Det kræver sin mælk at komme på listen Highlycited.com – en liste over den ene procent af verdens forskere, der er mest citeret.
Spørgsmålet er, hvilke strategier man skal følge for at nå dertil, hvis man er knapt så erfaren i kunsten at skrive artikler. Science Report har talt med to danske topforskere på listen.
Kend dit niveau
En tommelfingerregel er altid at lytte til de erfarne indenfor ens felt. Ofte kan man selv sidde med en fornemmelse af, at have gjort en stor, stor opdagelse, og her er det en god ide at få andre til at vurdere, på hvilket niveau ens opdagelse er. Det betyder nemlig også, at de garvede kan angive, hvilket tidsskrift der er passende at publicere i.
– Noget, man tit ser hos unge stræbefulde ph.d.-studerende, er, at man sigter for højt. Så går der meget tid til at skrive til Science eller Nature i det format, de vil have, og det kan være en omstændelig affære. På den måde er der mange, der spilder rigtig meget tid, siger Anders M. Svensson, lektor i is og klima ved Niels Bohr Instituttet ved Københavns Universitet.
Men naturligvis skal der også læses rigtig meget i videnskabelige tidsskrifter, for at spare tid og kunne ramme den rigtige skrivestil.
Hvis det er ens første papir, og man har lagt hele sin sjæl i det, og den afvises, kan man let få en nedtur.
– Du skal ind i den videnskabelige jargon, man bruger, og det lærer du kun ved at deltage i processen – og det mange gange. Når du skal til at skrive, skal du helst have læst mange andres artikler. Hvert videnskabeligt tidsskrift har gerne sin egen skabelon. Studér den nøje og bliv fortrolig med den. Så er det nemmere at få tingene accepteret, siger Mikkel Jørgensen, seniorforsker ved Section for Organic Energy Materials, DTU
Væn dig til afslag
En anden god evne at tillægge sig er at få lidt hård hud på nerveenderne. Mange af dem, der i dag sidder som unge forskere, har måske surfet gennem studiet med god feedback på samtlige skriftlige opgaver. Men når det kommer til at blive publiceret, skal man være opmærksom på, at kravene er langt højere:
– Hvis det er ens første papir, og man har lagt hele sin sjæl i det, og den afvises, kan man let få en nedtur. Men det skal man lære at tackle, for mange har prøvet noget lignende. Men det kunne også være, at man bare har mødt en dårlig reviewer eller sur editor, siger Anders M. Svensson.
…jeg venter ikke med at læse mailen til senere på dagen. Jeg render altid ind på mit kontor og læser den med det samme, for det er lige spændende hver gang
Dermed er det ikke sagt, at der altid er en begrundelse for et afslag i svaret fra tidsskriftet.
– Ellers må du bare prøve at få artiklen udgivet et andet sted, siger han.
Ser man på Anders M. Svenssons personprofil, har han mere end 100 artikler på sit CV. Men et review-svar er stadig ikke “hverdag” for ham.
– Det er jo det, jeg laver. Det er mit hjerteblod. Så jeg venter ikke med at læse mailen til senere på dagen. Jeg render altid ind på mit kontor og læser den med det samme, for det er lige spændende hver gang, siger han
Peer-review bliver nemmere og hurtigere med netværk
Når det handler om at få publiceringsprocessen til at gå smidigt, kan det typisk være en fordel at foreslå, hvem der skal give kritik af ens artikel. Forskningsområderne er typisk meget snævre, og hvis man ikke selv har forslag til reviewer, skal tidsskriftet selv finde frem til dem. Ved selv at foreslå en kan processen gå hurtigere.
Ud over realitetssans og et par tricks for at få selve publiceringsprocessen til at gå hurtigere, er tålmodighed en nødvendighed.
– Derfor er det en god idé at netværke med folk, når man er til konference. Hvis der er folk, man arbejder godt sammen med, vil det være en god ide at foreslå dem. Det betyder, at vurderingen af ens artikel vil gå hurtigere. Dermed ikke sagt, at behandlingen bliver mindre kritisk, siger Mikkel Jørgensen,
Det er også muligt at frabede sig enkelte personer som reviewer.
– Men det siger sig selv, at den liste ikke skal være alt for lang. Men det er helt fair at nævne en enkelt eller måske to, siger han.
Førsteforfatter må vente
Ud over realitetssans og et par tricks for at få selve publiceringsprocessen til at gå hurtigere, er tålmodighed en nødvendighed. Det kan variere institutionerne imellem, men typisk skal man have været førsteforfatter på mindst én artikel i løbet af sin ph.d.-uddannelse.
– Det kan måske komme lidt senere i ph.d.-processen, hvor man får lov til selv at teste sig og skrive de første udkast. Der har du lært lidt af den videnskabelige jargon allerede. Se det som en test på, hvor meget du har fornemmet indtil videre, siger Mikkel Jørgensen.
Hvem, der skal medtages som bidragsydere til ens artikel, er forskelligt fra fag til fag. Nogle gange medtager man ikke teknikere, andre steder gør man.
– Det er en delikat sag. Her skal man for alvor være opmærksom på, hvad der er kutyme. Derfor skal man spørge sig frem blandt de mere erfarne, hvis man er i tvivl, siger Mikkel Jørgensen.
Som et sidste godt råd nævner Mikkel Jørgensen, at man helst skal pakke sin perfektionisme lidt væk, fordi man aldrig vil blive færdig, hvis man vil have alt perfekt. Og så skal man huske at have de andre på holdet med ind over:
– På et tidspunkt må man stoppe sin redigeringsproces. Typisk har du en række medforfattere, som du derefter sender artiklen rundt til. Til sidst bliver artiklen en syntese af det, som alle de andre kan bidrage med rent fagligt, og så bliver den nemmere klar til publicering, slutter Mikkel Jørgensen.
