Willerslev: ”Fiktion er en forudsætning for at bedrive videnskab”

”Havde vikingerne horn i hjelmene?” ”Hvem var vølven?” ”Hvordan så Dronning Tove ud?”

Når besøgende i den kommende tid træder ind i Nationalmuseets nye vikingunivers, vil de ved første øjekast møde flere spørgsmål, end svar.

I udstillingens forreste rum er væggene prydet med billeder af muskuløse mænd og storstilede kvinder i farverige dragter. Men som noget særligt for netop denne udstilling, fortæller billederne ikke, at sådan så vikingetidens prægtige mænd og kvinder ud.

– Teksterne i udstillingen stiller spørgsmål. De siger; vi ved sådan og sådan, i Jim Lyngvilds fortolkning er det sådan, forklarer museumsdirektør Rane Willerslev under åbningen af udstillingen.

Portrætterne er med andre ord designeren Jim Lyngvilds iscenesættelse af, hvordan de danske vikinger – mænd som kvinder og høj som lav – så ud.

Billederne er trofast flankeret af faktiske fund som potteskår, smykker og våben, der stammer fra den periode, vi kender som vikingetiden. Tilsammen skaber det en symbiose af fiktion og fakta, som allerede forud for åbningen har vakt stor debat i medierne.

Flere historikere har udtrykt bekymring over, at Nationalmuseet samarbejder med en person, der ikke har dokumenteret viden eller kundskaber inden for området – og dette på et tidspunkt, hvor museet lige har fyret godt 30 forskere og andre ansatte som konsekvens af det årlige sparekrav.

Jim Lyngvilds kreative aftryk er da heller ikke til at komme uden om – og som mediet Kristeligt Dagblad også beskriver det, er der nærmest sket en ”lyngvild’isering” af Nationalmuseets vikinger.

Kvalificeret fiktion

Selvom Jim Lyngvild ganske vist er en lægmand, er han ikke en hvilken som helst af slagsen.

Viking-entusiasten ejer dele af en vikingeskat, som menes at være plyndret fra en udgravning i Rusland eller Baltikum, han bor privat i en storstilet vikingeborg på Fyn, og ikke mindst er den venstre del af hans baghoved prydet med røde runer som en hyldest til guden Odin.

Åbningen af ”Mød Vikingerne”, som udstillingen hedder, bar således også præg af den debat, der er gået forud, og især museets direktør gik i brechen for samarbejdet med designeren.

Rane Willerslev mener nemlig, at det er en misforståelse at tro, at videnskab og fiktion er to uforenelige størrelser:

– Fiktion er en forudsætning for at bedrive videnskab. Men det skal være kvalificeret fiktion, som er med til at forklare fakta, siger han.

Fiktionerne, som de besøgende vil møde i vikingeudstillingen, er kvalificeret, fordi der hele tiden har været forskere inde over, forklarer Willerslev. Men selv de dygtigste forskere har ikke alle svarene:

– Vi har fragmenter af viden, og så er der kæmpestore huller. Når man fylder de huller ud, for at danne et helhedsbillede af, hvordan vikingetiden kunne have set ud, så bliver man nødt til at indoperere fiktioner – men de fiktioner skal være realistiske, konstaterer han.

Jim Lyngvild har derfor hele tiden været i hænderne på flere af Nationalmuseets eksperter, som har kunnet udfordre og vejlede designeren under hans mange vilde ideer. En af de eksperter er museumsinspektør Jeanette Varberg, som også var tilstede under åbningen.

– Der er altid et lag af forskning som fundament, men i fortolkningsprocessen må der gerne være et rum for tvivl. Og ja – jeg er som forsker sårbar, i det øjeblik jeg lægger fortolkningen i hænderne på Jim Lyngvild, men det må jeg bare stå ved, fordi jeg synes, det vi har skabt, er værd at se, lød det fra Jeanette Varberg.

Samtidig understregede hun, at én af udstillingens vigtigste opgave at skabe dialog mellem gæsterne og museet:

– Udstillingen er et rum for viden og kreativitet, og der skaber vi også et rum for refleksion. Vi skal snakke med vores gæster igennem den måde, vi udstiller på, fordi historien er hele tiden til diskussion, siger hun.

Engagement og lækre vikinger

Netop dialogen lægger også Rane Willerslev stor vægt på, fordi det er ”enormt positivt, at hele Danmark har været så engageret i spørgsmålet om, hvordan Nationalmuseet skal definere sig”, siger han.

– Hvis Nationalmuseet skal være en hjørnesten i danskernes bevidsthed, så er det vigtigt, at det når bredt ud og interesserer alle. Og det er den her udstilling lykkedes med, konstaterer han, og tilføjer i den sammenhæng;

– Samtidig er det vigtigt, at et Nationalmuseum ikke lukker sig om sig selv, men åbner sig mod samfundet, søger inspiration udefra og involverer borgere udefra til at skabe noget.

Den udlægning var også dén person, der både har været den udefrakommende inspiration og omdrejningspunkt i debatten, helt enig i;

– Det betyder jo rent faktisk, at der er nogen, der bekymrer sig om vores Nationalmuseum og om vores historie. Så hvor er det heldigt, at rigtig mange mennesker sidder bag skærmene og vogter vores arv. Det er dét, der holder os på tæerne, siger Jim Lyngvild.

Om de kæmpestore vikinger i deres prægtige klæder vil begejstre museets gæster, kan kun tiden visen, men opmærksomhed, kan de dårligt undgå at tiltrække sig.

For Jim Lyngvilds vikinger ligner ikke en version, der tidligere er set; de er hverken beskidte, fedladende, vansirede eller særlig krigeriske. Derimod er vikingerne smukke, elegante og meget attraktive i deres fremtoning – og det er et helt bevidst twist, fortæller designeren:

– I Danmark skal vi åbenbart portrættere vikingerne som nogle lidt tåbelige, drikfældige og jammerlige mænd med en stor, fed dunk – lav dem dog lækre, så man har lyst til at knalde dem, for helvede, lød det ellevildt fra Lyngvild, hvortil han kun blev mødt af hujen og klapsalver fra salen.

Skulle de nyfortolkede og lækre vikinger ende med at blive et flop, kan både kritikere og eksperter trøste sig med, at udstillingen i første omgang er et eksperiment, idet Nationalmuseet stadig arbejder sig frem mod det endelige vikingeunivers, der forventes at stå klar i slutningen af 2020.