Connect with us

Hvad søger du?

Science ReportScience Report

Samfund

Hundredevis af forskere henter de fleste citationer fra sig selv

Mindst 250 forskere har hentet mere end 50 pct. citationer fra sig selv og medforfattere

Foto: iStock.

Når forskere udgiver en videnskabelig artikel, bygger de ovenpå på den viden og de resultater, der tidligere er opnået inden for samme felt. Viden og resultater, der både stammer fra kollegaer og, omend i varierende omfang, fra en selv.

Der er nemlig stor forskel på, i hvor høj grad forskere citerer, altså refererer til tidligere udgivelser fra, sig selv. 

Det viser et nyt metastudie af forskeres selv-citationer, der for nylig har været omtalt i Nature.

Forskningens impact, altså gennemslagskraft i samfundet, bliver især målt på antallet af citationer. Derfor rejser Nature-artiklen det spørgsmål, om der i de mest ekstreme tilfælde af selv-citationer er tale om bevidst manipulation.

I studiet har man identificeret mindst 250 forskere, som har hentet mere end halvdelen af sine citationer fra sig selv eller deres medforfattere. Det mest ekstreme tilfælde er den indiske it-forsker Sundarapandian Vaidyanathan, der har fået hele 94 procent af sine citationer fra sig selv eller sine medforfattere. 

– Jeg mener, at selv-citationer er langt mere almindeligt, end vi tror, siger John Ioannidis fra Stanford Universitet, der har specialiseret sig i metavidenskab (studiet af forskning, red.), og har stået i spidsen for studiet af forskeres selv-citationer.

Den gennemsnitlige selv-citationsrate ligger på 12,7 procent, ifølge studiet, og selvom der er langt fra 12,7 til ca. 50 procent, bør alarmklokkerne allerede begynde at ringe, når forskere henter godt en fjerdedel af sine citationer fra sig selv. 

– Dem, der har mere end 25 procent selv-citationer er ikke nødvendigvis involveret i noget uetisk adfærd, men en nærmere granskning kan være nødvendig, udtaler Ioannidis i Nature-artiklen. 

Ikke nødvendigvis spekulativt
Selvom de fleste forskere og videnskabsfolk er enige om, at ekstreme selv-citationer er et problem, er der meget lidt konsensus om, hvornår det er for meget, eller hvad man skal gøre ved det. Først og fremmest fordi mange forskere har legitime grunde til at citere deres eget eller kollegaers arbejde. 

– Selv-citering er en naturlig del af forskningen. Der er forskellige traditioner for selv-citationsgraden, så spørgsmålet er, om man ligger langt fra normen, og det gør de fleste forskere ikke. Nogle enkelte gør, og det kan indikere et problem, siger Jesper Wiborg Schneider, professor på Dansk Center for Forskningsanalyse på Aarhus Universitet. 

Han bakkes op af AAU-professor Frede Blaabjerg, der også påpeger, at “det ikke er usædvanligt”, at nogle forskere i høj grad citerer sig selv og sine medforfattere: 

– Jeg mener ikke, der er noget odiøst i at citere sig selv, hvis det er relevant. Jeg mener, at man fejler, hvis man ikke citerer sig selv for noget, du har arbejdet med i forvejen, siger han og fortsætter;

– Man er forpligtet til at vise, hvor man selv er i sin forskning. Nogen spekulerer måske i at tage for mange af deres egne artikler med (i en ny udgivelse, red.), det kan jeg ikke afvise.

Spekulativt eller snævert udsyn?
Ifølge studiet har mindst 250 forskere fået mere end halvdelen af deres citationer fra dem selv eller fra en medforfatter – synes du, at det er for meget? 

– Det vil afhænge af felterne, om det er for meget, lyder det fra Frede Blaabjerg, der forsker på Institut for Energiteknik;

– Jeg har publiceret med rigtig mange forfattere i min karriere, og når bare én af dem publicerer noget nyt og refererer til vores tidligere arbejde, vil de citerer sig selv og mig. Det kan give relativ stor volumen, hvis det ikke er så stort et fagfelt. Jeg er måske lidt usædvanlig, men der er nogle af de rigtig aktive folk, som vil have samme volumen, forklarer AAU-professoren.

