Hvem skal bestemme over den danske forskning – forskerne, universitetsbestyrelserne, eller politikerne? Lovforslaget som netop har været i høring vil give politikere og embedsfolk mere magt overfor landets universiteter. Vedtages lovforslaget i sin nuværende form, vil det betyde, at ministeren skal godkende universiteternes bestyrelsesformænd, og at universiteternes ansatte og studerende ikke længere vil være med i udvælgelsesprocessen af nye bestyrelsesmedlemmer. Det vil derimod ministerudpegede folk.
Bestemmer de facto bestyrelsesformanden
Med det nye lovforslag kan den magt, som ministerierne og staten allerede har over forskningen blive større, mener folk i flere bestyrelser på landet universitet:
– De facto får ministeren jo vetoret overfor hvem, der skal sidde i bestyrelsen. Han kan jo bare blive ved med at sige nej, indtil bestyrelsen peger på den rigtige kandidat – den som passer til ministerens ønsker,” forklarer Peter Harder, professor og suppleant til bestyrelsen på Københavns Universitet.
Han fortæller, at frygten indtil videre bunder i fri paranoia: Ingen ved endnu, hvordan bestyrelserne vil arbejde, når forslaget er stemt i gennem. Men både Peter Harder og Lektor og bestyrelsesmedlem på Syddansk Universitet, Jørgen Christian Bang, er enige om, at det er en dårlig idé, at ministeren skal udpege bestyrelsesformanden. Begge taler om risikoen for, at topstyringen tager overhånd. Det bliver simpelthen for let for ministeriet at presse bestyrelsen, som efterfølgende sender presset videre ned i systemet – hvilket kan have betydning for den forskning, som foregår på universiteterne.
– Det er jo ikke sikkert, at det kommer til at betyde noget, men de værste scenarier er der ingen grænser for, siger Peter Harder.
Presset kan nemlig have direkte konsekvenser for forskningen. Før Landbrugspakken i 2016 blev vedtaget, brugte forskere krudt på at skyde talgrundlaget bag pakken ned. I Altingets gennemgang af lovgivningsarbejdet fremgår det, at tallene blevet omregnet, så de i højere grad matchede regeringens ønsker. Professor Jørgen E. Olesen fra Aarhus Universitet, der var blandt de forskere, som gik forrest i kritikken ændrede pludselig holdning og trak sin kritik tilbage. Spekulationer i bl.a. Forskerforum går på om han blev presset da Aarhus Universitet ellers risikerede at miste en 121 millioner kroner stor bevilling. Uanset om det skyldtes pres eller ej, viser historien meget godt den frygt der findes i forskningsverdenen.
Pind: Fri forskning fortsat sikret
Sciencereport har på baggrund af kritikken fra Peter Harder og Jørgen Christian Bang fået en udtalelse fra Uddannelses- og Forskningsminister, Søren Pind (V), hvor han gør klart hvorfor der er brug for den nye lovændring:
– Med lovforslaget har vi styrket bestyrelsesformanden, og præciseret bestyrelsernes ansvar for uddannelserne og forskningen. Men samtidig har universiteterne også et bredere samfundsmæssigt ansvar, for eksempel for at vi ikke uddanner til ledighed. Derfor tydeliggør vi med de nye udpegningsprocedurer det ansvar.
Til Jyllandsposten forklarer Søren Pind ligeledes, at han ikke vil diktere resultater, men at han med den nye lov vil sætte forskningen fri. Han ser gerne mere grundforskning, samt at der er plads til tilfældigheder i forskningen, da der her kan skabes store resultater. Han nævner samtidig, at han vil gøre op med kræmmermentaliteten, som gennem eksempelvis ”Forskning til faktura-konceptet” er kommet ind i universitetsverdenen.
Finansministeriets magt
Peter Harder tror på, at Søren Pind mener, hvad han siger. Men han peger samtidig på at Pind ikke er ene om at bestemme. For eksempel har Finansministeriet en stor magt, som let kan føre til andet end fri forskning.
– “Finansministeriet mener, at man kan styre universiteterne gennem rene økonomiske incitamenter. Man kan ikke se, hvad der er værdifuldt med grundforskning, før man har fundet anvendelse for det, og det sker måske først mange år efter. Det er ikke til at sige præcist hvor meget værdi og hvornår den kommer, når man har med grundforskning at gøre, derfor er Finansministeriet ikke så interesseret i det, som de er i forskning, som giver et direkte økonomisk afkast,” siger han.
Lovforslaget åbner en ladeport for politikeres og embedsfolks indblanding i universiteternes øverste ledelse. Og selvom Søren Pind siger, at han gerne vil forbedre dialogen mellem universitet og staten, så mener Peter Harder kun, at det er dialogen fra ministeriet og ned, som bliver forbedret.
– Man gider ikke høre vrøvlet fra dem, der sidder med substansen. Det, der kommer oppefra skal bare sættes i verden uden vrøvl. Søren Pind ønsker de ting, han har sagt, men selve den lov man arbejder med, indeholder ikke nogen plausibel forklaring, som viser, at den kommer til at gøre gavn, siger Peter Harder.
