Der er gode grunde til at tage Twitter i brug, hvis man vil have sin forskning til at nå langt ud og sørge for, at den læses og citeres af andre forskere.
Det viser et amerikansk studie, som konkluderer, at videnskabelige artikler, der tweetes, bliver citeret markant mere end artikler, der ikke gør.
Studiet er lavet af en sammenslutning af amerikanske lægevidenskabelige tidsskrifter, som har lavet et såkaldt randomiseret forsøg: her har man taget en samling artikler, 112 i alt, og delt dem i to grupper. Den ene halvdel af artiklerne blev ’pushet’ på Twitter, den anden halvdel blev ikke.
Efter et år viste det sig, at de artikler, der kom på Twitter, i gennemsnit blev citeret 3,1 gange pr. artikel, mens de artikler, som ikke kom på Twitter, til sammenligning blev citeret 0,7 gange.
Det resultat interesserer Peter Hyldgaard, rådgiver og underviser i forskningskommunikation, formand for Danske Videnskabsjournalister og medstifter af Videnskab.dk:
– Citationer er hård valuta i forskningens verden. Jo mere du bliver citeret, desto mere tæller du i den videnskabelige verden, fortæller han og fortsætter:
– Derfor er studiet interessant – fordi det er et udtryk for, hvor meget ens forskning ses af andre forskere udover i de rent videnskabelige sammenhænge.
Artiklerne, der indgik i forsøget, blev udgivet og tweetet gennem lægevidenskabelige selskabers Twitter-profiler, som har et stort fagligt publikum.
Sociale medier er ikke bare ’snak og sladder’
Ifølge Peter Hyldgård er der to overordnede ting, man kan lære og tage med sig fra det amerikanske studie.
For det første skaber det opmærksomhed omkring det, at man kan nå et stort fagligt publikum gennem sociale medier, siger han og uddyber:
– Der udkommer flere hundrede tusinder af videnskabelige artikler hvert år, og selv inden for ens eget fagfelt, kan det være svært at følge med. Twitter kan være en måde at nå rigtig mange af sine fagfæller og få en større faglig synlighed.
For det andet kan man som forsker, gennem Twitter som medie, træne sig selv i at kommunikere klart og tydeligt om hvad det er, man laver, siger han:
– Twitter er et sted, man får super god træning i at kommunikere, men også et sted hvor man får hurtig og direkte respons på det, man tweeter.
Resultaterne af det amerikanske studie er også et udtryk for, at den videnskabelige kommunikation ikke længere kun foregår i aflukkede rum, som blandt andet tidsskrifter og på konferencer, mener Peter Hyldgård. I dag foregår den også på de sociale medier.
– Det bryder med opfattelsen af, at sociale medier kun er snak og sladder: sociale medier kan være en måde at få kommunikeret sin forskning ud til offentligheden. Man taler ofte om sociale medier som en stor masse af vrøvl, som vi hælder vores eget indhold ud i. Men det er ikke helt rigtigt. Der er masser af forskellige kanaler, hvor der faktisk foregår en masse fagligt på de sociale medier, siger Peter Hyldgård.
Men er der ikke risiko for, at forskningen drukner i støj fra alt det andet indhold, man finder på de sociale medier?
– Hvis man gerne vil have sin forskning brugt af andre forskere, hvis man gerne vil have at ens viden når ud til samfundet og ud til politikerne, så kan man også blive nødt til at træde ind i dette støjende rum. Ellers kommer din viden jo aldrig ud i samfundet, svarer Peter Hyldgård.
– Det er en måde for forskerne at træde ud af elfenbenstårnet, tilføjer han.
Twitter er imidlertid et større og mere brugt medie i USA end i Danmark. Derfor gør det amerikanske studie sig ikke nødvendigvis gældende 1:1 i forhold til den danske forskningsverden, indvender Peter Hyldgård.
Det er dog hans indtryk, at også danske forskere bruger Twitter meget i faglige sammenhænge. For eksempel har der i Danmark under coronapandemien foregået mange faglige diskussioner blandt danske fagfolk på Twitter, siger han.
Kommunikation er blevet en naturlig del af forskningen
Peter Hyldgård fortæller, at han i sit arbejde som rådgiver og underviser i forskningskommunikation blandt andet bruger Twitter som et træningsværktøj, der giver benspænd i at skulle udtrykke sig kort og præcist som forsker eller studerende.
Men det har ikke altid været sådan, at kommunikation har indgået som en fast del af forskningen, tilføjer han. I løbet af de sidste 20 år er der sket et stort skift i forskeres tilgang til formidling og kommunikation. Tidligere oplevede Peter Hyldgård et forbehold blandt forskere mod at skulle gå i dialog med omverdenen fordi man var bange for, at ens forskning skulle blive forsimplet.
– Men det forbehold findes ikke længere, tilføjer han og uddyber:
– Der er i dag en langt større accept af, at man skal kommunikere til omverdenen. Man finder det selvfølgeligt, at man skal lære at kommunikere klart og tydeligt, og at det er en naturlig del af ens forskning.
