Connect with us

Hvad søger du?

Science ReportScience Report

Debat

Politikernes grønthøstere har ødelagt systemet bag dansk forskning

– Som mange andre yngre forskere fik jeg nok, skriver Anette Ekström Larner.

Anette Ekström Larner er blandt andet ophavskvinde til Twitter-profiler @AAUforskeren. Foto: Privat

At forske er på mange måder et enormt privilegie. Man får lov til og løn for at arbejde intenst, grundigt og nørdet med et meget lille område af noget forskning, som ikke er lavet endnu. Man lægger puslespilsbrikker til andres arbejde, og man tager ind på den akademiske arena og diskuterer sit arbejde med førende nationale og internationale forskere.

For mig var det det enormt spændende graver-arbejde, analyserne, formidlingen og sparringen med kolleger, der tændte den største ild i mig, samt undervisningen af studerende. De bedste dage var der, hvor jeg efter mange lange dage og måneder kom ud af arkivet med historisk guld i hånden, eller der hvor jeg havde arbejdet sammen med folk fra forskellige fagligheder og kulturer.

Desværre var der ikke mange af de dage … og som mange andre yngre forskere fik jeg nok.

Læs også: – Forskerne vil gerne kommunikere, men kan ikke

Jeg har været i akademia siden 2010, hvor jeg startede som Ph.d.-stipendiat på Aarhus Universitet i Historie. Det havde egentlig aldrig været min ambition at gå den vej, men mødet med min vejleder ændrede på det. De kommende år var enormt spændende og lærerige, men kom også med en pris.

For arbejdet med Ph.d.en var et vanvittigt udholdelsesløb. Det var intenst, ensomt, hårdt, fascinerende, engagerende og det blev en del af mig selv.

Som forskere taler vi ofte om afhandlingen som vores baby. Det er nok ikke sundt, for vi slipper den ikke, selv når vi går hjem, på weekend eller sågar på ferie. Den er med os overalt, selv under bruseren og i SuperBrugsen. Arbejdet bliver grænseløst.

Hårde vilkår i akademia

Arbejdet med en Ph.d. føles, som var man Hannibal, der krydsede Alperne med sine elefanter i bagagen. Desværre er arbejdet ofte forbundet med meget stor usikkerhed. Usikkerhed på sig selv og sine egne evner.

Vi taler meget om ’imposter-syndromet’. Præstationsangst. Usikkerhed på fremtiden og i konkurrencen med sine juniorforskerkolleger. Det hænger tykt i luften ved konferencer og inde i kaffestuen. International forskning viser, at stress, angst og udbrændthed er meget hyppig blandt akademikere.

Læs også: DTU-professor: Vi mister millioner af kroner på spildt arbejde

Selv gik jeg ned med stress i 2014 – blandt andet i forbindelse med en gennemgribende omstrukturering af Aarhus Universitet, hvor det blev meget tydeligt for mig, at fremtidsudsigterne blev enormt usikre. Og jeg skulle til at blive mor for anden gang, så det var vigtigt for mig, at jeg kunne forsørge min familie.

Under barslen i 2014-15 begyndte jeg for alvor at overveje min fremtid i forskningen. Jeg deltog i nogle af AU’s Ph.d.-careers workshops om karrierefremtid og kompetenceafklaring. Det hjalp lidt, og det gav mig modet til at vende tilbage fra barslen med et andet fokus på min forskning. Ensomheden var der stadig, og imposter-syndromet fyldte også stadig meget.

Men jeg var ikke længere gift med tanken om at blive fastansat.

Den mentale ekstremsport

At være ”gift med” eller indhyllet i sin forskning er for mange af mine bekendte en stor del af deres arbejde. De elsker det! Og det kan jeg på mange måder også godt forstå. Det gjorde jeg også. Sat på spidsen kan vi sige, at forskning ikke er et arbejde men et kald. Forskningen absorberer ens tanker, og kan være svær at lægge væk – især i travle perioder. Og prøv så lige at spørge en forsker, hvornår de ikke har travlt.

Forskning er mental ekstremsport. En sport, der udføres på urimelige betingelser men med de allerhøjeste forventninger. I Danmark aspirerer vi til verdensklasseforskning. Vi kigger mod de bedste tidsskrifter at publicere i, og sigter efter de bedste universiteter i verden. Dér skal vi være! Stryg forbi månen og sigt ud mod stjernerne. Men vores rumraket er lille, og hullerne dækkes undervejs af gaffatape fra Jem&Fix.

I stigende grad ansættes prekærtansatte juniorforskere på korte og usikre kontrakter til at varetage forskning og undervisning. Disse typer af ansættelser giver mange huller i forsknings- og undervisningsskroget, når de unge forskere ikke længere kan få midler til et halvt eller helt år mere. Kontinuiteten i forskningsmiljøerne og undervisningen forsvinder i takt med, at midlertidige post.doc-ansættelser stryger i vejret. Det samme gør brugen af timelønnede eksterne lektorer på daglejerkontrakter – en stillingtype, der aldrig var tiltænkt en hel underviserstilling.

De politiske slankekure

Årsagerne til denne udhuling af rumraketten er mestendels politisk – både fra Folketinget og fra universitetspolitisk, som har strategiske ambitioner om for eksempel internationalisering, kortsigtet fokus på direkte overførbar grundforskning (forskning til faktura) og selvfølgelig økonomi.

