Forud for finanslovforhandlingerne har Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen meldt ud at i alt 750 mio. ”nye” kroner til grøn omstilling skal udmøntes væsentligt mere målrettet end tidligere. Efterfølgende har Regeringen lanceret deres nye grønne forskningsstrategi. Udmeldingerne har udløst en efterhånden rituel og ufrugtbar prioriteringsdiskussion blandt en lang række aktører.
Som tidligere er der også denne gang tale om ret umodne diskussioner set fra et internationalt perspektiv. Umodne i den forstand, at argumenterne hænger fast i delvist diskrediterede paradigmer og fører til positioneringer der ud fra en systembetragtning er kontraproduktive.
Fritag forskningen fra enhver form for styring
På den ene side fremfører repræsentanter for forskersamfundet det klassiske synspunkt, at forskningen i videst muligt omfang bør fritages for styring.
Synspunktet baserer sig på den såkaldte ‘lineære model’ hvor hovedbudskabet er at: ‘scientific progress on a broad front results from the free play of free intellects, working on subjects of their own choice, in the manner dictated by their curiosity’ (Science: The Endless Frontier, 1945).
Herunder antages det mere eller mindre eksplicit at ekstern styring vil hæmme forskningens frie og uforudsigelige udvikling; at forskningens selvorganisering sikrer at forskersamfundet naturligt søger mod de områder, hvor potentialet for gennembrud er størst. Og at der er en klar, funktionel arbejdsdeling mellem forskningssamfundet og erhvervslivet, hvor førstnævnte står for grundforskning, mens sidstnævnte står for udnyttelse og kommercialisering af den frembragte viden.
Argumentet er ikke nødvendigvis at strategisk forskning bør undgås, men i hvert fald at det ikke bør fremmes på bekostning af den frie forskning. I det danske finansieringslandskab er det i særlig grad Danmarks Frie Forskningsfond og Danmarks Grundforskningsfond, der har ansvaret for at understøtte den frie forskning.
Styrk samarbejdet mellem forskning og erhvervsliv
På den anden side har vi markedsmodellen som særligt de seneste to årtier er blevet promoveret af både erhvervslivet og store dele af det politiske system.
Mest tydeligt kunne modellen observeres i 00’erne med det forkætrede ’Fra forskning til faktura’-slogan, men selvom sloganet i dag er væk lever tænkningen stadig i bedste velgående i de pågående diskussioner. I modsætning til den lineære model opfatter man her samspillet mellem forskning og erhvervsliv som interaktivt snarere end klart opdelt.
Ifølge markedstænkningen bør finansieringssystemet derfor understøtte interaktion mellem universiteter og den private sektor gennem formaliserede samarbejdsmodeller og satse stærkt på områder med kommercielt potentiale. Ønsket er naturligvis at de offentlige forskningsinvesteringer udmønter sig i vækst, konkurrenceforbedringer og positive samfundsaftryk. I forskningsfinansieringslandskabet er især Innovationsfonden sat i verden for at varetage dette hensyn.
Begrundede bekymringer
Der er valide grunde til de bekymringer, der fra store dele af forskersamfundet udtrykkes i forhold til regeringens og ministerens udmeldinger.
Læs også: Forskere og ordførere går imod Ane Halsboe: Nej til politisk detailstyring af forskningsmidler.
Udmeldingerne peger i retning af såvel et stærkt erhvervsfokus som risiko for snævre politiske øremærkninger. Det sidste er af indlysende grunde problematisk da det ofte fører til skiftende og kortsigtede satsninger. Men det første har også sine problemer, som man i de seneste år i stigende grad har fået øjnene op for.
Udsagnet: ’innovation not only has a rate but also a direction’ indfanger denne bekymring og peger på, at nok er erhvervslivet uomgængeligt i forhold til at løse klimaudfordringerne, men der er samtidig grund til at erindre at erhvervsinteresser og samfundsinteresser ofte kun er delvist sammenfaldende. Forskning fører ikke nødvendigvis til en positiv samfundsudvikling, men kan lige såvel bidrage til det modsatte.
Samtidig er der heller ikke belæg for at hævde at store gennembrud først og fremmest udspringer af den helt frie forskning
Klimakrisen er således et eksempel, hvor forskning og teknologi både kan ses som en del af årsagen og en del af løsningen. Problemerne opstår ikke mindst, når erhvervshensyn ikke vejes tilstrækkeligt grundigt op mod bredere og mere langsigtede samfundshensyn.
