Danske forskere er i vid udstrækning afhængige af bevillinger fra fonde for at finansiere deres forskning. I en nyligt offentliggjort opgørelse lavet af Center for Forskningsanalyse på Aarhus Universitet for Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFiR) præsenteres en grundig optegnelse over fordelingen af de konkurrenceudsatte forskningsmidler i den danske forskningsverden.
Det slående i opgørelsen er, at både private og offentlige fonde i vid udstrækning støtter et snævert udsnit af forskningsfelter, primært inden for natur- og sundhedsvidenskaberne, mens andre felter modtager en meget lille del af midlerne.
Læs også: Offentlige fondsmidler følger de private prioriteter.
I forskningsverdenen er det ikke nogen overraskelse at fordelingen er skæv. Her er det generelt kendt, at der er forskningsfelter, hvor det er meget sværere at skaffe midler, end det er i andre felter. Ligeledes kan der være forskel på omkostningerne til forskellige typer forskning afhængig af behov for laboratorier, feltarbejde, udgravninger med videre.
Men det er en øjenåbner, at fordelingen er SÅ skæv, som rapporten dokumenterer.
Udover at det åbenlyst kan være et problem for den enkelte forsker, der kan have svært ved at finansiere sine aktiviteter, har det i vores øjne en række negative konsekvenser for både forskning, uddannelse og samfund
Overordnet set skelner opgørelsen mellem bevillinger fra private og offentlige fonde. De private fonde, såsom Novo, Villum/Velux, Lundbeck og Carlsberg, har i deres fundats defineret specifikke områder, som de må støtte, mens de offentlige fonde ikke har samme begrænsninger.
Vi er bekymrede over, at de offentlige og private forskningsbevillinger rettes mod de samme få felter, for det giver det en markant og uhensigtsmæssig skævvridning af forskningen i Danmark.
Skævfordeling har flere negative konsekvenser
Skævvridningen gælder ikke blot mellem forskningsfelter, men også inden for de begunstigede forskningsfelter, hvor midlerne er samlet hos en mindre kreds af forskere. En nylig rapport fra DEA har nemlig påvist, at op mod 90% af forskningsmidlerne tilfalder 20% af forskerne.
Når vi sammenholder de to opgørelser, betyder det i praksis, at størsteparten af de danske forskere på tværs af alle felter har meget vanskeligt ved at få midler til deres forskning, mens en mindre gruppe af forskere inden for få forskningsfelter modtager størstedelen af bevillingerne. Udover at det åbenlyst kan være et problem for den enkelte forsker, der kan have svært ved at finansiere sine aktiviteter, har det i vores øjne en række negative konsekvenser for både forskning, uddannelse og samfund.
En løsning kunne være, at offentlige fonde øger deres støtte til andre områder end dem, der tilgodeses af de private fonde
Ift. forskningen ved vi, at der er behov for både den målrettede udforskning af veldefinerede forskningsspørgsmål og den mere åbne og eksplorative udforskning af det ukendte. Ofte kommer de store nybrud i den eksplorative forskning, der ligger uden for rammerne af de veldefinerede felter, og den kan komme fra både yngre og veletablerede forskere. Slagsiden af at give størsteparten af midlerne til en mindre gruppe veletablerede forskere inden for få felter er derfor, at vi risikerer at gå glip af de banebrydende opdagelser, som er en central drivkraft i forskningen. Metaforisk talt hjælper den eksplorative forskning os til at finde kilder med vand, og den målrettede hjælper med at grave brønde og pumpe vandet op. Begge er nødvendige, men hvis ikke vi satser på den eksplorative, ender vi med at udtømme vores kilder.
Ift. undervisningen siger vi ofte, at universitets vigtigste bidrag til samfundet er de kandidater, der uddannes. Der er bred enighed om, at universiteterne skal levere forskningsbaseret undervisning til disse kandidater. Men skævvridningen af forskningsfinansieringen betyder, at vilkårene for at levere forskningsbaseret undervisning også er skæve. Paradoksalt nok er nogle af de felter, der uddanner flest kandidater, samtidig dem, der har dårligst mulighed for at få støttet deres forskning. Det gælder fx. mange af de humanistiske og samfundsfaglige discipliner. Vi bør sikre, at alle kandidater forlader universitetet med den mest tidssvarende viden, de fremmeste færdigheder og den grundigste forståelse af, hvordan de kan anvende deres viden og færdigheder i praksis. Det er hovedargumentet for forskningsbaseret undervisning, og den beror i sagens natur på, at der faktisk er midler til at udføre den forskning, som undervisningen skal baseres på.
I dag virker det f.eks. oplagt for alle, at klimaforskningen er essentiel, men sådan var det ikke tidligere
Ift. samfundet har vi behov for et bredt vidensberedskab. Vi støtter op om, at man prioriterer forskningsmidler mod akutte samfundsmæssige udfordringer og særligt lovende muligheder. Men samtidig er det fra et forskerperspektiv tydeligt, at mange af de udfordringer, der i dag står helt centralt i vores bevidsthed, for få år siden var marginale forskningsfelter. I dag virker det f.eks. oplagt for alle, at klimaforskningen er essentiel, men sådan var det ikke tidligere. Det samme gælder viden om terror, flygtningestrømme, fake news, digitale kompetencer og mange andre aktuelle problemstillinger. Det tager lang tid at bygge et forskningsfelt op fra bunden, så lang tid at man næsten altid vil ende med at halte bagefter, hvis man ikke i forvejen har kompetencer indenfor et fagområde. Vi kan sjældent forudsige, hvad vi har brug for at vide om fem og ti år, så vi bør sikre en bredde i vores nationale vidensberedskab.
Betyder flere private penge mere skævvridning?
Alt tyder på, at de private fonde vil øge deres investeringer i de kommende år. Det er en glædelig nyhed, men det risikerer at gøre skævvridningen endnu mere udtalt.
En løsning kunne være, at offentlige fonde øger deres støtte til andre områder end dem, der tilgodeses af de private fonde. En anden løsning kunne være, at de private fonde, som udgør et kæmpe gode for den danske forskningsverden, støtter så bredt, som deres fundats overhovedet kan tillade. Med bredt mener vi både med hensyn til forskningsfelter og med hensyn til bevillingsstørrelse.
I forhold til begge løsningsmodeller indikerer opgørelsen, at der er behov for en bedre koordinering mellem de offentlige og private fonde, hvis man vil undgå den markante skævvridning af forskningsfinansieringen.
Afsendere: Rasmus Bjørk (Lektor, DTU, formand for Det Unge Akademis forskningspolitiske udvalg), Peter Dalsgaard (Professor, AU), Henrik Dimke (Lektor, SDU, formand for Det Unge Akademi), Anders Engberg-Pedersen (Professor, SDU), Kristoffer Kropp (Lektor, RUC), Bjørn Panyella Pedersen (Lektor, AU), Thomas Just Sørensen (Lektor, KU)
Medlemmer af Det Unge Akademi, Videnskabernes Selskab. Forfattere er angivet i alfabetisk rækkefølge.