Det er veldokumenteret, at Frede Blaabjerg er én af de mest produktive forskere i Danmark, da han i gennemsnit publicerer en forskningsartikel hver femte dag, som Science Report tidligere har omtalt.

Jeg skal ikke afvise, at jeg har citeret mig selv for meget eller at dem, jeg har arbejdet sammen med, har gjort det

Kombinationen af at være en ekstrem aktiv forsker med et stort globalt netværk af fagfæller, man ofte sampublicerer med betyder altså, at Frede Blaabjerg i høj grad citerer sig selv og sine tidligere medforfattere, når han publicerer en ny forskningsartikel.

– Jeg skal ikke afvise, at jeg har citeret mig selv for meget eller at dem, jeg har arbejdet sammen med, har gjort det, påpeger han derfor også, og uddyber; 

– Jeg vil sige, at én til tre selv-citationer er, hvad jeg vil forvente, når jeg udgiver en ny forskningsartikel. Fordi man bygger jo ovenpå state of the art, så man ikke starter fra scratch hver gang. Det handler om; hvor var du før, du startede på den forskning, du publicerer, og så bygger du ovenpå.

Derfor behøver en høj grad af selv-citationer ikke at være noget spekulativt; i de mest ekstreme tilfælde kan det lige så vel handle om, at man glemmer at orientere sig ud over sin egen forskning, mener Frede Blaabjerg: 

– Hvis det (selv-citationsgraden, red.) er over 50 procent, lyder det af ekstremt meget, og så vil jeg nok mene, at det som udgangspunkt er et for snævert udsyn i forhold til andre.

Astronomi og astrofysik i top i Danmark
Også Jesper Wiborg Schneider påpeger, at der er stor forskel på, hvad normen er omkring selv-citationer inden for de forskellige forskningsfelter. 

Ifølge de data, der ligge til grund for artiklen i Nature, findes de højeste eksempler på selv-citationsgrader i Danmark inden for felterne astronomi og astrofysik, og de ligger på 49 procent, ifølge professoren: 

– Men det er områder, hvor medianen er omkring 40. Så det er ikke umiddelbart problematisk i mine øjne. Disse områder er kendetegnet ved at artiklerne har mange forfattere, der er eksempler på flere tusinde forfattere på én artikel, og mange forfattere betyder alt andet lige at mængden af selv-citationer stiger, fortæller han.

Derfor advarer han også imod, at man sammenligner selv-citeringsrater på tværs af fagområder, da der stor forskel på forskningsområdernes normer og karakteristika.

– Min pointe vil altid være, at forskningsområderne er vidt forskellige, og derfor må man også undersøge de her ting i forhold til de specifikke normerne. Områderne har for eksempel vidt forskellige opfattelser af forfatterskaber, og det betyder blandt andet noget i forhold til selv-citeringsgraden, siger Jesper Wiborg Schneider.

Er det et problem, at man især vurderer forskningens impact på baggrund af citationer, når der, inden for nogle felter, er så høj en selv-citeringsrate?

– Der er mange udfordringer med citationer, men efter min mening er selv-citationer ikke en af de væsentligste. En ekstrem høj-selvciteringsgrad på individniveau bør da undersøges. Såvel som tidsskrifternes mulige misbrug af selv-citationer for at styrke deres tidsskiftsindikator. Og det bliver de også, for eventuelt misbrug af selv-citationer er forholdsvist nemt at undersøge. Men det er vigtigt at påpege, at alle indikatorer kan misbruges lyder det fra Jesper Wiborg Schneider, som i den sammenhæng fortæller, at;

– De måske mest problematiske eksempler på misbrug af selv-citationer, jeg har kendskab til, er tidsskrifter som har tvunget forfattere til at indføre nogle ekstra referencer til andre artikler i tidsskriftet hvis de ønskede at publicere i det pågældende tidskrift. Man kunne så foranlediges til at tro, at der nok var tale om suspekte tidskrifter der ønskede at booste deres impact, men i dette tilfælde var der tale om Cell, afslutter han. 

Forsiden lige nu:

SDU samler klimaforskning i nyt center

– Det er den største strategiske satsning nogensinde på SDU, siger klimaforsker, prorektor og leder af det nye center, Sebastian Mernild.

Seneste artikler:

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.