På den anden side er der imidlertid også grund til at forholde sig skeptisk til forestillingen om, at forskersamfundet af sig selv vil nå frem til de opdagelser, der kan løse klimakrisen. Den akademiske verdens disciplinære kriterier og stærke fokus på publicering skaber ikke just de bedste incitamenter for løsningen af problemer, der per definition kræver diversitet i involveringen af både fagligheder og eksterne aktører. Når videnskaben blot overlades til egne selvregulerende logikker, orienterer den sig således ikke nødvendigvis produktivt mod de væsentligste samfundsmæssige udfordringer.
Samtidig er der heller ikke belæg for at hævde at store gennembrud først og fremmest udspringer af den helt frie forskning. En lang række af efterkrigstidens store gennembrud har tværtimod været sidegevinster af mere ’mission’-orienterede satsninger.
Manglende helhedstænkning
Ovenstående modsætninger er naturligvis ikke unikke for Danmark, men de er særligt udtalte her, fordi de understøttes af et finansieringssystem, der opmuntrer til at tænke i modsætninger frem for helheder.
Danmarks Frie Forskningsfond og Innovationsfonden kommer til at stå i opposition til hinanden snarere end som vigtige partnere med fælles mål og interesser
Hvor andre nationale finansieringsorganer som eksempelvis Norges Forskningsråd og det Hollandske NWO har et eksplicit bredt systemansvar, har de danske organer langt snævrere mandater og en tendens til at positionere sig i noget, der let bliver et nulsumsspil. Resultatet er ikke bare, at erhvervslivet og mange politikere på den ene side, og store dele af forskersamfundet på den anden side, ofte ender som modstandere snarere end medspillere. Det er også at Danmarks Frie Forskningsfond og Innovationsfonden kommer til at stå i opposition til hinanden snarere end som vigtige partnere med fælles mål og interesser.
Hertil kommer at begge modeller i sig selv er utilstrækkelige, hvis vi ønsker at udnytte forskningens potentiale til at accelerere den grønne omstilling. Selvom elementer af begge stadig har deres berettigelse er det afgørende at de indgår i en større helhed, hvor de ikke fremstår som uafhængige og delvist modsatrettede, samt at vi såvel i diskussionerne som i praksis undgår den uhensigtsmæssige opsplitning mellem grundforskning og strategisk forskning.
Behov for nye modeller
Præcis disse pointer er fremtrædende i den aktuelle internationale udvikling af modeller for ’transformativ forsknings- og innovationspolitik’ som forsøger at gøre op med de positioner, der præger den danske debat.
Diskussionerne går her i stedet på, hvordan man kan gøre den politiske ramme mere ’directional’ og inklusiv. Det centrale er ikke blot, at vi er nødt til at udpege en retning for forskningens udvikling, hvis vi ønsker den skal bidrage til at løse store samfundsmæssige udfordringer. Det er også, at udpegningen af denne retning kræver inddragelse af en bred kreds af aktører og perspektiver.
Forskersamfundet orienterer sig ikke nødvendigvis af sig selv mod de væsentligste samfundsmæssige udfordringer; erhvervslivet har først og fremmest egne markedsmæssige interesser for øje; og det politiske system har ikke i sig selv hverken viden eller overblik til at udforme en langsigtet og balanceret strategi. Det kræver derfor en proces hvor man ikke bare bringer de afgørende ’Triple Helix’ aktører (forskning, erhvervsliv og myndigheder) sammen, men hvor man også involverer NGO’er, civilsamfundet og andre bredere interesser. Kun hermed kan man sikre et tilstrækkeligt bredt helhedsblik på identifikationen af problemer og udviklingen af bæredygtige løsninger og samtidig undgå at særinteresser, hvad enten de er forskningsmæssige, politiske eller markedsdrevne, erobrer dagsordenen.
Centrale spørgsmål bliver dermed, hvordan vi får udpeget og sammentænkt de kortsigtede og de langsigtede samfundsmæssige behov i en samlet strategi, der involverer forskningen i alle dens faser; hvordan vi får et mere frugtbart samspil mellem de forskellige finansierende organer så de i højere grad komplementerer hinanden; og hvordan vi sikrer, at der arbejdes hen imod løsninger, der ikke blot giver mening i et markedsmæssigt perspektiv, men også indtænker langsigtede samfundsmæssige konsekvenser.
En sådan proces vil med sikkerhed blive vanskelig og kræve fleksible modeller tilpasset udfordringernes karakter og identifikationen af relevante aktører. Men den er samtidig uomgængelig i forhold til at udvikle holdbare løsninger.
