Tre personer kan ændre retningen i dansk forskning

Et nyt år betyder nye tider. Det er ingen undtagelse i det danske forskningslandskab.

Her er der for øjeblikket igang med at ske en større udskiftning i formandsstolen i hver af de tre offentlige fonde, som hvert år støtter dansk forskning med midler fra staten. Alene i 2018 uddelte de tilsammen mere end 3 milliarder kroner til forskning, og de tre fonde er derfor i høj grad med til at sætte dagsordenen i det danske forskningslandskab.

I Danmarks Grundforskningsfond har den verdenskendte professor og katalyseforsker Jens Kehlet Nørskov overtaget formandsstolen, imens Danmarks Frie Forskningsfond nu har den anerkendte økonomiprofessor David Dreyer Lassen i spidsen. Og imens vi venter på nyheden om, hvem der fremover skal sidde i Innovationsfondens formandsstol, spørger Science Report; hvad betyder det for dansk forskning, at samtlige tre fonde får en ny formand?

Idet en formand har afgørende betydning for en fonds strategiske retning, kan det ikke undgå at få betydning for dansk forskning, at der nu sidder en ny person for bordenden i hvert af de tre fonde.

Det vurderer tidligere, og mangeårige, videnskabsminister Helge Sander.

– Formanden er et langt stykke hen ad vejen en væsentlig forudsætning for forskningsfondens succes. Den dygtige formand kan virkelig være med til at sætte retningen og skabe noget unikt og særligt, fortæller han.

– Så ja, det har absolut betydning for dansk forskning, at alle tre fonde får ny formand – en formand har stor betydning for retningen, vurderer den tidligere videnskabsminister.

Han fremhæver erhvervsmanden Jørgen Mads Clausen som et konkret eksempel på en formand, der formåede at sætte en retning for den daværende Højteknologifonds arbejde og var “meget afgørende for fondens succes”.

Helge Sander var Minister for videnskab, teknologi og udvikling, det daværende Uddannelses- og Forskningsministerie, fra 2001-2010, og har derfor et indgående kendskab til det danske forskningslandskab og fondenes rolle i samme.

Hans vurdering bakkes op af Birgitte Boesen, som har beskæftiget sig med filantropi og fonde siden 2002 og er forfatter til bogen ”Fonde i Bevægelse”.

– Bestyrelsesformanden er den, der sætter fondens dagsorden i offentligheden. Det er jo i høj grad formanden, der lægger linjen i en fond, og det har både betydning for, hvilken retning en bestyrelse tager, og hvordan bestyrelsen og fonden opfattes udefra, fortæller Birgitte Boesen.

En stærk formand

Men hvad er det så for kompetencer og egenskaber, der definerer en stærk formandsprofil?

I en forskningspolitisk sammenhæng er i hvert fald tre punkter afgørende, vurderer Birgitte Boesen.

En stærk formand evner først og fremmest at få samarbejdet i bestyrelsen til at fungere og tegne bestyrelsen i offentligheden, forklarer hun.

– Samspillet og dialogen mellem de offentlige og private fonde er helt central, fordi de ofte arbejder sammen på forskningsområdet. Det er vigtigt at forstå betydningen af dét samarbejde, siger Birgitte Boesen.

Samtidig skal en formand prioritere den offentlige dialog, fordi formanden er en central stemme omkring retningen for dansk forskning og den danske forskningspolitik.

– Det gælder også omkring de prioriteringer, folketinget skal foretage. Det er vigtigt, at man er god til at kommunikere betydningen af dansk forskning og den offentlige forskningsfinansiering, påpeger Birgitte Boesen.

Det vil også sige at være en tæt dialogpartner for den ansvarlige minister og det politiske system, der sætter rammevilkårene for forskning.

Endelig har samspillet med det internationale forskningsmiljø også afgørende betydning, siger Birgitte Boesen.

– Det er en vigtig egenskab at kunne danne relationer – i høj grad på EU-plan. Forskning og videndeling kender ikke grænser, så det handler om at kunne positionere sig i den sammenhæng.

Til sidst fremhæver hun desuden, at en stærk formand generelt evner at skabe et godt og tillidsfuldt samarbejde i bestyrelsen. Det vil i høj grad sige at kunne bringe bestyrelsesmedlemmernes kompetencer i spil:

– Medlemmerne sidder i bestyrelsen af en grund, så man skal forstå at kunne trække på deres specifikke kompetencer, afslutter Birgitte Boesen.

Retningen inden for regler

I sin tid som videnskabsminister var Helge Sander med til at søsætte en ny offentlig fond, nemlig Højteknologifonden, der sidenhen er blevet til Innovationsfonden.

Dengang udpegede Helge Sander erhvervsmanden og tidligere Danfoss-direktør Jørgen Mads Clausen som bestyrelsesformand. Og han havde stor betydning for fondens succes og ikke mindst for, hvordan fonden arbejdede med den linje, der var udstukket fra politisk side, vurderer Helge Sander i dag.

– Det er ikke nogen hemmelighed, at der var et politisk ønske om at sætte en forskningsretning i den producerende del af Danmark, og dermed løfte nye produkter, der kunne fremme dansk produktion. Det var Højteknologifondens største mål, og Jørgen Mads Clausen satte virkelig retningen for det arbejde og var meget afgørende for succesen, siger den tidligere minister.

Selvom bestyrelsesformanden altså har den ultimative mulighed for at definere en bestemt retning, blandt andet for fondens uddelinger, er det ikke ensbetydende med, at man har fuldstændig frie tøjler.

De tre fonde er alle bundet af nogle regler og lovbestemmelser. For eksempel har Danmarks Innovationsfond til opgave at ”understøtte løsninger på konkrete samfundsudfordringer og øge forsknings- og innovationsindsatsen i virksomheder, herunder små og mellemstore virksomheder”, imens Grundforskningsfonden og Danmarks Frie Forskningsfond er etableret med andre formål.

Bestyrelsens opgave er at sikre administrationen af de penge, man råder over, forklarer Helge Sander – det vil sige at beslutte, hvordan pengene skal uddeles inden for de rammer, der er defineret.

Endelig er det netop i kraft af fondenes respektive fokusområder, at de tilsammen sikrer dansk forsknings bredde, tilføjer den tidligere minister:

– Der har været forskellige konstruktioner, men det er de tre grundpiller, vi baserer vores offentlige forskningsbevillinger på; den frie forskning, grundforskningen og den målrettede eller strategiske forskning, påpeger Helge Sander.