samfund

Tusindvis af fejl forsinker skandalebyggeri yderligere

Entreprenører enten ikke magter eller vil ikke udbedre nye fejl, oplyser Vejdirektoratet.

Af - 27. august 2021

Skandalen om Niels Bohr Bygningen fortsætter. Foto: Københavns Universitet.

Få Science Reports nyhedsbrev
Tilmeld dig gratis

Niels Bohr Bygningen bliver yderligere forsinket.

Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Forsinkelsen skyldes, at ”flere tusinde af de brandhæmmende lukninger i bygningen ikke er lavet korrekt”.

– Vi er stort set færdige med de øvrige aktiviteter på byggeriet, men vi har en stor udfordring med de mange tusinde brandhæmmende lukninger, der simpelthen er forkert udført, siger anlægsdirektør Erik Stoklund Larsen fra Vejdirektoratet i pressemeddelelsen.

Science Report arbejder på at få en kommentar fra Erik Stoklund Larsen.

Fejl fundet ved stikprøvekontrol

Vejdirektoratet oplyser, at det ved stikprøvekontrol ”over en lang periode i 2020-2021” har registreret fejl på de brandhæmmende lukninger.

Læs også: Strid om Niels Bohr-bygning fortsætter efter kritik fra Rigsrevisionen

– Vi er lige nu i gang med at udbedre fejlene på dem, så vi kan få bygningen brandgodkendt og endelig færdiggjort. Det er naturligvis dybt utilfredsstillende, at vi må bruge tid og ressourcer på den slags i byggeriets afsluttende fase, men det er altså den situation, vi står i, er Erik Stoklund Larsen citeret for at sige.

Må hyre nye entreprenører

Brandlukningerne er lavet af forskellige entreprenører, og Vejdirektoratet skriver, at de ”har forsøgt at få disse entreprenører til at udbedre deres mangelfulde arbejde”.

Dette har dog ikke været muligt: ”enten fordi entreprenørerne ikke har ønsket at gøre det eller ikke har magtet at levere den tilfredsstillende kvalitet i udbedringerne”.

Læs også: Forsinket Niels Bohr-Bygning svækker KU i internationalt CERN-samarbejde

Af samme grund har Vejdirektoratet hyret fire nye entreprenører.

– Vi kan dog ikke skjule, at der er tale om et stort og kompliceret arbejde, eftersom de fejludførte lukninger ofte er skjulte og først bliver opdaget ved destruktive undersøgelser, siger Erik Stoklund Larsen i pressemeddelelsen.

– Jeg kan dog garantere, at vi som bygherre har vores fulde fokus på dette problem og arbejder på højtryk for at blive helt færdige med bygningen så hurtigt som muligt, tilføjer Erik Stoklund Larsen.

Ramt af skandaler

Sagen med brandlukningerne er seneste kapitel i skandalen om Niels Bohr Bygningen.

I 2010 indgik Københavns Universitet en aftale med Bygningsstyrelsen om opførelsen af en ny bygning til universitetets Natur- og Biovidenskabelige Fakultet. Den gang blev byggeriet vurderet til i 2020-priser at koste omkring 1,6 milliarder kroner. I aftalen om byggeriet blev prisen opjusteret til 1,8 milliarder kroner – blandt andet på grund af, at bygningens areal blev øget fra 45.000 til 52.000 kvadratmeter. Huslejen blev den gang vurderet til 86 millioner kroner om året.

Læs også: KU kan ende med endnu højere husleje for skandalebyggeri

Siden er byggeriet gang på gang blevet forsinket, hvilket i februar betød, at prisen for Niels Bohr Bygningen blev opjusteret til omkring 4,2 milliarder kroner med en årlig husleje på op til 168 millioner kroner.

Den kraftige stigning i prisen skyldes blandt andet, at bygherren – i første omgang Bygningsstyrelsen og siden 2018 Vejdirektoratet – har haft udfordringer med deres entreprenører. Ikke mindst den spanske entreprenør Inabensa.

– Entreprenørens arbejde har i realiteten været ubrugeligt, sagde transportminister Benny Engelbrecht (S) på et samråd i februar.

Niels Bohr Bygningen forventes færdig i slutningen af oktober, oplyser Vejdirektoratet.

Tags:

Science Report