinalvirksomheder. Jeg vil gerne se tingene blomstre, mens jeg lever.

Nu var din PhD fra start rettet mod erhvervslivet. Men hvordan oplevede du miljøet på universitetet, når talen faldt på valget mellem det private erhvervsliv og en karriere i academia?

Jeg vil dele det op. For min professor, Knud Jensen, var meget positiv overfor at sende sine studerende ud i det private. I andre grupper under andre professorer var holdningen dog helt anderledes. I de grupper var der langt mere prestige i at være en stor kanon på diverse konferencer end i rent faktisk at få udrettet noget konkret.

Det er en hård verden, det må man sige, men man har selvfølgelig også en høj grad af frihed, og man bliver ikke fyret fra dag til dag.

Under min professor blev “papers” og patenter vægtet lige højt, mens holdningen i visse andre grupper var, at patenter er noget som erhvervslivet må tage sig af. Og det er der selvfølgelig også gode grunde til. Meget af det de lavede var ganske enkelt ulovligt at sætte ud på en mark, så patenterne var meningsløse. De af mine medstuderende, som var i de grupper, de er enten blevet i academia eller røget ud og lave noget fuldstændig andet. Nok laver de vidensarbejde, men de laver ikke længere forskning.

Blandt de af mine venner, som nu er postdoc, er der flere som vakler mellem at blive på universitetet, eller om de skal rette blikket mod det private. For tilværelsen i academia er også noget rodløs. Man skal rundt i verden og være på forskellige universiteter, for overhovedet at have en chance for avancement. Det er en hård verden, det må man sige, men man har selvfølgelig også en høj grad af frihed, og man bliver ikke fyret fra dag til dag. Når man har været et sted i nogle år, så skal man træde meget ved siden af, for at blive smidt ud. Der er meget lille risiko for at blive fyret fra et universitet.

Hvis du skulle tale med en, som tumler med, om det skal være videnskab for videnskabens skyld eller videnskab, som får en plads på markedet indenfor en overskuelig fremtid. Hvad skal vedkommende spørge sig selv om?

Det er et godt spørgsmål. Vedkommende skal være klar over, at på universitetet har du stor frihed. Du har lov til rendyrket at følge dine egne interesser. Du kan gøre stort set, hvad du vil, og det tror jeg, mange bliver lokket af. Og så er der selvfølgelig et spring til erhvervslivet, hvor der bliver stillet krav. Du kan ikke bare forvente, at du kan følge et konkret projekt helt til dørs, hvis alle kan se, at det er kommercielt håbløst. Men til gengæld bliver der jo også stillet krav til dine kollegaer, så niveauet i den private forskning er efter min opfattelse virkelig højt. Du bliver jo fyret, hvis du er uduelig.

Esben Matzen Bech, research scientist, Gubra

Hvad skal vedkommende gøre op med sig selv?

Det er svært at skære over en kam, for jeg har selv været i både gode og dårlige grupper på universitetet, men generelt kan man sige, at forskning er en holdsport i det private. Du bliver aldrig efterladt alene med et projekt, for det vil fra et forretningsperspektiv ikke give nogen mening at stå ovre i et hjørne. Der bliver jo sat ressourcer af, til at tingene rent faktisk bliver til noget. Progressionen er enormt befriende. Godt nok er det administrativt tungt, for der skal lægges en plan med gode udsigter. Men når der bliver taget en beslutning, så kommer der skub i tingene.

Man støder af og til på bebrejdelsen om, at de private virksomheder ikke publicerer resultaterne fra fejlslagne projekter. Hvad med etikken i det private på det område?

Ja, det sker, at vi bliver skudt det i skoene, og vi dermed bidrager til en masse unødigt dobbeltarbejde hos for eksempel konkurrenter. Og, jo, det er der noget af nogle steder. For mit eget vedkommende, er det en snak jeg tit har med kollegaer og når vi har solide negative data, så prøver vi at få det ud. Det kan ofte være svært at få publiceret sine negative data. Der findes ikke en “Journal of negative results”, selvom en sådan ville være yderst nyttig.

Angående forskningsprioriteter må vi erkende, at vi leder efter noget, der skal give profit. Der er for eksempel mange penge i at sælge medicin til rige lande i vesten og få penge i at sælge til fattige lande syd for Sahara. Det er selvfølgelig sagt i grove træk. Men når det koster en milliard kroner at udvikle et medicinsk produkt, så skal der også være nogen, der kan betale bagefter.

Helt generelt om valget mellem det private og academia på universitetet vil jeg sige, at hvis man kan lide at løse tunge gåder og det ikke gøre noget, at det tager 10 år, så er universitetet fedt. Men hvis man gerne vil have progression, så er det private det rigtige valg.

Og hvad med lønnen? Hvor er den bedst?

Det er den helt uomtvisteligt i det private.