Sammen med Dansk Magisterforening afsluttede organisationen PAND, der varetager de ph.d.-studerendes interesser på de danske universiteter, i marts i år en undersøgelse af de studerendes arbejdsvilkår.
Den samlede undersøgelse bliver ikke offentliggjort, men Science Report har fra både PAND og Dansk Magisterforening fået svar på, hvilke konklusioner de kan drage.
58 procent oplever mentale problemer, 47 procent at de ikke bliver forberedt til en karriere uden for universiteterne, 35 procent at de ikke ved, hvordan de opnår, det der forventes af dem, 20 procent at de ikke føler, de kan tale med deres vejleder om problemerne og 46 procent at deres forskningsarbejde har påvirket deres søvn negativt indenfor de seneste to uger.
I 2018 var der 8.417 indskrevne ph.d.-studerende i Danmark og 1371 deltog i undersøgelsen.
Viktorija Kulikovskaja er medformand i PAND. Hun siger:
– Omtrent seks ud af ti oplever mentale problemer, som en direkte følge af deres arbejde som ph.d.-studerende. Det kan være depressionslignende symptomer og negativ stress. Og mange af dem fortæller, at de ikke har fået støtte til at håndtere problemerne. Blandt andet fordi de ganske enkelt ikke ved, hvor de kan få hjælpen.
Manglende erkendelse af problemer
I løbet af de seneste 15 år har antallet af ph.d.-studerende været inde i en eksplosiv vækst.
Ifølge Danmarks Statistik var der i 2004 indskrevet 4.700 ph.d.-studerende, og Universiteternes Statistiske Beredskab har 2018 opgjort tallet til 8.417. Det er en stigning på 80 procent.
Nogle få vejledere får mange vejlederforhold. Også flere end de kan håndtere på et niveau, som er tilfredsstillende
Science Report spurgte professor Morten Pejrup, prodekan for Forskning, Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet (SCIENCE) på Københavns Universitet, om stigningen har været en for stor mundfuld for universiteterne og de studerendes vejleder. Han svarede:
– Selvfølgelig har det været en udfordring, men ikke så meget kvantitativt. SCIENCE har 1200 ph.d.-studerende og cirka 700 potentielle vejledere, så det er i gennemsnit cirka to per potentielle vejleder, hvilket absolut ikke er for meget, siger han og uddyber:
– Problemet er, at det er de forskere, der har succes med at få ekstern finansiering, der ansætter langt de fleste ph.d.-studerende. Så nogle få vejledere får mange vejlederforhold. Også flere end de kan håndtere på et niveau, som er tilfredsstillende. Det er et problem, som vi arbejder på at håndtere, men det er vanskeligt. Mange vejledere har ikke en erkendelse af, at dette problem eksisterer. Ofte er det derfor postdocs, der hjælper til med at vejlede.
Morten Pejrup mener, at de mentale problemer kan være vanskelige at håndtere og peger på, at han som leder af forskerskolen først møder dem, når det er gået helt galt.
– På institutterne er problemerne selvfølgelig erkendt tidligere, men der er ikke noget fast program, der sættes i gang, hvis en ph.d.-studerende har det psykisk dårligt. Men der er selvfølgelig en række tilbud, siger han og råder den enkelte studerende med problemer til at opsøge hjælp tidligt i forløbet. Men han peger også på vejlederne:
– De skal interessere sig for de ph.d.´ere, som hun/han vejleder og være parat til at spørge ind til, hvordan den ph.d.-studerende har det, når det er åbenlyst, at der er noget galt. Vejlederne er dog ikke uddannet til dette, men må bruge deres generiske kompetencer, siger Morten Pejrup.
Ekstern finansiering kan skabe interessekonflikt
Pejrup peger også på, at stigningen i andelen af ph.d.’ere, der bliver eksternt finansieret kan være med til at skabe gnidninger i løbet af forskeruddannelsen:
– Ofte er ph.d.-studier helt eller delvist finansieret af en projektbevilling, hvor der er en mere eller mindre specifik problemstilling, der skal belyses. Dette kan give interessekonflikter i løbet af de tre år, hvis den ph.d.-studerende videnskabeligt forfølger en anden retning end den, der ligger i den oprindelige projektbeskrivelse, forklarer han og uddyber;
– Det politisk definerede måltal for nystartede ph.d.-forløb, på cirka 2.500 per år for hele Danmark, er forældet. Det eksisterer muligvis ikke længere på papiret, men forventningen er intakt. Det bør tages af bordet uden, at man beskærer finansieringen direkte allokeret til ph.d.-uddannelsen. Det direkte tilskud finansierer alligevel kun cirka en tredjedel af omkostningerne til uddannelsen. Arbejdet med at finde de resterende to tredjedele fører til en række kompromisser, der ikke medvirker til at øge kvaliteten af uddannelsen.
Udbredt karrierepessimisme
I Dansk Magisterforening er man klar over, at det høje antal ph.d.-studerende gør, at en mindre og mindre andel kan se frem til en forskerkarriere som fastansat på universiteterne, og at det kan føre til stress og mentale udfordringer.
Der findes en udbredt karrierepessimisme blandt ph.d.-studerende
Niels Glæsner er konsulent i Dansk Magisterforening. Han siger:
– Der findes en udbredt karrierepessimisme blandt ph.d.-studerende. 54 procent er uenige i, at chancerne for fastansættelse på et universitet er gode inden for deres område. Pessimismen er størst blandt humanister, hvor ønsket om at blive inden for universitetsverdenen paradoksalt nok også er størst.
Læs også: Internationale forskere tror ikke på en karriere i Danmark.
Niels Glæsner mener at problemet kan imødegås ved at understøtte gode rammer for konstruktive vejlederrelationer, så forventninger afstemmes. Det er universiteternes opgave, at ph.d.-studerende også ser mulighederne for en karriere uden for universiteterne, understreger han og fortsætter:
– Samtidig er det vigtigt, at man fra universiteternes side gør mere for at understøtte karrierevejene ved universiteterne. Det er afgørende, at universiteterne kan tilbyde attraktive karriereveje, hvis vi skal sikre, at universiteterne også i fremtiden skal kunne tiltrække talentfulde forskere. Det er naturligvis langt fra alle ph.d.’er, der skal have en karriere som universitetsforsker, men det er afgørende, at de ph.d.’er, som overvejer en universitetskarriere ikke mødes af uklare karriereveje med usikre ansættelser.
Læs også: Yngre forskere bør satse på en karriere uden for universitetet.
Prodekan Morten Perup siger, at de på hans forskerskole nok kan gøre mere for at bekæmpe det, Niels Glæsner kalder karrierepessimisme:
– På vores forskerskole har vi dog ved en enkelt lejlighed i samarbejde med Dansk Magisterforening afholdt en daglang workshop om en karriere uden for academia. Et meget velbesøgt møde. Vi burde nok have gentaget det årligt, og det er fortsat under overvejelse, afslutter han.
