Stefan Hermann: Forskere, politikere og økonomer styrer debatten om klimakrisen

”En Varm Tid” hedder et nyt essay fra Stefan Hermanns hånd. Han er rektor på Københavns Professionshøjskole med omtrent 20.000 studerende og 2000 ansatte. Han er desuden formand for Danske Professionshøjskoler og altså en central figur i det danske uddannelsessystem.

Titlen ”En Varm Tid” henviser til en sproglig glidning, som ifølge Stefan Hermann er sket siden 70’erne. Dengang Gasolin sang ”det er en kold tid, som vi lever i, alle går rundt og fryser” og statsminister Anker Jørgensen citerede Kim Larsens folkekære linjer, var der kold krig. 

”Vi er gået fra at kunne gå kold til at vi brænder ud. Vi har brændende platforme, et overophedet arbejdsmarked, en brandvarm økonomi. Kloden bliver varmere og varmere. Sproget ved besked,” siger Stefan Hermann.

En af de helt centrale pointer i Hermanns essay er, at den brandvarme klimakrise har gjort os mere afhængige af naturen end nogensinde før. Men samtidig er den mindre til stede i vores hverdag.

Knapt hvert andet barn mellem fem og 12 år har ikke set et pindsvin i naturen, og hver anden har aldrig set stjernehimlen, citerer Stefan Hermann Danmarks Naturfredningsforening for.

Og hvorfor er det relevant, at vi har en forståelse for, en viden om og et nært forhold til naturen, hvis vi skal overkomme den gigantiske opgave, som klimakrisen har givet os? Kan vi ikke bare komme i gang med de teknologiske løsninger som for eksempel maskiner, der kan suge co₂ ud af atmosfæren, flydende robotter, der kan rydde verdenshavene for mikroplast? Nej, det gør det ikke alene. Vi skal også i dybden med selve formålet med at ændre vores påvirkning af naturen, biodiversiteten, klimaet på Jorden. Ellers ændrer vi ikke adfærd. Og det er et spørgsmål om dannelse og uddannelse. 

Måske er vores forhold til naturen ikke alene et politisk og økonomisk spørgsmål, men netop også et pædagogisk og filosofisk spørgsmål

Ifølge Stefan Hermann har klimaspørgsmålet hidtil været forankret i et politisk-teknokratisk regime, som har ført til, at det primært bliver diskuteret af forskere, politikere, økonomer og ikke af teologer, filosoffer, historikere og højskolefolk – med få undtagelser som for eksempel den just afdøde teolog Ole Jensen, skriver Hermann. 

”Anders Fogh satsede på innovation, forskning og universiteter. Mette Frederiksen satser på erhvervsuddannelser, de faglærte og den grønne forskning. Men indtil videre bliver der ikke satset på kulturændringer og det lange seje træk med en pædagogisk agenda, der er gennemtrængende”, skriver Stefan Hermann.

Og hvad er problemet så med den politisk-teknokratisk forankrede klimadagsorden. Jo, ifølge Stefan Hermann er det dermed nemt at bagatellisere Danmarks rolle og ansvar. Hvad nytter det, at lille Danmark bruger politiske og økonomiske kræfter på klimakrisen, når vi jo alligevel kun udleder en forsvindende lille del af menneskehedens samlede udledning af drivhusgasser? 

Med et lån fra Oscar Wilde kunne man driste sig til i dag at sige, at vi kender prisen på alt, men værdien af ingenting

Klimakrisen skal ikke alene være et spørgsmål om den korteste og nemmeste vej til flere arbejdspladser og ny rigdom. Vi skal tage fat om roden og ændre vores forhold til naturen, synes Hermanns pointe at være. Klimakrisen bør også give anledning til spørgsmål om at være menneske og borger, ikke kun forbruger og arbejdskraft, skriver han i essayet. Og det kræver dannelse, fordi dannelse ikke kun handler om adfærd men i lige så høj grad om selvforhold.

Ifølge Stefan Hermann er den forskningsoptimistiske naturdagsorden helt nødvendig men slet ikke tilstrækkelig. Behaviorismen er nødt til at gå hånd i hånd med en revitaliseret naturdannelse. Det ydre med det indre.