Det årlige talentbarometer er netop offentliggjort. Talentbarometret tager temperatuen på kønsdiversiteten i dansk forskning, og desværre viste målingen endnu engang, at det fortsat halter gevaldigt med at få alle talenter i spil på de danske universiteter.
Det er ikke overraskende, for det er et langt, sejt træk at gøre op med de historiske mønstre, som i dag afspejler sig i kønsfordelingen i vores forskerstab, særligt i andelen af kvinder på lektor- og professorniveau. Ligeledes er det ikke enkelt at gøre op med de forhold, som medvirker til, at en stor del af vores dygtige kvindelige studerende vælger en forskerkarriere fra.
Talentbarometrets data viser tydeligt, at der er et problem, men vi har brug for bedre retning på, hvordan der skal sættes ind
De danske universiteter har de seneste år sat fokus på tiltag, der kan fremme diversitet og mangfoldighed i forskerstaben. Det gør vi, fordi vi gerne vil have de stærkeste talenter i spil, og fordi vi med større diversitet får flere perspektiver med ind i vores forskning og uddannelse.
Der er sket fremskridt. Det fremgår også i talentbarometret, hvor der har været en mindre fremgang i andelen af kvinder på alle stillingskategorier siden 2008. Men når andelen af kvinder på adjunktniveau stagnerer, skaber det bekymring for vores mulighed for at styrke diversiteten på lektor- og professorniveau samt i universiteternes ledelse, hvor et hurtigt blik henover toppen afslører manglen på kønsdiversitet.
Vi må gøre mere og gøre det bedre. Både institutionelt og nationalt. I danske universiteters nye udspil, Viden skaber Danmark, er det en fælles ambition at få alle talenter i spil. Vi vil sammen gøre en indsats for at fremme diversitet og mangfoldighed blandt vores forskere og studerende. Her er kønsdiversitet ét velkendt parameter, men vi skal også skabe større mangfoldighed på andre områder.
Vi har allerede taget de første skridt til en stærkere fælles indsats, hvor vi vil se på nogle af de udfordringer, der er blevet fremhævet i kølvandet på offentliggørelsen af talentbarometret. Vi mener, at vi kan nå endnu længere sammen, hvis vi trækker på de gode erfaringer, som universiteterne har gjort sig enkeltvist. Eksempelvis indsatser i forhold til ubevidst bias, ledelsesudvikling, rollemodeller og mentorprogrammer.
Læs også: Universiteter: Kvoter er ikke svaret på den ulige kønsfordeling.
Vi vil i fællesskab se på, hvordan forskerkarrierevejen kan blive mere attraktiv og familievenlig for vores unge forskere. Det gælder både for kvinder og mænd, at forskerlivet – særligt i de yngre år – kan være svært foreneligt med et moderne familieliv.
Brud for bedre retning
Dette arbejde skal suppleres med bedre data, der kan belyse, hvorfor kvinderne falder fra i en forskerkarriere. Talentbarometrets data viser tydeligt, at der er et problem, men vi har brug for bedre retning på, hvordan der skal sættes ind. Hvordan ser forfremmelsesmulighederne ud for kvinder og mænd i dansk forskning, og hvor kommer vi af strukturelle årsager til at lukke dørene for nogle af vores talenter?
Vi vil også tænke vores uddannelser ind. Talentbarometret viser tydeligt, at der er nogle områder, hvor det har vist sig særligt svært at rekruttere kvinder til ledige stillinger. På det teknisk- og naturvidenskabelige område var andelen af kvinder blandt nyansatte forskere således kun 27 pct., mens andelen på øvrige hovedområder lå mellem 45-52 procent.
Den problematik hænger sammen med de unges studievalg. De kvindelige studerende udgør samlet set 53 pct. af universiteternes studenterbestand, men der er stor forskel på, hvordan mænd og kvinder fordeler sig på hovedområderne. Der er et markant flertal af kvinder på sundhedsvidenskab og humaniora, mens de mandlige studerende udgør et væsentligt flertal på de teknisk- og naturvidenskabelige uddannelser.
Med et sådant mønster i de unges studievalg, er vi allerede bagud på point, når det kommer til etablering og udvikling af den talentmasse, som er rekrutteringsgrundlag for vores forskerstab. Vi skal derfor udfordre stereotyper om kvindefag og mandefag og skabe inkluderende studiemiljøer, hvor studievalg træffes ud fra ønsker, kompetencer og kvalifikationer.
De unges studievalg formes allerede i grundskolen og på ungdomsuddannelserne, og forskernes karrieremuligheder påvirkes af forhold, som ligger uden for universiteternes mure. Indsatsen for større diversitet i dansk uddannelse og forskning kræver derfor et samspil mellem flere organisationer og aktører.
Vi kommer ikke i mål alene. Men det er en vigtig indsats. Både for samfundet og for universiteterne. Vi skal have alle talenter i spil, og køn må ikke spænde ben for en karriere i dansk forskning.
