Artiklen er opdateret med svar fra Bæredygtigt Landbrug d. 19. dec. 2019 kl. 13:20.
Det har været et begivenhedsrigt år i dansk forskning.
Science Report har derfor talt med professor emeritus i sociologi ved Københavns Universitet Heine Andersen og formand for Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde professor Morten Rosenmeier om, hvordan det har stået til med forskningsfriheden og -troværdigheden i 2019.
– Året har vist, at vi fortsat har ret alvorlige problemer med forskningens uafhængighed og troværdighed. Der har været en hel del enkeltsager, som er en gentagelse af noget, som vi har set tidligere, hvor afhængigheden af eksterne bevillinger kan skade troværdigheden, siger Heine Andersen og tilføjer:
– Det er desværre et mønster, som har tegnet sig igennem nogle år.
Det er også konflikter med eksterne interesseorganisationer, der kendetegner året for Morten Rosenmeier. Her er der særligt én, som skiller sig ud og gør året noget mere bemærkelsesværdigt end tidligere.
– Det specielle i 2019 har været Stiig Markager-sagen. Her bliver hele problemstillingen om interessekonflikter taget til et højere niveau, når interesseorganisationer nu kan slæbe forskere i retten. Jeg synes, at Stiig Markager-sagen har været det mest iøjenfaldende, der er sket i år, siger Morten Rosenmeier.
Det mest bemærkelsesværdige er, at der intet bliver gjort
Selvom der har været flere problematiske enkeltsager, der har fyldt meget i det indeværende forskningsår, stikker det ikke særligt ud med hensyn til skandaler, og det er i sig selv en trist tendens, fortæller begge forskere.
Interessekonflikterne og kompromiteringen af forskningsfriheden, når der samarbejdes med eksterne, er nemlig et kendt mønster i forskningsverdenen, fortæller Heine Andersen.
Men forskellen er, at der er kommet et større fokus på det – særligt fra mediernes side.
– Ser man på de sidste fem-ti år, er det ikke blevet så meget værre med forskningsfriheden. Så det handler nok om, at der er kommet større opmærksomhed omkring det. Når jeg tænker over nogle af sagerne, er det ofte pressen, der har opdaget dem. Det er ikke noget, der er kommet fra universiteterne. Så medierne er nok blevet mere opmærksomme på det, og måske mere opsøgende, siger Heine Andersen.
Kigger man derimod 20-30 år tilbage, ser forskningsmiljøet ganske anderledes ud end i dag. Og det er primært på grund af den eksterne finansiering.
– Dengang var der ikke lige så meget ekstern finansiering, og det er den, som skaber pres og afhængighed af kortsigtede bevillinger, som man hele tiden skal jagte, og hvor man hele tiden skal prøve at holde sig gode venner med dem, der har pengene, siger Heine Andersen.
Dog er begge professorer enige om, at året alligevel skiller sig mærkbart ud af to årsager. Det ene værende den opsigtsvækkende sag, hvor interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug har valgt at sagsøge professor Stiig Markager for at kritisere en rapport om landbrugets udledning af kvælstof til havmiljøet.
– Stiig Markager-sagen er det, der adskiller året fra andre år. Jeg synes ikke, at “oksekødsrapporten” gør i en særlig grad, fordi der nærmest jævnligt er sager af den slags. “Oksekødsrapporten” er bare en manifestation, siger Morten Rosenmeier.
Det andet bemærkelsesværdige er, at selvom sager som “oksekødsrapporten” jævnligt forekommer, bliver der intet gjort, mener Heine Andersen.
– Man kan undre sig over, at der ikke bliver gjort noget ved det. Men måske er man også ved at komme til erkendelse af, at det er meget svært for universiteterne at håndtere det selv. Der skal et eller andet politiske rygstød til – og især noget, der kan rette op på finansieringsformen, siger Heine Andersen.
Universiteterne skal bringe det frem i lyset
Ifølge Heine Andersen tyder alt på, at universiteterne ikke er i stand til at håndtere presset om hele tiden at skulle skaffe eksterne midler.
