Nobelprismodtager: Du skal acceptere det ansvar, der følger med æren

– Tjo, du ved, der er mange selfies, flere e-mails og jeg har lidt mere travlt, men mit liv er meget tilsvarende det, jeg havde før, fortæller professor Michael Rosbash om livet som Nobelprismodtager. 

Science Report møder den amerikanske professor og Nobelprismodtager i medicin i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, da han for nylig var på besøg i København. 

Selvom Michael Rosbash er blandt en eksklusiv gruppe af forskere, der har modtaget den mest fornemme videnskabelige hæderspris, skal man kigge langt efter store ord og armbevægelser fra hans side. For sandheden er, at Michaels Rosbashs liv langt hen ad vejen er det samme som før, understreger han adskillige gange;

– Jeg går på arbejde, jeg leder et laboratorie, og jeg fortsatte med at undervise tre uger efter, vi havde været i Stockholm (hvor Nobelprisen bliver uddelt, red.). Selvfølgelig er der pludselig mange forespørgsler om interviews og den slags, og det kan godt være lidt anmassende, fortæller professoren, som hurtigt tilføjer;

– Men på den anden side, er du nødt til at acceptere noget af det ansvar, der følger med æren. 

Ikke i et nanosekund

For på ét punkt kan Michael Rosbash virkelig mærke en forandring, og det er i forhold til hans rolle i offentligheden: 

– Jeg interesserer mig meget for politik og føler et større ansvar for at sige min mening. Bagsiden af dét er, at jeg bliver målt og vejet mere, end jeg blev tidligere. Flere mennesker lytter og følger med, så jeg har været nødt ikke at være helt så åbenmundet, som jeg måske har været før, fortæller Michael Rosbash. 

Oplever du, at dit synspunkt vejer tungere, end det gjorde før, i den offentlige debat? 

– Det tror jeg, det gør i nogle kredse. Jeg oplever, at min stemme er tungere, især på mit universitet. Vi (Michael Rosbash og hans kollegaer, red.) er de første til at modtage en Nobelpris på vores universitet. Så det er en big deal, der er meget prestige omkring os på campus, siger professoren, inden han igen påpeger;

– Men, du ved, efter nogle uger eller måneder, bliver du ikke genkendt længere. Så bliver alt det samme.  

Professor Michael Rosbash under sit besøg i København. Foto: Lars Svankjær

Når hverken titlen eller æren som Nobelprismodtager kan slå benene væk under Michael Rosbash, kan det nok forklares med, at det aldrig har været tanken om den videnskabelige hæderspris, der har drevet ham og hans forskning: 

– Aldrig. Jeg har aldrig, blot i et nanosekund, skænket det en tanke. Indtil for syv-otte år siden, hvor vi begyndte at vinde priser, og vores arbejde blev anerkendt for dets vigtighed. Men før det, havde jeg aldrig skænket det en tanke. Jeg var glad for at have et arbejde og et velfinansieret laboratorie. Jeg havde ingen ambition af den slags, fortæller professoren.

Selvom en Nobelpris aldrig var drømmen, blev det alligevel til virkelighed for Michael Rosbash og kollegaerne Jeffrey C. Hall og Michael W. Young i 2017, hvor de modtog Nobelprisen i medicin for deres opdagelse af molekylære mekanismer, der styrer vores døgnrytme.

Forskernes arbejde har kastet lys over vores indre ur, som styrer alt lige fra søvn til sult. Og det ikke bare hos mennesker, men også hos hele dyre- og planteriget.

Nobel kræver held

– Min holdning er, at det først og fremmest kræver rigtig meget held, siger Michael Rosbash om, hvad der skal til for at modtage en Nobelpris:

– Der er frygtelig mange mennesker i verden, der laver rigtig god forskning. Så det handler rigtig meget om at have haft en god karriere, og om man har været heldig nok til at udrette nogle ting, som viste sig at være banebrydende. Og i en vis udstrækning er det banebrydende også bare et spørgsmål om held. Vi var der først til at gøre en vigtig opdagelse, men vi har også draget nytte af tidligere forskeres arbejde, forklarer han.

NOBELPRISMODTAGER: FOLK TROR, DU VED ALT OM ALTING

Michael Rosbash beskriver formålet med at lave forskning som en indre drivkraft; det handler om at elske dét, du laver, og ikke om priser og prestiger. 

– Hvis man sigter efter at vinde priser, sælger du skindet før bjørnen er skudt. Forskning burde handle om midlet, ikke om målet, siger professoren. 

Ønsket om at udklække flere Nobelprismodtagere har været på den forskningspolitisk dagsorden herhjemme, og under den tidligere forskningsminister Søren Pind (V) lancerede den tidligere V-LA-K-regering en forskningsstrategi, der skulle løfte toppen af dansk forskning op på Nobelpris-niveau. 

Derfor ville regeringen etablere nogle få særlige Nobelpris-centre til at skabe forskningsresultater, der kan konkurrere med den absolut bedste internationale forskning. 

Med fordelingen af forskningsreserven for 2019 skiftede centrene navn fra det noget omdiskuterede ”Nobel-” til Pionercentre, til hvilket folketingets partier afsatte 180 mio. kroner.

Planen med Pionercentrene er, at de skal give særligt udvalgte forskningsledere i international særklasse mulighed for at etablere helt ekstraordinære forskningsmiljøer, som skal kunne måle sig med verdens bedste forskningsmiljøer.

Ifølge Michael Rosbash er det “umuligt” at planlægge vejen til en Nobelpris. 

– Det er at vildlede folk, fordi kun ganske få fragmenter af det videnskabelige samfund opnår dét (en Nobelpris, red.), mener han og tilføjer;

– Man kan argumentere for, at det vil have en positiv påvirkning, men af de forkerte grunde. Hvis du har haft en god karriere, har uddannet gode folk og lært interessante ting, og du har nydt det undervejs, skal du ikke blive skuffet. Det er dét, det handler om. 

Nobelpristagerens besøg i København var arrangeret af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab og Novo Nordisk Fonden.