I stedet mener Jørgen Christian Bang, at den frie forskning, som Pind gerne vil have mere af, bliver endnu mere politisk styret med forslaget.
– I og med, at forskerne underlægges bestemt form for ledelse, så risikerer vi, at det ikke længere er forskningsverdenen, som bestemmer kriterierne for forskningen. Og når det så bliver politisk styret, så risikerer vi, at forskningen bliver bestemt af politikerne, siger Jørgen Christian Bang.
Aldrig været så meget indblanding som nu
Lovforslaget vil endnu engang ændre universiteternes styreformer. Professorvældet sluttede i 1970, hvorefter styringen af universiteterne blev decentraliseret så studerende, yngre medarbejdere og administrative medarbejdere også fik magt. I 1993 blev magten via Universitetsloven centraliseret til rektorer, dekaner og institutledere. I 2003 blev Universitetsloven ændret, så de eksterne medlemmer i bestyrelserne kom i overtal. Det nye lovforslag er med til at fortsætte trenden, hvor forskerne og de studerende føler sig sat udenfor indflydelse, mens påvirkningen udefra bliver større – på trods af løfter om det modsatte.
– Dengang i 2003 sagde man, at universiteterne skulle sættes fri. Men der har aldrig været større indblanding i universiteternes gøres og laden end der er nu. Dengang solgte man det også på, at de skulle være store og frie med egne bestyrelser, siger Peter Harder.
Med den nye lov vil ministeriet, ifølge Harder, i højere grad sidde med magten over, hvem der bliver ansat, og hvem, der eventuelt bliver frosset ud af universitetssystemet, og i den forbindelse kan magthaverne sagtens påvirke den enkelte forsker.
– Der skal ikke meget til, før den kritiske ambition fra regeringen giver en slagskygge, som sender skideballer ned i systemet. Man risikerer hurtigt at blive uvenner med folk. For eksempel hvis nu ”nogen” hvisker et eller andet i ørerne til bestyrelsesformanden, siger Peter Harder og vender tilbage til sagen om Landbrugspakken.
Skal træde varsomt
Her var det tydeligt, at Miljø- og Fødevareministeriet havde brug for et specielt resultat, som skulle sikre, at den ønskede lovgivning blev ført i gennem. At der blev sået tvivl om tallene, som skulle underbygge regeringens Landbrugspakke af professor Jørgen E. Olesen, betød ifølge Forskerforum, at flere af regeringens støttepartier – deriblandt Liberal Alliance, som nu har flere ministerposter – truede med ”at kigge på bevillingerne” til de kritiske forskere. Og bevillingerne er et glimrende værktøj at true med, hvis man vil opnå noget bestemt på et universitet.
– Universitetsbestyrelserne vil ikke fyre folk, men de kan blive truet på bevillingerne af politikere eller embedsmænd. Hvis man har folk fra regeringen siddende midt i det hele, så risikerer man at få besked på at makke ret. ”For ellers…”, som Peter Harder udtrykker det med slet skjult henvisning til, at universiteterne kan miste penge til forskning.
– Derfor er det hele tiden spørgsmålet, om man træder ministeriet over tæerne. Skal man lade forskere gå i pressen med noget, som passer regeringen ad helvede til? Eller skal man passe på, fordi man risikerer, at bevillingerne ryger? Ministerierne har tidligere følt, at universiteterne har trådt dem over tæerne, og det har fået store konsekvenser, siger Peter Harder.
Han henviser fx. til en artikel på Forsker Forum, som kom i kølvandet på, at Københavns Universitet var fremme med et forslag, som ikke passede regeringen. Afgående rektor, Ralf Hemmingsen mener ifølge artiklen, at ministeriets irritation over forslaget kan have haft betydning for, at en 90 millioner kroner stor forskningsbevilling blev streget uden videre af Finansministeriet.
Hvor ligger loyaliteten
– Det handler om, hvorvidt en bestyrelsesformand er universitets mand eller politikernes,” siger Peter Harder.
Da de eksterne bestyrelsesfolk med den nye lov i 2003 kom i overtal, var frygten også, at de ville tvinge en universitetsfremmed dagsorden igennem. Dengang var de eksterne på universiteternes side. Men nu søger ministeriet altså direkte indflydelse på bestyrelsen i stedet.
Ministeren kan ikke revolutionere den danske universitetsverden i løbet af en nat. Systemet er trægt og ændringer tager mange år om at træde i kraft. Men presset kan påvirke ledelserne og derved indirekte få flere forskere til at tie stille eller tilpasse deres forskning – især hvis den taler mod regeringens ønsker. Men den bekymring mener Søren Pind er grundløs:
– De danske universiteter har en høj grad af uafhængighed og selvbestemmelse og kan træffe beslutninger i armslængde fra det politiske system […] – og det ændres der ikke ved med lovforslaget. Universiteternes og den enkelte forskers ubetingede forskningsfrihed er fortsat sikret universitetsloven, skriver han.