– De kunne selvfølgelig bare sige nej og lave nogle betingelser, men det er åbenbart ikke muligt for dem at gøre i den pressede situation, som universiteterne er i, siger Heine Andersen og uddyber:
– Det er jo sådan, at når en privat fond kommer med milliarder, skal universiteterne selv finde en milliard til at medfinansiere. Det gør, at nogle af de basismidler, som skulle bruges til fri forskning og til at ansætte forskere på ordentlige faste vilkår, i stedet bliver brugt til at medfinansiere eksternt finansierede projekter. En effekt er, at der bliver flere ansat på korttidskontrakter i stedet for i faste stillinger. De har kun ringe forskningsfrihed. Det er helt uholdbart.
Og derfor mener han, at der må politisk hjælp til.
– Det ser ud til, at universiteterne ikke kan blive enige om at stå fast og stille nogle krav over for fondene, hvis de skal modtage de her penge. Derfor tyder det på, at der må politisk hjælp til at ordne problemerne, siger Heine Andersen.
Selvom det kan være svært for universiteterne at sige fra, påpeger Morten Rosenmeier, at de har et etisk kodeks, der påkræver, at de gør netop dette, så forskningen kan forblive fri og uafhængig.
Men er det ikke muligt, mener han, at løsningen er skabe en kultur, hvor det er muligt.
– Der mangler at blive fremelsket en kultur, hvor det ligger i luften, at det er okay at sige nej. Fra forskningsverdenens side er man simpelthen nødt til at etablere en kultur, hvor man ikke giver sig, ikke retter ind og ikke sender rapporterne til godkendelse, siger Morten Rosenmeier og uddyber:
– Jeg tror kun, at vi kommer problemet til livs, hvis vi arbejder med det på et kulturelt plan. Derfor er man fra universitetsledelsens side nød til at holde interne arrangementer, hvor man kommer med retningslinjer og råd til forskerne om, hvordan de skal gebærdige sig. Vi er nødt til at tale om det her og få det frem i lyset.
Respekten for forskning er ikke så høj, som den burde være
Det er Bæredygtigt Landbrugs stævning af professor Stiig Markager for ærekrænkende og injurierende udtalelser om en landbrugs-rapport, som både Heine Andersen og Morten Rosenmeier bliver ved med at vende tilbage til, som det helt exceptionelle ved året.
Men det er også et enestående tilfælde, at en forsker bliver sagsøgt af en interesseorganisation – og det er aldrig før sket på dansk grund.
– Jeg kan ikke forestille mig, at Bæredygtigt Landbrug selv tror på, at de kan vinde den sag. Men de må hvert fald mene, at det kan have en effekt ved at skræmme forskerne, siger Heine Andersen og uddyber:
– Det fortæller vel, at respekten for forskningen og forskningsinstitutionerne ikke er så høj, som den burde være. Om det så er noget, universiteterne selv er medansvarlige for, eller det handler om det generelle politiske klima, ved jeg ikke. Men universitetsledelserne har hvert fald været alt for passive og defensive med hensyn til at træde frem og forsvare universiteternes uafhængighed og stille nogle modkrav, når der skal skaffes ekstern bevilling.
Kort efter, at Stiig Markager bliver stævnet, vælger Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde, hvor Morten Rosenmeier er formand, at gå ind i sagen for at bakke op om professoren.
For sagen er også et vidne om, at hvis ingen stopper, ruller bolden sig større.
– Sagen viser, at det pres, der kommer udefra mod universiteterne, kan have en tendens til at vokse sig større og større. Det er ligesom en snebold, der ruller, siger Morten Rosenmeier.
Men det er Bæredygtigt Landbrug ikke enige i. Ifølge dem skyldes deres stævning af forskeren manglende dokumentation for usande påstande, der kan skade landbruget.
Og de har hverken intention om at skræmme forskerne eller mangel på respekt for dem, mener direktør for Bæredygtigt Landbrug, Hans Aarestrup.
