Når køn bliver en (lille) forskningsfordel

Af Lene Kühle, professor i religionssociologi ved Institut for Kultur og Samfund, AU.

Det er vel få, der benægter, at andelen af kvinder på en arbejdsplads betyder noget for arbejdspladskulturen. Det gælder selvfølgelig også for universiteterne. Vi ved fx, at studerende forholder sig forskelligt til underviseren og undervisning afhængig af deres eget og underviserens køn.

Vi ved, at kvindelige forskere optræder mindre som ekspertkilder end deres mandlige kollegaer, og vi ved, at når de gør, så modtager de sandsynligvis en hårdere medfart og mere personrettet kritik.

Vi ved også godt, at der er nogle discipliner og emner, der har højere andel af kvindelige forskere end andre, men vi snakker måske mindre om, hvilken forskel det gør for den konkrete forskning, om det faktisk er en mand eller en kvinde, der står i spidsen for eller udfører den.

Der fremhæves ofte, at det er godt med diversitet i forskningen, men hvad det betyder konkret, taler vi mindre om: Har kvindelige forskere generelt mere blik for køn?

Diversitet i danske moskeer

Min overordnede forskningsinteresse er religiøs diversitet og den juridiske, politiske og religiøse betydning af dette. Jeg har i den anledning bl.a. forsket i moskeer i Danmark.

Jeg stod bag kortlægninger af moskeer i Danmark i 2004-6 og 2017-9, hvor jeg havde (både mandlige og kvindelige) forskningsassistenter og studentermedhjælpere til at lave interviews i moskeerne, men hvor jeg også selv lavede en del af interviewene og også deltog i en række arrangementer i moskeerne, fx fredagsbøn, undervisning, fester, etc.

Et af de spørgsmål jeg meget ofte har fået, er, hvordan det er som en kvindelig forsker at komme ind i moskemiljøerne?  Spørgsmålet er ikke helt åndsvagt, for moskeerne har en ret høj grad af kønsopdeling.

De er ofte opdelt, så der er områder, hvor det primært eller udelukkende er mænd, der kommer og områder, som er forbeholdt kvinder. Denne opdeling begrundes med, at mænd og kvinder normalt beder hver for sig.

Læs også: Vi hylder kvinderne i dansk forskning

Kvinderne beskriver det ofte som godt, at moskeen er opdelt, for så bestemmer de selv i deres del af moskeen, men moskeerne fremstår alligevel som mandsdominerede, da mændenes områder ofte er meget større end kvindernes, og ledelsen i moskeer normalt udelukkende består af mænd.

Som årsag til at mændenes plads i moskeen prioriteres, angives det ofte, at det opfattes som obligatorisk, at mænd deltager i den fælles fredagsbøn, mens det for kvinder er et (til)valg. Hvis moskeen er for lille, bør mændene derfor have pladsen.

Da vi gennemførte undersøgelsen i 2004-6, var der faktisk rigtig mange moskeer, hvor kvinderne ikke kom i moskeen, da de ikke havde et bederum. Selvom det ikke er forbudt for kvinderne at bede sammen med mændene, så betød det i mange tilfælde, at der sjældent eller aldrig kom kvinder i moskeen.

Repræsentant for forskning og viden

Giver det så problemer for en kvindelig forsker at besøge de kønsopdelte moskeer? Det har det helt overordnet set ikke gjort for mig. Men det, at jeg er en kvindelig forsker, har betydet, at selvom jeg forskningsmæssigt ikke er særlig interesseret i køn, så er køn automatisk tilstede i nogle tilfælde uanset, om jeg vil det eller ej.

Fx husker jeg en interviewaftale en aften i en moske i Nordsjælland. Da det blev tid til bøn, insisterede de personer fra bestyrelsen, som jeg talte med, på at jeg skulle gå med ind og overvære bønnen. Herefter bad de mig sætte mig allerforrest med front mod de bedende, så alle kunne se mig.

Det var ren venlighed fra deres side, men som den eneste kvinde i moskeen, blev jeg pludselig meget opmærksom på mit køn. Jeg tror ikke, at de tænkte på det, ligesom (nogle) mænd på universiteterne måske heller ikke tænker på det, hvis der er et panel, et seminar eller et møde, hvor der kun er en enkelt kvinde.

Tilsvarende var jeg engang inviteret med til en stor festmiddag i anledning af profetens fødselsdag, hvor jeg blev bedt om at sidde sammen med moskeens bestyrelse sammen med alle mændene, mens kvinderne sad i den helt anden ende af salen. I begge disse situationer var jeg givetvis mere opmærksom på mit køn end moskebestyrelserne var.

De så mig som en gæst – måske en repræsentant for majoritetssamfundet, men helt sikkert som en repræsentant for universitetet og for forskning og viden, som har høj status i moskemiljøerne. Faktisk blev mit køn i nogle tilfælde en lille fordel, fordi jeg ubesværet har kunnet bevæge mig rundt i hele moskebygningen, noget som – i hvert fald i nogle moskeer- kunne være sværere for en mandlig forsker.  

Omfattende ændringer af kvinders rolle i danske moskeer

Jamen er der slet ikke undtagelser? Jo, selvom mine erfaringer fra moskemiljøerne generelt kunne overføres, da jeg i 2010 – sammen med en mandlig kollega- lavede en undersøgelse af radikalisering, blev forskerens køn her i langt større omfang forbundet med muligheden for adgang. Det var vanskeligere at få interviewaftaler med personer af det modsatte køn, selvom det ikke var umuligt.

I et tilfælde var der fx en interviewperson, som mente, at det ville være upassende, at vi mødtes alene, så han bad mig medbringe en mand til interviewet. Min kollega kunne desværre ikke den pågældende dag, så jeg endte med at medbringe min egen mand, som sad og arbejdede på sin computer under hele interviewet.

Læs også: Politikernes grønthøstere har ødelagt systemet bag dansk forskning

I de ti år der gik mellem de to moskekortlægninger, er der sket ret omfattende ændringer af kvinders rolle i danske moskeer. Når der bygges og indrettes nye moskeer, skal der også være plads til kvinder. Kvindelige muslimske lærde har fået en større rolle i moskeerne og flere moskeer har fået kvindelige bestyrelsesmedlemmer. Der er stadig et stykke vej endnu før der er reel ligestilling i moskeerne, selvom udviklingen har været ret markant.

På universiteterne er man også nået et langt stykke siden Astrid Friis i 1945, som den første kvinde blev udnævnt til professor. Men også her er der lidt vej endnu: Ting, man skal få øje på, noget der skal diskuteres, måske endda tiltag, der skal tages.

Den 8. marts er en årlig mulighed for at standse op og vurdere, hvor vi står.

God kampdag.