Du bliver kontaktet af en journalist, der gerne vil skrive om din nyeste forskning. Men efter I har aftalt et interview, mærker du en dyb bekymringsrynke i panden – for nu melder en stribe spørgsmål sig: Hvad hvis mit forskningsresultat bliver formidlet på en måde, jeg ikke synes om? Hvordan sikrer jeg mig, at journalisten også skriver om de vigtige forbehold, der hører med? Og at jeg selv fremstår på dén måde, jeg gerne vil?
Vækker spørgsmålene genklang? Blot en enkelt google-søgning vidner i hvert fald om, at samarbejdet mellem forskere og journalister kan være op ad bakke. Men alt imens forholdet mellem de to fagligheder kan ligne en skyttegravskrig, bliver appellen om, at forskning skal formidles bredt, kun større.
Så hvad gør du, når du som forsker skal optræde i medierne? Vi har spurgt lektor i kommunikation ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet, Gitte Gravengaard, som er ved at færdiggøre en bog om forskningskommunikation.
Hav en klar strategi som udgangspunkt
Hun mener, at det allervigtigste er at skabe en tydelig strategi:
-Som forsker skal man gøre sig nogle overvejelser, og herfra beslutte sig for en overordnet strategi. Man skal fx tænke over, hvilket brand man gerne vil skabe for sig selv: Vil man kun udtale sig om sin egen forskning, eller vil man også godt fortælle om andres forskning? Vil man være en forsker, der tager stilling til samfundsproblematikker og er med i den offentlige debat, eller vil man kun udtale sig om reelle forskningsresultater?
Har man en strategi, bliver det lettere at styre de samtaler, man har med journalister, forklarer Gitte Gravengaard, og kommer med et konkret og – for journalisten – lidt afslørende eksempel:
-Når du fx lige spurgte mig om, ”hvor forskere og videnskabsjournalister oftest går forbi hinanden”, så går jeg lidt uden om i mit svar. Min strategi er nemlig sådan, at jeg gerne vil udtale mig om viden – men det skal være noget, jeg er sikker på, der er videnskabeligt belæg for, uddyber hun i telefonen.
Brug din strategi til at tage stilling
Gitte Gravengaard har de seneste mange år talt med rigtig mange forskere. Hun fortæller, at mange – specielt yngre – forskere kan føle sig usikre på, hvordan og hvornår de skal agere i medierne. Men en klar strategi kan afhjælpe usikkerheden, fortsætter hun:
-Når man har formuleret en klar strategi, kan man bruge den til at overveje, hvilke typer medier, man gerne vil optræde i. Vil man fx medvirke i et medie, som man på forhånd ved, ikke går særlig dybt til værks? Giver formatet én mulighed for at komme af med det budskab, man synes er vigtigt? Hvis ikke – så bør man måske takke nej.
Sådan nogle overvejelser er særligt vigtige lige nu. I dag formidles forskning både af medier og journalister, der er nært beslægtede med forskningsmiljøet – men også af det modsatte.
som forsker skal man finde balancen mellem at vinkle sin fortælling, så journalisten får sin gode historie, samtidig med at man ikke går på kompromis med validiteten af det, man siger
For nogle år siden viste en undersøgelse, at den første type journalister er mest populære blandt forskere. Men ifølge Gitte Gravengaard kan man gøre meget for at skabe et godt samarbejde – også med journalister, der kun sjældent betræder universiteternes bonede gulve.
Man må turde tale i overskrifter
-Hvis man som forsker vil lave en hensigtsmæssig forskningskommunikation, så bør man arbejde ud fra, at journalistens tilgang er en anden end forskerens: Hvor mange forskere måske har haft tre år til et projekt – så har journalister altså tre timer til en historie! Og det giver en anden måde at tænke på, forklarer hun.
Tankemåden handler i første omgang om at fange læserens opmærksomhed:
-For journalister handler det om, at finde den gode historie. Som forsker har man ofte mange relativeringer, man synes er vigtige at få med. Så som forsker skal man finde balancen mellem at vinkle sin fortælling, så journalisten får sin gode historie, samtidig med at man ikke går på kompromis med validiteten af det, man siger, forklarer Gitte Gravengaard.
Forebyg misforståelser med klare aftaler
Vender man tilbage til journalistens evige redskab – google-søgningen – så tyder det på, at det er forskeren, der oplever den største utilfredshed: ”Journalister er ikke grundige nok, når de formidler forskning”; ”Journalister mangler kritisk sans”, har dommene lydt i det seneste år. Og måske kan det skyldes, at der er en basal forskel på den indre motivation, der driver hhv. forskeren og journalisten:
-Modsat journalisternes motivation for at fortælle historier, har mange forskere ofte et mere idealistisk drive. Deres forskningsprojekt står ofte deres hjerte meget nær, forklarer Gitte Gravengaard.
Men hun mener, at begge motivationer godt kan tilfredsstilles, hvis man er skarp på at skabe klare rammer for samarbejdet:
– Man bør altid starte med at lave en kontrakt – ligegyldigt hvilken type journalist, man taler med. Her kan man eksempelvis sige til journalisten, at ”de her en eller to forbehold er vigtige for én at få med i artiklen”. Man kan også fortælle, at man gerne vil have lov at se – og eventuelt rette de citater, journalisten bruger i sin artikel, inden den bliver udgivet, fortæller Gitte Gravengaard, og tilføjer – til en efterfølgende lidt brødbetynget journalist:
-Mange journalister gør jo dét, som du lige har gjort – de starter med at interviewe inden man er blevet enige om rammerne. Men hvis man på forhånd har lavet sådan en kontrakt, så har man som forsker mere styr på situationen, og så undgår man misforståelser og usikkerhed.
Meget at vinde – men ikke for alle
Gør man dét, er der meget at vinde ved at formidle sin forskning i medierne. Men når det er sagt, er den brede formidling ikke lige oplagt for alle typer forskning:
-Når jeg interesserer mig for forskningsformidling er det ikke det samme som at sige, at alle skal gøre det hele tiden. Men vil man gerne som forsker optræde i medierne, så er det simpelthen et håndværk, der skal læres. Og jo mere man ved om det, jo bedre kan man gøre det, slutter hun.