– Hvis vi ville skræmme forskerne, havde vi bare startet med at stævne. Men det har vi ingen intention om. Vi er bare nødt til at sige, at det har omkostninger, når man siger noget, og man skal kunne dokumentere sine ting, siger Hans Aarestrup og fortsætter:
– Jeg har masser af respekt for folk, der arbejder seriøst med forskningen. Men i den seriøse del af forskningen havde jeg fået mine data og databeregninger.
Læs også: “Bæredygtigt Landbrugs søgsmål mod Stiig Markager er skandaløst”
“Oksekødsrapport” kan skabe mere tavshedskultur
Sagen omkring “oksekødsrapporten” trak mange overskrifter i særligt Dagbladet Information, og den fik også uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen op ad stolen, der indkaldte til møde med universiteternes rektorer for at drøfte sagen.
Og selvom vi har set mange lignende sager, tror Heine Andersen alligevel, at “oksekødsrapporten” får konsekvenser – særligt på Aarhus Universitet, hvor rapporten kom fra.
– På Aarhus Universitet er man hvert fald blevet mere opmærksom, og de har også prøvet at stramme op og lave undervisning i god forskningsskik. Men alene det, at der var en institutleder, som måtte fratræde, er ret enestående. Det indskærper overfor andre institutledere, at hvis man ikke er tilstrækkelig opmærksom, kan man risikere jobbet, siger Heine Andersen.
Han tror også, at flere universiteter vil gennemgå deres egne procedurer og kigge tingene igennem internt, så de ikke havner i samme mediestorm, som Aarhus Universitet har været.
Man han frygter også, at vi måske kommer til at opleve det modsatte.
– Det kan også være, at universiteterne bliver mere lukkede. Der er jo i forvejen en tavshedskultur, siger Heine Andersen og fortsætter:
– Ideelt set skulle sager, som denne have været afdækket ved, at man tog det op internt. Men tværtimod gjorde man alt, hvad man kunne for, at det ikke skulle blive opdaget. Så “oksekødsrapporten” kan også have en skræmmeeffekt, så man nogle steder lukker endnu mere ned, end man har gjort tidligere.
Mere opmærksomhed kan skabe mere åbenhed
Selvom der alligevel kan tælles mange enkeltsager for året, forventer både Heine Andersen og Morten Rosenmeier, at det vil fortsætte ind i forskningsåret 2020.
– Jeg tror også, at der til næste år kommer sager, hvor forskere har været i interessekonflikter, idet nogle udefra har prøvet at påvirke forskningen på en uhensigtsmæssig måde. Men man kan håbe, at der forekommer færre, eller at de ender på en bedre måde, siger Morten Rosenmeier og fortsætter:
– Men jeg håber også, at sagerne i år kan være med til at højne bevidstheden fra forskningsverdenen om, hvad vi vil være med til, og hvad vi ikke vil.
Heine Andersen håber også, at sagerne kan være til at sætte mere fokus på forskningsfriheden og -troværdigheden, så den ikke kompromitteres. Selvom det på nuværende tidspunkt ser ud til at gå i den forkerte retning.
– Man kan håbe på, at det her får nogle til at få øjnene op for, at man skal passe på, at det ikke kommer for langt, siger Heine Andersen og fortsætter:
– Men selvom der er små lyspunkter, går hovedtendensen stadig i retningen af mere kommercialisering, og at universiteterne i stadig stigende grad bliver drevet som forretninger. Den erkendelsesdrevne og kritiske forskning bliver marginaliseret mere og mere – og det gælder også for den nysgerrighedsdrevne og samfundskritiske.
Heine Andersen tror dog, at det øgede fokus fra medierne netop kan være med til at skabe mere opmærksomhed om den forkerte retning, som forskningsverdenen er på vej i.
Men han er ærgerlig over, at det ikke kommer fra universitetsverdenen selv. Det gjorde det nemlig engang i form af livlige debatter og højrøstede skænderier, som bidrog til selvdisciplinen.
– I dag passer hver forsker sit, og selv hvis folk ser noget, så siger man ikke noget. Det kan være, at når der kommer mere ekstern opmærksomhed, kan det genoplive de interne debatter, så vi kan diskutere problemerne mere åbent. Det kunne man håbe på, siger Heine Andersen.
