debat

Videnskaben har været sin opgave voksen under corona-pandemien

Er der et lys i mørket under corona-pandemien, så er det, at videnskaben – hen over hele spektret fra lægevidenskab over naturvidenskab, samfundsvidenskab, humanvidenskab til teknologi og teologi har vist sig både sin opgave voksen og ansvarlig, skriver professor Vincent F. Hendricks.

Af - 16. december 2020

Vincent F. Hendricks, professor, dr. phil., phd. Leder af Center for Information og Boblestudier, Københavns Universitet

Året 2020 blev det år, hvor videnskaben skulle stå sin prøve. Ikke blot lægevidenskaben, men ligeledes naturvidenskaben, samfundsvidenskaben, humanvidenskaben, teologien som teknologien. Hvad der startede som et lægefagligt og mestendels naturvidenskabeligt anliggende, blev inden længe ligeså en økonomisk, politisk, social, informations- som adfærdsteoretisk, værdibåren udfordring givet corona-pandemiens hærgen verden over. 

Det er interdisciplinær videnskab vi skal sætte vores lid til, når store og påtrængende problemer kræver deres løsning

Hverken de kortsigtede eller langsigtede initiativer som løsninger er monoparadigmatiske – men poly-paradigmatiske – når systemiske kriser rammer. Systemiske kriser har så mange bevægelige dele fra molekylestrukturer over befolkningskontrol til mediernes modus operandi, at en enkelt videnskabelig disciplin alene ikke kan favne endsige håndterer hele komplekset. Det gælder corona-pandemien som det gælder indfrielsens af FNs 17 verdensmål, World Economic Forums stående 10 udfordringer til verden eller OECDs ambitiøse globale dagsorden

Om 2020 lærte os noget er det, at videnskab vitterligt kan noget. Det er interdisciplinær videnskab vi skal sætte vores lid til, når store og påtrængende problemer kræver deres løsning. Coronakrisen er speciel derved, at hvor løsningen af klimakrisen, afhjælpning af den i verden stigende økonomiske ulighed, bekæmpelse af fattigdom, opgør med kønsskævhed, verdensomspændende sundhed, misinformation på nettet og hvad alle de andre globale udfordringer bringer, så kan de synes ganske abstrakte og utilnærmelige for den enkelte: ”Hvad kan jeg gøre?” 

Men corona-pandemien kan tværtimod både høres i radioen, smages i halsen, mærkes i hverdag som i videnskab fra smittetryk og indlæggelser til forsamlingsforbud og forskningsprojekter … og ikke mindst, at vi som borgere udviser ”samfundssind”, der er den eneste spilteoretiske strategi, igennem hvilken vi kan være med til at koordinere os ud af krisen.

En stadig strøm af konspirationsteorier
Parallelt med informationsudsendelser, onlineskampagner og interview med kyndige videnskabsfolk for at oplyse befolkningen om pandemiens udbredelse, samfundsreaktionen og indskærpelse af regeringens nuværende forordninger samt sundhedsmyndighedernes mulige fremtidige tiltag for at bekæmpe COVID-19, ruller ved siden af en stadig strøm af fantasifulde konspirationsteorier, der forklarer alt med intet eller meget lidt. 

Her er en dubiøs, men indrømmet avantgardistisk,kausalkæde” fra de første måneder: Coronavirus er et strategisk biologisk våben udviklet af amerikanerne mod kineserne – et våben, der kun rammer den mongolide race (det viste sig så ikke at passe!); Hollywood-filmen ‘Contagion’ (fra 2011) med blandt andet Laurence Fishburne, Gwyneth Paltrow og Jude Law er delvist evidens for, at coronavirus er en amerikansk påhit. Læg nu hertil, at Hong Kong-kineseren, filminstruktøren, skuespilleren og kampsportsmesteren Jackie Chan tidligere på året var kommet i karantæne med mistanke om coronasmitte. Der har vi det så: Det er en stor konspiration – og der er også noget om QANON som en konstant et eller andet sted i ligningen, der forbliver uspecificeret. 

I det hele taget har de sociale medier set en eksplosion af fingerede nyheder og misinformation i forbindelse med det globale udbrud af coronavirus. Faktisk begyndte man tidligt i forløbet at tale om en decideret ”infodemi”, der ruller parallelt med den igangværende pandemi. 

Coronakrisen [er] et kardinaleksempel på, hvordan videnskaben kan være ambitiøs, agil og ansvarlig

Flere organisationer har sat sig til modværge fra FN til WHO. EU har eksempelvis som modsvar iværksat en taskforce, EUvsDiSinfo, der skal bekæmpe misinformation og ikke mindst det stigende antal konspirationsteorier, som er blevet antændt i forbindelse med covid-19-udbruddet. De etablerede medier har også gjort deres for at dæmme op for misinformationen og fake news sammen med sundhedsmyndigheder, forskere, fagorganisationer og frænder i øvrigt. Og endnu mere af det, hvor båndet mellem videnskab og journalistik forstærkes

Videnskabens sociale ansvarlighed
Videnskaben har under corona udvist tålmodig, tillidsvækkende og utrættelig social ansvarlighed – et begreb, der modsvarer virksomhedernes sociale ansvar (CSR – Corporate Social Responsibility), der nok er bedre kendt i offentligheden. I en artikel fra 2011 ”Scientific Social Responsibility” (forkoret SSR) gør tre danske forskere Povl Krogsgaard-Larsen, Peter Thostrup og Flemming Besenbacher det klart, at forskningssamfundet har et ansvar for at adressere presserende problemer, som det bør tage på sig. De tre forskere definerer SSR således:

“[D]et ansvar, der påhviler forskere fra alle videnskabelige discipliner, til at positionere og definere deres forskning indenfor en kontekst, som gør det muligt for dem at bidrage positivt til samfundet og til at møde tidens store udfordringer.” (Krogsgaard-Larsen, Thostrup og Besenbacher, 2011, s. 10739)

SSR indskriver sig i en oplysningsfilosofisk tradition, hvor videnskabens mål og rolle ikke blot består i at levere viden og forståelse af verden og det omkringliggende samfund, men ligeledes skal bidrage aktivt til at forandre disse til det bedre. 

Er der et lys i mørket under corona-pandemien, så er det, at videnskaben – hen over hele spektret fra lægevidenskab over naturvidenskab, samfundsvidenskab, humanvidenskab til teknologi og teologi har vist sig både sin opgave voksen og ansvarlig: Med lige dele glæde og stolthed har man kunnet iagttage hvordan hele det videnskabelig korpus har taget udfordringen på sig. Inden længe bringes vaccine ud i storskala til verdens befolkning – det var ikke sket uden videnskabens massive intervention som innovation, fra forskere til forskningsfonde og forlag, der eksempelvis har gjort al forskning tilgængelig gratis når det vedrører corona

Har der været videnskabsskepsis (herunder vaccineskepsis – ingen nævnt, ingen glemt – og alligevel viser foreløbige undersøgelser, at 8 ud af 10 danskere er klar til at lade sig vaccinere mod COVID-19 når vaccinen foreligger) i omløb i de sidste år både online og offline, så er coronakrisen et kardinaleksempel på, hvordan videnskaben kan være ambitiøs, agil, ansvarlig – og ligeså samarbejdende internt som den er tillidsvækkende eksternt. Lad os huske på det når vi er bevæger os ind i 2021, for de øvrige systemiske kriser og globale udfordringer, der kræver videnskabens hjælp og intervention fremover, har ikke været på ferie eller sygemeldte under corona-pandemien.