Connect with us

Hi, what are you looking for?

Science ReportScience Report

Sustain

Mads Nipper bliver afløst af arving som topchef for Grundfos

Ny topchef for Grundfos fortæller ikke meget om bæredygtighedsambitioner i meddelelse

Siden Mads Nipper i september kunne fortælle, at han bliver ny topchef for Ørsted ved årsskiftet, har Grundfos ledt efter en afløser. Blandt en række højt kvalificerede muligheder, er valget faldet på Poul Due Jensen, fortæller Jens Moberg, formand for bestyrelsen i Grundfos, i en pressemeddelelse.

Mens han fremhæver et fornyet fokus på kunder, innovation og digitalisering, nævner han dog ikke i meddelelsen noget konkret om de høje ambitioner på klimaområdet, som Grundfos har sat med Mads Nipper i spidsen ud over, at han “ser frem til at videreudvikle Grundfos’ globale førerposition indenfor vand- og pumpeløsninger, samt bidrage til at løse de globale vand- og klimaudfordringer i samarbejde med partnere over hele verden”.

Ambitionerne gælder blandt andet at blive klimapositiv samt at sikre rent drikkevand til 300 millioner mennesker inden 2030. Heller ikke verdensmålene, som Mads Nipper er en indflydelsesrig fortaler for, er nævnt i pressemeddelelsen, omend Poul Due Jensen bærer en verdensmåls-nål på jakken.

Da Sustain Report i forbindelse med Mads Nippers afgang interviewede Janda Campos, director for sustianability engagement, understregede hun dog, at bæredygtighedsagendaen og 2025-strategien fortsætter trods Nippers exit.

Og det er da også for tidligt at sige noget om, hvorvidt den nye topchef for Grundfos vil være mindre synlig i forhold til bæredygtighed og verdensmål eksternt, mener Steen M. Andersen, som er medejer og direktør for rådgivningsvirksomheden FCG Global Goals.

– Når både Fonden bag Grundfos og virksomheden selv er meget langt fremme med hensyn til bæredygtighed, verdensmål og grøn omstilling, kan man kun udtrykke håb om, at den linje fortsætter, siger han.

Samme tilgang har professor emeritus og tidligere formand for 2030-panelet Steen Hildebrandt, som siger:

– Grundfos er blevet en dansk og en global signaturvirksomhed, når det handler om bæredygtighed og verdensmål. Jeg håber, at den nye direktør vil fastholde og udbygge dette engagement.

Mads Nipper blev i 2019 Årets Sociale CEO Superbrand i Infomedias årlige undersøgelse blandt andet på grund af sin kommunikation om sustainability.

Er det ikke fint nok, hvis det engagement fortsætter på de indre linjer, selvom det ikke nødvendigvis kommer lige så stærkt til udtryk udadtil, som tilfældet har været med Mads Nipper?

– Det er godt med rollemodeller både personligt, og hvad angår virksomheder, så det vil være ærgerligt for verdensmålssagen, hvis kommunikationen om verdensmål ikke fortsætter eksternt også, siger Steen M. Andersen og tilføjer:

– I min forretning møder jeg jo kunder, som spørger om man kan tjene penge på at engagere sig i verdensmålene, og der er det jo godt at kunne pege på Grundfos, som også er en økonomisk succes, og på det engagement Mads Nipper har lagt for dagen.

Poul Due Jensen er barnebarn af Grundfos-stifteren af samme navn, som allerede gik bort som 65-årig i 1977 og overlod ledelsen af Grundfos til sin søn Niels Due Jensen.

Dermed bliver det igen en arving, som står i spidsen for pumpevirksomheden, hvis formål er at skabe løsninger på verdens vand- og klimaudfordringer og forbedrer menneskers livskvalitet.

– Grundfos er i fremragende form, siger 48-årige Poul Due Jensen, som har været en del af virksomheden siden årtusindskiftet i pressemeddelelsen. Siden 2015 har han desuden siddet i koncernledelsen med titlen Group Executive Vice President og CSO med ansvar for salg og markedsføring.

Det skyldes Grundfos’ “veldefinerede og ambitiøse strategi” “en stærk ledelse og fantastiske medarbejdere, som hver dag er fokuseret på at yde deres bedste”, lyder det fra Poul Due Jensen, som tilføjer:

– I en udfordret og coronaramt global økonomi har vi store opgaver på kort sigt, men samtidig skal vi se fremad: De stærke økonomiske resultater i de sidste mange år giver os det bedste afsæt for gennemførelse af en ny og ambitiøs strategi. Jeg ønsker, at vi skal forstærke vores fokus på en ny og kundeorienteret struktur og satse mere på innovation og digitale kompetencer. Og så brænder jeg for at udvikle Grundfos, så vi fortsat er en attraktiv arbejdsplads for talenter fra hele verden.

Ifølge bestyrelsesformand Jens Moberg skyldes valget af Poul Due Jensen hans globale erfaring, stærke resultater, lederegenskaber og værdier.

OM POUL DUE JENSEN
Poul Due Jensen er født I 1971 og uddannet i Business Administration and Marketing and Executive education fra Stanford University, IMD and INSEAD.

I 2015 blev han udnævnt til Group Executive Vice President med ansvar for salg, markedsføring og service. Før han kom til Grundfos, har han arbejdet som salgsansvarlig for Computerstore fra 1995-2000.

I Grundfos har han haft følgende stillinger: Marketing Manager, Danmark; Marketing Director, Grundfos Canada, Branding Director, Grundfos USA 2000-02; Regional Marketing Manager, Grundfos Pumps Corp., North America 2002-05; Segment Director, Danmark 2005-07; General Manager, Grundfos Singapore 2007-09; Area Managing Director, Grundfos Singapore 2009-10; Group Senior Vice President & Regional Managing Director, Asia-Pacific Region 2010-14; Group Senior Vice President, Corporate Marketing, Branding & Guest Services 2014-15.

Forsiden lige nu:

Seneste artikler:

Robothænder med følelser

Jakob Dideriksen fra Aalborg Universitet har med en støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond undersøgt, om man kan skabe robotarme, som kan imitere nervesystemet i vores hænder og arme. Det kan vi godt. Men der er stadig lang vej endnu. 

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.