Under coronakrisen er der blevet stillet spørgsmålstegn ved, om klimaloven med kravet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent frem mod 2030 er for ambitiøs. For Danmark skal skære ned på CO2-udledningen i et omfang, der svarer til en coronakrise hvert år for at nå i mål, har det lydt.
Men ifølge 42-årige Jens Friis Lund er det langt fra overambitiøst. Tværtimod. For selv med 70 procents-målsætningen vil vi i Danmark stadig være langt over, hvad hver person må udlede af CO2, hvis vi skal nå Parisaftalens klimamål om at holde den globale temperaturstigning på under to grader, lyder det fra professoren:
– Lige nu er der en fortælling om, at 70 procents-målsætningen i sig selv er nok – og løsningen på problemet. Men det er virkelig at oversælge. For hvis vi skal nå parisaftalen og går ud fra, at alle i verden har ret til at udlede den samme mængde CO2, så skal hver person i 2030 ned på i gennemsnit at udlede 3-4 ton. Og medmindre lande som Kina, som vi modtager mange af de produkter, der indgår i vores forbrug, formår at være mindst lige så ambitiøse, vil 70 procents-målsætningen kun bringe os ned på ca. ni ton i Danmark.
Tværfaglig stemme i klimadebatten
De store ambitioner på klimaets vegne er til at tage og føle på hos Jens Friis Lund. Det er da heller ikke blot tom snak uden handling bag, der kommer fra professoren. Tallene, han henviser til, er fra en analyse af Klima- og Omstillingsrådet (KOR), som Jens Friis Lund er medstifter af.
Et råd, der er født ud af en ambition om at styrke den offentlige klimadebat med en ”tværfaglig, forskningsbaseret stemme” i kølvandet på Forskernes Klimaopråb i 2018, som Jens Friis Lund var én af hovedarkitekterne bag.
Opråbet ramte forsiden af Politiken i maj 2018, hvor 301 danske forskere havde skrevet under på nødvendigheden af en mere ambitiøs klimapolitik for at bremse klimaproblemerne.
– Vi syntes, vi havde startet en vigtig debat, der manglede på det tidspunkt, men ville gerne gøre endnu mere”, siger han i et roligt, men stadig håndfast tempo og fortsætter:
– Og så fik vi idéen til KOR, der i vores øjne er en vigtig stemme i den offentlige klimadebat, som vi følte manglede. For de eksisterende rådgivningsorganer, fx Klimarådet og Det Miljøøkonomiske Råd, er meget baseret på økonomisk teori. Det er selvfølgelig vigtigt. Men også kun ét perspektiv ud af mange og rummer dermed nogle blinde vinkler. Derfor er KOR også tværfagligt funderet, hvor der ud over mig sidder både en ingeniør, historiker og to sociologer – og så håber vi at opruste med en økonom og biolog.
Blik for ulighed i bæredygtighedens navn
Den tværfaglige tilgang gennemsyrer også Jens Friis Lunds egen forskning. For som professor i politisk økologi på Københavns Universitet har han netop fokus på at kombinere forskellige metoder for at afsøge løsninger på klimaforandringerne, forklarer han:
– Politisk økologi er interesseret i at forklare forholdet mellem mennesker og natur. Fx at undersøge, hvorfor bønderne i Ghana fx brænder skoven af hvert forår, der i en biologs optik er ødelæggende for økosystemet. Men der spørger den politiske økolog: For hvem er det ødelagt? Måske for de skovafhængige dyrearter.
– Men ikke nødvendigvis for de lokale, der har fået et bedre område ud af det, da de kan dyrke jorden. For at kunne forhindre afbrændinger er det derfor nødvendigt at støtte folk i at dyrke en anden form for landbrug, som de ellers ikke ville have råd til – og ikke bare se dem som ignoranter og fortælle dem, at de skal ændre vaner. Dermed har vi også stort fokus på ulighed.
Men hvordan hjælper det i den bæredygtige omstilling? Det har Jens Friis Lund også et prompte svar på:
– Det er med til at flytte fokus over på det nødvendige i politiske beslutninger. I det danske mediebillede har der været en tendens til at spørge, hvad vi som forbrugere selv kan ændre. Men det er nærmest umuligt for et individ afgørende at ændre noget i ens eget klimaaftryk i et omfang, der modsvarer de udfordringer, vi står over for. Det skal der store politiske reformer og langsigtede løsninger til. Den enlige mor, som bor på landet 50 km. fra sit arbejde uden kollektiv trafik i nærheden, kan jo ikke bare kvitte bilen. For så mister hun sit job, og hvad skal familien så leve af?”
Forsker-aktivisten
Retfærdighedsfølelsen er ikke til at tage fejl af hos professoren. Men den kommer heller ikke ud af ingenting, fremhæver han selv. Jens Friis Lund er opvokset hos sine bedsteforældre i Sønderjylland, der ikke havde mange midler, men stort fokus på at være noget for samfundet.
– Mine bedsteforældre var hårdtarbejdende ’pligtmennesker’. Men min mor levede på kanten af samfundet, og jeg var derfor også vidne til, hvad det vil sige ikke at kunne leve op til de dominerende idealer i samfundet, fortæller han.
Det var dog de sønderjyske naturskove, som han som barn travede tynde med sin mors to hunde, der først og fremmest trak Jens Friis Lund mod forstkandidat-studiet på det gamle Landbohøjskolen.
Skovene fylder da også stadig meget i Jens Friis Lunds forskning, der også omhandler skovenes rolle i at modvirke klimaforandringerne. Fx ved at stoppe afskovningen eller dyrke mere skov i udviklingslande som Ghana, Kenya og Tanzania, der kan hjælpe til at suge CO2 ud af atmosfæren.
Det er dog professorens samfundsengagement, der har sikret ham flere priser. Dels for Klimaopråbet i 2018, som han modtog den demokratiske hyldestpris Hal Koch Prisen for på vegne af de over 300 forskere. Men også ”Forest Friend 2019”-prisen uddelt af NGO’en ”Verdens Skove” for hans aktivistiske engagement i at mobilisere diverse klimabevægelser. Bl.a. Folkets Klimamarch i København i 2018.
Jens Friis Lund er da på mange måder også lige så meget aktivist som forsker. Men for professoren er det ikke en modsætning. Tværtimod handler det at være forsker for ham også om at være kritisk over for magthaverne og blande sig i klimadebatten, når den i hans øjne er for unuanceret eller mangelfuld. Men også om at bidrage til løsninger, der ikke kun tænker i ”omkostningseffektivitet”, men også i fordeling, siger han og uddyber:
– For de penge, vi sparer, har det ofte med at gå til dem, der har mest i forvejen.
Og så er vi igen tilbage til dét med uligheden, der ligger professoren meget på sinde.
– At jeg har så stort fokus på social ulighed er selvfølgelig et valg, og kan man hævde er normativt. Men det er jo ikke sådan, at jeg manipulerer med data for at få uligheden til at se større ud. Jeg vælger bare at fokusere på den i min forskning. Min drøm er da også, at vi bevæger os mod en mere lige verden, der er mere accepterende over for forskellighed – også når det kommer til bæredygtig omstilling, siger han.
