Studerende, der sover foran dekanens kontor, medarbejdere, der ikke kan komme på arbejde, og en symbolsk begravelse.
Det er sådan, situationen ser ud på 3. uge på Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet.
Siden 27. oktober har en blokade igangsat af HUMrådet ført til, at både ledelsen og et stort antal medarbejdere ikke har haft adgang til deres kontorer.
Årsagen til blokaden skyldes KU’s nye 2020-plan for det Humanistiske Fakultet, der blandt andet betyder obligatoriske fælles tilvalgsfag og sammenlægninger af fag.
Sidstnævnte kan i yderste konsekvens føre til, at større og mindre sprogfag slås sammen, herunder engelsk, tysk og fransk, og det er især udsigten til den kombination, som har vakt bekymring og ført til, at de studerende har fuldtidsbesat ledelsesgangene.
Bekymringen er også til stede blandt nogle af underviserne, som forstår de studerendes frustration. De peger ligeledes på manglen på kommunikation og dialog, samt en bekymring for de små fags overlevelse.
Underviser: ”De små fag ender med at komme i palliativ behandling”
Jørn Boisen er lektor i Fransk på Instituttet for Engelsk, Germansk og Romansk på KU, og som lektor for et relativt lille fag, står han midt i orkanens øje i forhold til diskussionen om, hvorvidt fagsammenlægninger er en god ide.
Ideen med modellen behøver ikke være dårlig, den skal bare forvaltes på en ansvarlig måde, så de uheldige virkninger ikke indtræffer. Ellers har vi et problem.
Og ligesom de studerende, så er han heller ikke sikker på, at fagsammenlægninger er løsningen.
– Helt konkret betyder fagsammenlægningen, at man slår optaget sammen. Det har den fordel, at man kan optage flere, og det er vigtigt i forhold til at få en bedre økonomi, men det har den ulempe, at optaget bliver skævt. Det vil sige, at man eksempelvis risikere næsten kun at optage engelskstuderende næste år, siger Jørn Boisen.
Ifølge ham betyder det, at hvis man forudsætter, at optaget vil ligne dette års optag og sidste års optag, så vil effekten være, at fransk, tysk og formentligt også italiensk og portugisisk vil blive meget små fag, og at sprogfagene vil blive markant domineret af et stort fag, nemlig engelsk.
I sidste instans kan det føre til, at de små fag helt bliver udryddet.
– Man får mindre hold. Og det er en ond spiral, for det kan føre til, at økonomien bliver endnu dårligere, end den var i forvejen. Det vil sige, at det økonomiske incitament for at beholde et fag forsvinder. Så medmindre der kommer en strategisk beslutning om, at man vil bevare italiensk eller tysk – koste hvad det vil – så vil det føre til, at de pågældende fag får færre og færre ressourcer, siger Jørn Boisen.
Han påpeger dog, at det ikke nødvendigvis ikke behøver at ende sådan, men at der er en høj risiko for, at det kan få det udfald.
Det skal ses i lyset af, at man allerede har forsøgt sig med den her type optag på andre institutter og fakulteter, hvor det netop er endt med en fortrængning af de små fag, siger Jørn Boisen.
– Man har i de her tilfælde måske reddet et område, men det har bragt nogle fag meget tæt på palliativ behandling. Altså, de bliver meget, meget små, hvis de ikke får deres eget optag. Hvis du får 95% engelskstuderende ind, så er der bare ikke meget plads til spansk, tysk eller fransk, og det bliver derfor også et meget anderledes institut, uddyber han.
Igen understreger Jørn Boisen dog, at man kun kan gætte sig til, hvilken effekt fagsammenlægninger får. Mest fordi, der endnu ikke ligger konkrete forslag til, hvordan studierne kommer til at se ud.
– Ideen med modellen behøver ikke være dårlig, den skal bare forvaltes på en ansvarlig måde, så de uheldige virkninger ikke indtræffer. Ellers har vi et problem.
Kommunikation har været uklar
Det er dog ikke kun sammenlægningen af fag, der har bragt de studerende i oprør. De har også savnet at blive inddraget i udarbejdelsen af strategien, hvilket har ført til en hårdknude mellem dekanatet og de studerende.
Blandt andet siger Sidsel Vedel, formand for HUMrådet, i en artikel i uniavisen, at de ikke oplever at have haft en reel medbestemmelse.
– Mit indtryk er, at kommunikationen ikke har været så god
Jørn Boisen kan sagtens forstå de studerende, og selvom han mener, at det er en bunden opgave for fakultetet at hive penge ind, så har kommunikationen fra ledelsen ikke været tilstrækkelig.
– Universitet har en opgave, der skal løses, og planen kan i det perspektiv være fornuftig nok, men den er måske ikke blevet kommunikeret super godt. Jeg tror ikke, man har talt særlig meget med dem, som skal være med til at designe og implementere det her. Og så har man heller ikke været særlig aktiv i salget af den, siger han.
Om underviserne har haft noget af at sige i udarbejdelsen af 2020-planen, er ikke Jørn Boisens opfattelse.
– Min fornemmelse er nej. Man har ikke været inddraget, men den holdning er ren subjektiv fra min side. Jeg har dog talt med flere kollegaer, som er usikre på, hvor fakultetet er på vej hen; der er ikke ret mange, der føler, at de er blevet spurgt eller orienteret om, hvordan fakultetet skal se ud i fremtiden, siger han og forsætter:
– Man er ikke med til at forandre. Tingene bliver forandret for én i stedet, og det er der ikke særlig mange, der kan lide. Det er også den følelse, de studerende har.
Tea Sindbæk Andersen, lektor på Balkanstudier på Institut for Tværkulturelle og Regionale studier, bekræfter langt hen ad vejen Jørn Boisens udmelding.
– Jeg kan godt forstå, de studerende er bekymrede, for noget af det, som kendetegner den her proces er, at den har været meget uklar. Jeg kan ikke finde ud, hvad de forskellige ting helt dækker over. Og jeg kan godt forstå, at nogen bliver lidt utrygge og tænker, hvad er der på spil, siger hun.
I forhold til, om Tea Sindbæk Andersen selv føler sig inddraget, er både og.
– Jeg ved, vi er blevet hørt, men jeg har svært ved at forbinde det, som vi er blevet hørt i, og det, der står i 2020-planen. Så jeg føler mig ikke kørt over, men jeg har svært ved at forstå den, fortæller hun og fortsætter:
– Mit indtryk er, at kommunikationen ikke har været så god. Igen, jeg har ikke fulgt så grundigt med, men det er også mit indtryk, at der er nogen, som har taget et meget stædigt standpunkt, som måske ikke har sat så godt ind i, hvordan det også kunne være.
Med det mener hun, at de på Instituttet for Tværkulturelle og Regionale studier har haft gode erfaringer med fagsammenlægninger, så de absolutte positioner, som KU og de studerende har taget, gavner ingen af parterne.
– Det skal jo være et forhandlingsrum, hvor man snakker om, hvad der kan komme ud af det. Og der er det aldrig godt at bruge ord som obligatorisk – mest fordi det virker underligt at binde de studerende til at vælge nogle obligatoriske tilvalgsfag – omvendt så er ultimative krav heller ikke så konstruktive.
