SPONSORERET INDHOLD
Lyt til episoden her
Bare fordi en krig slutter, betyder det ikke nødvendigvis at alle tropper trækker sig ud af det pågældende land. Det har gjort sig gældende for danske styrker i henholdsvis Afghanistan og Irak, men også i 1990’erne under Bosnien-krigen.
Nu – 28 år efter at krigen i Bosnien-Hercegovina sluttede – kan et nyt studie kaste lys over, hvilken effekt fredsbevarende styrker fra Danmark har haft i Bosnien. For mens de fleste undersøgelser tager udgangspunkt i selve krigen og ikke tiden efter, er det netop det, som Jakob Brink Rasmussen, analytiker for Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), har gjort i sin afhandling.
– En af hovedkonklusionerne er, at det har en helt særlig betydning, hvordan området, som man kommer ned til, har været, før man kommer derned, hvilken specifik krigshistorie det lokalspecifikke område har været igennem, og hvilke personer der bestemmer i området, siger Jakob Brink Rasmussen.
Det er imidlertid ikke kun selve området, der har en betydning for, hvordan de efterfølgende måneder og eventuelle år udspiller sig.
– Det har også en betydning, hvem man sender derned fra det bidragsydende land, som i det her tilfælde er Danmark. Hvad er det for nogle personligheder, man sender derned. Det har været mit fokus at kigge på, hvordan intervenerende militære styrker reagerer på indsættelsesområdet.
Negativ kontra positiv fred
Med støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond har Jakob Brink Rasmussen rettet sit fokus på efterkrigstidens Bosnien-Hercegovina mellem 1995 og 2003. De danske soldater, som blev udstationeret i de år, havde til formål at bevare freden. Ifølge den danske analytiker var det imidlertid ikke den sværeste opgave. Der var generelt ikke noget ønske om et nyt krigsudbrud.
– Så det er måske inden for ganske få måneder, at man kan rapportere hjem til Danmark, at man grundlæggende har løst den opgave. Og eftersom man har løst opgaven med den militære fred, så kan man bruge ressourcerne på nogle længerevarende forløb såsom genopbygning og tilbagekomst af flygtninge, forklarer Jakob Brink Rasmussen.
Fraværet af en væbnet konflikt kaldes “negativ fred”. Det, som analytikeren fra DIIS kalder for den mest basale form for fred. Og det er særligt her, at det begynder at blive interessant og relevant, vurderer han. Den 21. november 1995 bliver Dayton-aftalen underskrevet. En fredsaftale mellem parterne i krigene i Bosnien og i Kroatien, som indebærer, at Bosnien-Hercegovina skal optræde som en helhed på trods af de kulturelle forskelle i landet.
Internationalt bliver aftalen opfattet som en succes, og store nationale tiltag bliver iværksat. Men er det nu også tilfældet hyperlokalt? Lige der, hvor fredsbevarende styrker befinder sig?
– På dagligdagsniveau for en dansk, udsendt styrke, spiller den nationale udvikling faktisk ikke den helt store rolle. Det er nok, fordi det faktisk ikke spiller den helt store rolle for de lokale, som man møder og taler med. De er primært interesseret i at få det lokale til at fungere lige der, hvor de er, siger han.
De udsendte styrker skal også bidrage til at skabe “positiv fred”. Det vil sige, at de skal forbedre sikkerhedssituationen og levevilkårene. Og det er der ikke nødvendigvis bare en opskrift på, som kan genbruges fra lokalområde til lokalområde. Det er netop det, som Jakob Brink Rasmussen betragter som en af sine helt store take aways i sin afhandling.
– Det handler om at tage bestik af de lokale myndigheder, de lokale krigsherrer og hvilke samarbejdspartnere man har med at gøre. Det handler om at tage deres relationer alvorligt i stedet for at tale om, hvad det er for nogle større fredsaftaler, der ligger derude.
Unikt empirisk bidrag
Empirisk er Jakob Brink Rasmussen gået således til værks, at han har undersøgt 15 forskellige danske hold, der på skift var udstationeret i den nordbosniske by Doboj. Afhandlingen tager udgangspunkt i både skriftlige og mundtlige kilder – herunder soldaternes egne rapporteringer og 72 interviews med blandt andre danske bataljonschefer og lokale bosniere.
Med afhandlingen håber Jakob Brink Rasmussen, at han kan være med til at give Bosnien-krigen en smule mere liv, da krigen nok for mange står i skyggen af krigene i Afghanistan og Irak.
– Så det er egentlig også for at sige; “Hey, Danmarks krigshistorie er altså mere end en ørkenkrig i Irak og Afghanistan.” Det er jo ganske mange soldater, der har været igennem møllen, hvis man begynder at tælle sammen.
Samtidig er afhandlingen også et vigtigt empirisk eksempel på efterkrigstiden i Bosnien, som man indtil nu har manglet, oplever han.
– På det subnationale, på det mikrolokale niveau, så har hver krig sin egen inerti, sin egen historie og sine egne lokale personer, der spiller en eller anden given rolle. Og som afhandlingen gennem et ret stort empirisk materiale belyser, var det præcis det her, der gjorde sig gældende, siger den danske analytiker.
Bliv klogere på, hvorfor en efterhånden 30 år gammel krig stadig er relevant i dag i det fulde afsnit med Jakob Brink Rasmussen i podcastserien ‘Mit Store Spørgsmål’.
Lyt til episoden her
SPONSORERET INDHOLD
