sustain

“Forfejlet dansk debat modstiller velfærd og grøn omstilling”

Ifølge PKA-direktør Peter Damgaard Jensen behøver staten ikke at ryste op med så mange penge til den grønne omstilling, men de skal gøre det attraktivt for investorer at kaste penge efter den.

Af - 6. februar 2020

Den grønne omstilling behøver ikke at ske på bekostning af velfærden, mener Peter Damgaard Jensen, adm. direktør for pensionsselskabet PKA frem til udgangen af februar.

Får man pensionskapitalen i spil, er der nemlig ikke behov for store offentlige investeringer, fordi en række grønne teknologier kan drives, eller allerede, frem på markedsvilkår. Det gælder især sol og vind.

– Offentlige midler skal jo ikke skabe et hav af vindmølleparker. Det kan vi finansiere, lød hans budskab ved lanceringen af Deloitte og Tænketanken Krakas femte rapport om, hvordan Danmark kan gøre grønne ideer til en god forretning ‘Innovation – nøglen til bæredygtig vækst‘.

Det offentlige drænes ikke af grøn omstilling
Det budskab er ikke helt trængt igennem, mener han.

– I den danske debat er det som om, at en væsentlig del af den grønne omstilling skal laves af det offentlige.

Det offentlige skal i stedet skabe rammebetingelserne for, at det bliver interessant at investere i den grønne omstilling og et skattesystem, “som får os til at opføre os på den rigtige måde”, lød det fra Peter Damgaard Jensen.

Han tilføjer dog, at der skal ske noget med fordelingspolitikken, og at man som politikere bliver nødt til at røre ved den, hvis de vil nå ambitionerne i verdensmålene.

PKA har investeret i vindenergi siden 2011, hvor man sammen med PensionDanmark investerede i vindmølleparken på Anholt, som Ørsted opførte. Det gav “blod på tanden”, ifølge Peter Damgaard Jensen.

– Det var en spændende investering for os, fordi den er langsigtet og løb i 25 år, og fordi der er et rimelig stabilt afkast.

Netop når det gælder den havmøllepark, er der dog et stort offentligt tilskud, “men det var jo for at komme i gang”, sagde Peter Damgaard Jensen og understregede, at det har været en “super god investering for os”.

– En samlet konklusion er, at vi har et guldæg. Afkastet har været tocifret på det her område, men det kommer det ikke til at være fremover på grund af stigende konkurrence. Men selv med et afkast på 5-6 pct. versus statsobligationer på nul, er det attraktivt for os.

Et vigtigt “hvis” i løftet om milliard-investering i grøn omstilling
Det samme har andre pensionsselskaber erfaret, og det var baggrunden for, at de i fællesskab annoncerede ambitionen om at investere 350 mia. kr. i den grønne omstilling frem mod 2030 under FN’s Klimatopmøde i New York i september.

– I New York havde vi fra investorside set, at regeringen var meget ambitiøs (på klimadagsordenen og den grønne omstilling, red.). Skal det fortsat være interessant som investeringsområde, kræver det, at der kommer projekter på markedet.

Og netop frygten for, at der ville komme færre grønne investeringsprojekter ramte Peter Damgaard Jensen under den forrige regering, som ifølge ham gav udtryk for, at Danmark ikke nødvendigvis skulle være i den grønne førertrøje, hvis det viste sig for dyrt. Men flere projekter om udbygning af eksempelvis vedvarende energi er nødvendige, hvis pensionsselskaberne skal have et grønt sted at placere deres milliarder.

For trods pensionsselskabernes “løfte” om at investere 350 mia. kr. i den grønne omstilling, er der et vigtigt “hvis”, som ofte bliver glemt.

– Hvis, og det hvis nævnes ikke altid, de rigtige projekter kommer og hvis de har et fornuftigt forhold mellem risiko og afkast, så er der 350 mia. kr. Det er ca. 10 pct af vores samlede formue, men vi har allerede investeret 120 mia. kr. Det er et signal til politikerne om, at hvis projekterne kommer, så er pengene der, lød det fra Peter Damgaard Jensen.

