Den prestigefyldte Ecsite-konference indtog d. 3.-8. juni 2019 Experimentarium, hvor forskningsformidlere fra hele verden var samlet til netværk og debat om, hvordan man bliver bedre til at formidle sit budskab.
Et af oplæggene handlede særligt om den helt store udfordring indenfor forskningsformidling: Hvordan skaber man forbindelse med sit publikum og engagerer dem?
Det havde flere forskere erfaring med, og budskabet var klart:
Det kræver et godt netværk og god understøttelse af forskerne, hvis de skal blive endnu bedre til at formidle.
– Du skal hele tiden lære det, øve det og evaluere bagefter. Det er ligesom yoga – det er livslang læring. Det er ikke sådan, at du kan træne det én dag, og så er du en fantastisk forskningskommunikatør resten af livet, siger Brooke Smith.
Hun er direktør for Public Engagement with Science hos The Kavli Foundation og var fløjet ind fra USA for at være første kvinde på talerstolen.
Her delte hun ud af resultaterne fra et forskningsprojekt, hvor de netop har undersøgt, hvordan de kommer nærmere god kommunikation, og hvor udfordringerne ligger.
– Vi har fundet ud af, at folk rigtig gerne vil høre fra forskere, og at de har stor tillid til dem. Men de ikke føler en forbindelse til forskning. Vi spurgte f.eks. offentligheden, hvad de først tænkte på, når vi sagde ”forskningsresearch”. Her kunne over halvdelen overhovedet ikke komme på noget, siger hun og uddyber:
– Vi ved også, at de fleste forskere rigtig gerne vil engagere sig med offentligheden. Men deres motiv handler ofte mere om at levere noget indhold til folk, og det er ikke nødvendigvis virkelig at engagere dem, siger hun.
Vi skal skabe netværk og dele viden
Brooke Smiths forskningsgruppe kiggede på de mennesker, der arbejder med at understøtte forskere i at blive bedre til at engagere offentligheden.
For det er dem, der skal arbejde effektivt med de rette metoder. Og her blev der gjort en særlig opdagelse.
En af undersøgelserne kiggede netop på organisationers opsatte mål for, hvad god forskningskommunikation er – og de lignede ikke forskernes egne ønsker.
– De er næsten fuldstændig modsatte. Så hvad forskerne gerne vil have ud af at lære om kommunikationsengagement, er ikke, hvad organisationerne tror, de gerne vil have. Det skabe virkelig opmærksomhed, siger Brooke Smith.
Dog kunne både forskere og engagementskommunikatørerne blive enige om, at det sidste, de satte pris på, var idéen om blot at lytte på, hvad andre tænker.
De forskellige repræsentanter fra organisationerne fik også rig mulighed for at diskutere mål og effektivitet, da forskningsprojektet inkluderede fire workshops.
Og faktisk endte samarbejdet med at blive løsningen.
– Da vi samlede de her mennesker, der træner forskere i kommunikationsengagement, var det første gang, at de havde siddet i et rum og talt sammen. Derfor bliver der nu skabt et netværk, så de kan arbejde tættere sammen, siger Brooke Smith og uddyber:
– Vi skal zoome ud og tænke mere på hele systemet i forskningslivet, og hvordan vi kan forbinde rollerne i organisationer og institutter, så vi i stedet sammen kan arbejde hen mod metoder, som bedst understøtter forskerne i god formidling, siger hun.
Vi skal skabe forbindelser
De amerikanske studerende, som en af Brooke Smiths undersøgelser også tog udgangspunkt i, fortalte, at de ikke forstod, at de ikke allerede på skolebænken havde lært om at engagere sit publikum og øve det.
Her konkluderede Brooke Smith, at det var et generelt problem, at mange forskere og studerende får gode metoder og læringsværktøjer igennem workshops, de er på, men de aldrig får prøvet dem af, selvom der findes rigeligt med ’scener’ til at gøre det.
– Der er mange muligheder for forskere til at komme ud og øve de gode teknikker på en ’scene’. Men der er ikke nogen, der forbinder øvelserne med stederne. Ved at styrke de forskellige netværk og forbindelser kan det virkelig åbne op, mener hun.
Offentligheden og forskning forstår ting forskelligt
Dagens moderator og manager i læring og publikums research på The Natural History Museum i London, Marie Hobsen, forklarede i debatten sidst i arrangementet, at hun faktisk kan se den manglende forbindelse helt ned i ordenes betydning.
– Hos os fandt vi ud af, at et af de store problemer i engageringen af publikum handler om terminologi. Vi har fundet det meget effektivt at demonstrere for vores forskere, at når vi bruger termer som ’teori’, ’forskning’ og ’hypotese’, så har det en anden betydning for vores besøgende, siger Marie Hobsen og kommer med et eksempel:
– Snakker du f.eks. om teorien om drivhusgasser, betyder det ordet ’teori’ i almindeligt dag til dag-sprog mere ’hypotese’ for f.eks. englænderne. Derfor kan det underminere, hvad forskerne prøver at sige, siger hun.
Det har fået museet til at udvikle en ordbog på deres hjemmeside, så både publikum og forskere kan blive klogere på, hvad hinanden mener.
–Vi siger ikke, at forskerne skal lade være med at bruge de forskningsbaserede ord, for vi skal uddanne offentligheden og øge deres forståelse. Men de skal sikre sig, at når de bruger ordene, så definerer de dem på en måde, der er brugbart for publikummet, siger Marie Hobsen.
Online kursus skal give praktisk forklaring
Sidste forsker på talerstolen var den brasilianske forsker og forskningskommunikatør ved National Institute of Public Communication of Science and Technology, Luisa Massarani.
Hun har i længere tid arbejdet på at udvikle et online kursus til forskere, så de kan forbedre deres evner i at engagere deres publikum.
Til oplægget fortalte hun til inspiration for deltagerne om netop det.
– Kurset handler grundlæggende om to dele. Den ene del er videoer om, hvorfor man skal kommunikere, og hvordan man engagerer offentligheden. Den anden del handler mere om, hvordan man gør det rent praktisk. Det kan f.eks. være, hvordan man kommunikerer med børn, teenagere eller massemedierne. Derudover har vi vores online debat, hvor forskere kan dele deres erfaringer, tanker og følelser med at engagere offentligheden, forklarer Luisa Massarani.
Hendes online kursus bliver tilbudt på portugisisk, hvortil flere deltagere spurgte, om en engelsk version ikke var mere nærliggende.
Men svaret blev nej. Det er vigtigt, at det er modersmålet, der bruges, når der tales om at blive bedre til at engagere publikum. Ellers går for meget tabt, uden at forskeren ved det, forklarede Luisa Massarani.
Og det er vigtigt, at alle forskere lærer det og forstår, mener hun. Derfor er der også endnu mere i støbeskeen for projektet fremover.
– Der vil blive udviklet nogle face to face-møder i forlængelse af kurset, og snart åbner vi også gratis kurser, så alle har mulighed for at anvende det, siger hun.
