Efterspørgslen på dokumentarfilm er stigende.
Internationalt profilerer de største streamingtjenester oftere og oftere deres dokumentarsatsninger over for deres publikum, og nationalt jagter danskerne den næste spænde oplevelse på både det store lærred og skærmen hjemme i stuen.
– Vi har i de seneste år set en stadig større og stigende interesse og tilstrømning til netop disse film blandt festivalens store udbud af stærke film, siger festivaldirektør på Cph:dox, Tine Fischer.
Læs også: Dansk forskning er fanget i fortiden, siger SDU-professor
Hun forklarer videre, at festivalen oplever samme øgede fokus fra deres internationale gæster.
– Ikke mindst fra de broadcasters, salgsagenter og distributører som deltager på festivalen, siger Tine Fischer.
Film formidler følelser
De sidste fire år har Cph:dox haft et særskilt science-program. I år bliver denne del af filmfestivalen åbnet 22. april med filmen ‘Solutions’, som dokumentarfilminstruktøren Pernille Rose Grønkjær står bag.
– Jeg er meget optaget af viden og intelligens, og det kan man jo blive på mange forskellige niveauer, siger Pernille Rose Grønkjær.
Både nært og fjernt
Pernille Rose Grønkjær har erfaring med flere sider af dokumentargenren. Tidligere har hun formidlet den mere personlige historie gennem filmen ‘Den anden side’, der følger komikeren Anders Matthesen gennem tykt og tyndt i en periode på fire år. Videnskaben har hun blandt andet formidlet i filmene ‘Genetic Me’ og ‘Hedonia’, som hun lavede i samarbejde med videnskabsjournalist Lone Frank.
Læs også: CPH:DOX klar med årets science-program
Ifølge Pernille Rose Grønkjær er der forskel på at formidle viden og så på de følelser, som ligger i en mere personlig fortælling. Men forskellen er ikke så stor, mener hun
– Det handler om at engagere folk, siger Pernille Rose Grønkjær.
Også når det handler om videnskab.
– Det er jo følelser, der gør, at vi bliver oprørte og får lyst til ændre ting. Derfor synes jeg, at det er interessant at arbejde med dem, siger Pernille Rose Grønkjær.
I faktaboksen i bunden af artiklen kan du læse Pernille Rose Grønkjærs råd til forskere, der gerne vil formidle deres forskning gennem film.
Forskernes løsninger på verdens problemer
I ‘Solutions’ følger Pernille Rose Grønkjær en gruppe forskere, der over ti dage på Santa Fe Institute, New Mexico i USA forsøger at finde løsninger på verdens helt store problemer – blandt andet globaliseringen og udfordringerne med klima og ulighed. Blandet forskerne er den danske SDU-professor Steen Rasmussen.
Og selvom et mødelokale på Santa Fe Institute i New Mexico ikke er et saftigt udgangspunkt for en film, har Pernille Rose Grønkjær haft publikums engagement for øje, fortæller hun.
– ’Solutions’ opererer på det, vi savner. Det er en samtale og et rum, som man får lov at være en del af, siger hun.
Ikke bare mennesker
Det har været Pernille Rose Grønkjærs opgave at finde ud af, hvordan hun skulle fortælle historien om otte prominente menneskers forsøg på at redde verden. Og netop det, at de otte personer er topforskere, har gjort det anderledes at være fluen på væggen.
Mit hoved var ved at sprænges
– Det her er ikke bare mennesker. Det er ikke bare Steen (Rasmussen, red.) eller Larry (Kramer, tidligere dekan på Law at Stanford, red.) Det er jo mennesker, som kommer med en ekstremt stor viden indenfor et felt og en stor tyngde. Det er mennesker, som har har viet deres liv til hver deres fagdisciplin, så det er ekstremt interessant at være i, siger Pernille Rose Grønkjær.
I jagten på løsninger af menneskehedens udfordringer forlader forskerne deres sædvanlige siloer.
– Mit hoved var ved at sprænges. Jeg følte hele tiden, at jeg lå på kanten af forstå det hele og ikke vide, hvor vi skal hen, og sådan tror jeg faktisk også at forskerne havde det, siger hun.
Den proces som forskerne er igennem i ‘Solutions’ minder om den kunstneriske proces, mener Pernille Rose Grønkjær:
– Man skal turde være i uvidenheden Det er på kanten af ikke at vide, hvor vi skal hen, at de gode ting opstår. Det har kunst til fælles med forskning.
Pernille Rose Grønkjærs tre råd
Respekt for hinandens metier
– Jeg prøver ikke at fortælle videnskabsfolk, hvordan de skal lave forskning, ligesom de heller ikke skal fortælle mig, hvordan jeg skal lave film.
Film er følelser
– Det er vigtigt at forstå at, at film er følelser, når man arbejder med videnskab er beviser og fakta jo enormt vigtige. Men en filmisk fortælling skal kunne noget andet end evidens og fakta. Den skal kunne gribe folk og berøre publikum, så de er klar til at høre på din viden. Man kan ikke stoppe det ned i halsen på folk.
Samarbejder på tværs
– Nogle gange har man brug at andre ser på ens univers for at oversætte det eller give det et nyt twist. Man kan derfor med fordel opsøge folk, der ved noget om formidling. Der findes jo mange vanvittigt dygtige formidlere blandt videnskabsfolk, så de kan sikkert lave film selv, men jeg synes, at samarbejdet tilføjer en ekstra dimension.