Som DR’s Detektor har sat fokus på, stiller pensionsselskaberne også nogle andre betingelser op for at lade milliarderne rulle. De afhænger nemlig også af, at selskabernes medlemmer bakker op om grønne investeringer, og at deres indbetalinger fortsætter på samme niveau, samt at det fra politisk side skal gøres relativt attraktivt at foretage grønne investeringer.

Hvad der ligger i det, kom Peter Damgaard Jensen ikke ind på, men det kan for eksempel handle om, at offentlige penge agerer “risikostødpude”, eller finansierer udvalgte dele af et projektet, hvis der er en større risiko ved det end i kendte teknologier og finansiseringsmodeller som sol og vind, som Anders Schelde, investeringsdirektør i MP Pension, tidligere har fortalt Sustain Report.

Investerer ikke i nye og uprøvede teknologier
Afslutningsvis ville konferencens vært og direktør for Kraka, Peter Mogensen, dog gerne vide, hvor dristige pensionsselskaberne er, når det gælder grønne investeringer, og hvor tidligt de er klar til at investere penge i et projekt eller en ny teknologi.

For et selskab som Better Energy, lyder kritikken fra CEO Rasmus Lildholdt Kjær, at investorerne kommer for sent på banen og gerne må åbne pungen tidligere.

Ifølge Peter Damgaard Jensen er man nu ikke så forsigtige, som man bliver beskyldt for.

– Finanstilsynet synes vi er meget dristige, men det er klart, at en ny og uprøvet teknologi investerer vi ikke i. Men fordi vi har været i investeringer længe (vedrørende havvindmølleparker, red.), går vi allerede ind i dem, når man har vundet koncessionen, og nogle gange er vindmøllerne ikke engang i produktion, når vi går ind som investor, for de bliver jo større og større, så vi tager både risiko ved udviklingen og opførelsen.

Når det gælder nye teknologier indgår lagring af energi i nogle af de projekter, PKA investerer i. Nye batteriteknologier er også noget af det, PKA tror på.

Travlt pensionistliv
Noget af det Peter Damgaard Jensen skal arbejde videre med, når hans “8 til et-eller-andet”-job som adm. direktør for PKA slutter per første marts, hvor han går på pension, er at samle international opbakning blandt andre investorer til en lignende rolle i den grønne omstilling, som danske pensionsselskaber spiller, ifølge ham.

Han har nemlig fortsat formandskabet i IIGCC (The Institutional Investors Group on Climate Change). Også her står det øverst på agendaen, at “pushe” politikerne særligt i EU til at skabe attraktive rammevilkår for den grønne omstilling.

– Vi kan vise, at hvis Europa og verden omstiller sig, er investorerne klar.

En nærmere udmelding om initiativet fra IIGCC kommer til efteråret, når COP 26 finder sted i Glasgow, ligesom en konference i maj om grøn finansiering sætter fokus på investorernes rolle.

De institutionelle investorer, som blandt andet tæller pensionsselskaber, er nemlig den største ejergruppe i de fleste af verdens virksomheder enten direkte eller via asset managers, forklarede Peter Damgaard Jensen.

300 af dem har slået sig sammen i alliancen Climate Action 100+, som netop har fået verdens største investor BlackRock som medlem

– Der bruger vi vores muligheder som investorer og ejere, sagde Peter Damgaard Jensen, som kalder dialogen med virksomhederne “meget fornuftig” dog primært i Europa, hvor 17-18 store selskaber nu siger, at de vil være CO2-neutrale i 2050.

Tags:

samfund

Flere danske universiteter optaget i ambitiøs EU-alliance

Både RUC, CBS og Aarhus Universitet er blevet en del af initiativet med europæiske universitetsalliancer, der skal styrke uddannelses- og forskningssamarbejde i Europa. Også KU deltager i nyt alliance-projekt med fokus på europæisk forskning og innovation.