Hvis du har fulgt bare en lille smule med de seneste 15 år, vil du vide, at universiteterne har været underlagt ekstreme slankekure. Det var ikke nok med en Nupo-kur til at skære fedtet væk. Grønthøsteren blev hevet frem og taget i brug. Der blev lukket mange mindre fag – især de mindre hum-fag blev gjort til ensilage. I disse dage med krigen i Ukraine, ser vi nu, at vi faktisk ikke har ret mange eksperter i russiske og østeuropæiske studier at tage af… det kan man jo tænke lidt over.

Læs også: Molboagtig forskningspolitik

Efter grønthøsterne – og vi taler både de blå og røde – kom mange fyringer, og faste stillinger blev ikke genbesat. Med de kommende store besparinger med udflytningsplanen, ser fremtiden endnu mere dyster ud. Juniorforskerenes fremtid bliver nu engang endnu mere usikker, og seniorforskerne skal finde et isbad klar til skinnebenssplinterne, for der skal løbes endnu hurtigere.

Men juniorforskerene – dem med gejsten! Viljen! Lysten! og passionen intakt … hvad med dem?

Det ser sort ud, især hvis de arbejder på humanistiske eller SAMF-projekter. Pengene tørrer ud, ansættelserne bliver færre og kortere, og arbejdsmiljøet bliver mere og mere cut throat. Men lysten er der stadig for rigtig mange! Håbet.

Forskningen som identitet

Måske netop på grund af håbet slipper man ikke bare lige sin identitet som forsker – for det ER en identitet. International litteratur viser, at mange forskere, uanset hvilket niveau de er på, gennemgår en valley of death-oplevelse i forbindelse med deres exit. En overvældende usikkerhed på sig selv – hvem er jeg, hvad kan jeg, hvad skal jeg? Ville det ikke bare være nemmest, hvis jeg krampagtigt holdt fast ved det gamle? En sorg- og identitetsproces.

Processen ved exitten er naturligvis ikke ens for alle, men for mig er den kommet ad flere omgange. Først i 2014 under min sygemelding, da det gik op for mig, at min fremtid i forskningen var meget lidt sandsynlig, for jeg var ikke indstillet på at gamble med min families økonomiske sikkerhed. Den erkendelse gjorde mig usikker på min vilje og min berettigelse.

Men jeg fortsatte.

Anden gang i sorg- og identitetsprocessen var under post.doc’en, da det for alvor stod klart for mig, at jeg var brændt ud. For hvem pokker er jeg så nu? Har jeg stadig værdi? Kan jeg overhovedet bruges til noget? Det er tanker, jeg ved, at jeg ikke er alene om.

Jeg traf et valg om, at nu var det slut. Jeg ville ikke forfølge en karriere indenfor forskning mere. Jeg tog selv beslutningen, og jeg er fuldstændigt afklaret.

Det betyder ikke, at det ikke gør ondt.

Mange presses ud af forskningen

Men der er mange juniorforskere, for hvem beslutningen ikke tages af dem selv. Hvor ønsket og ikke mindst håbet om en fremtid i akademia brænder så kraftigt, at de i årevis tager til takke med det ene usikre midlertidige job efter det andet.

Og jeg forstår dem!

Også selvom de er brikker i et system, der strategisk bruger underbetalte, meget kloge hoveder for at få budgetter til at gå op. Et system, der gambler med, at de unge er så forelskede i deres forskning, at de er villige til at arbejde under dårlige vilkår. For når én træder ud af rækken, står den næste klar i køen; bare ét semester mere.

Systemet er i stykker

Det er systemet, der er noget galt med. Dels ansættes der for mange forskeraspiranter. Dels prioriterer universiteterne nogle gange at hente internationale stjerner ind og lader dermed egne opfostrede talenter stå i kulden med hatten i hånden. Og så er forskningsinstitutionerne politisk underlagt rigide budgetter, og dels prioriteres forskning til faktura.

Min lyst og håb forsvandt i løbet af min ansættelse som post.doc. på Aalborg Universitet. Jeg holdt ellers utroligt meget af mine kolleger og forskningen. Det var systemet og de strukturelle usikkerheder forbundet med forskerlivet, der slukkede min ild.

Læs også: Vi har et problem på universiteterne

Nu har jeg besluttet at træde ud af forskningsmøllen og ud i den der verden udenfor. En verden, som endnu ikke helt forstår, hvad man skal med sådan nogle som os. Sådan nogle forskere.

En ting er sikkert. Jeg har elsket de fleste af mine år som ansat på universiteterne. De mennesker, jeg arbejdede sammen med, er nogle af de klogeste, mest passionerede og mest arbejdsomme, jeg nogensinde har mødt. Det er ikke forskningen, der slukkede min ild.

Det var i høj grad systemet.

Og det kan vi gøre noget ved.

Hvis altså vi vil.

Forsiden lige nu:

Kultiveret kød kan blive game changer for klimaet

For snart et årti siden kom det første forskningsgennembrud med celledyrket kød som klimabedrift og videnskabelig pendant til den konventionelle CO2-tunge kødindustri. Forskningen vinder nu frem herhjemme, men er udfordret af lovgivning, hemmelighedskræmmeri og kapital.

Seneste artikler:

Thomas Bak bliver ny dekan på Aalborg Universitet

Aalborg Universitets nye dekan for Det Tekniske Fakultet for IT og Design bliver professor Thomas Bak. Han afløser professor Henrik Pedersen, der ønsker at vende tilbage til forskningsgerningen.

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.