Efter måneders skandale og afsløringer om hvidvask i Danske Bank, valgte Copenhagen Business School sidste efterår at afbryde samarbejdet med landets største pengeinstitut.
Nu har banken imidlertid været lagt på is længe nok, vurderer ledelsen i CBS, der har besluttet igen at åbne for nye samarbejder med Danske Bank. Det oplyser universitetet i en pressemeddelelse.
Bag beslutningen står CBS’s bestyrelse, der på et bestyrelsesmøde fredag den 15. november tilsluttede sig en indstilling om at genoptage samarbejdet i fuldt omfang.
– Vores betingelse for at indlede nye samarbejder med banken har været, at der skulle udpeges en ny topledelse, der skal arbejde for at genskabe den tabte tillid til banken. De betingelser er nu opfyldt, og CBS er derfor igen klar til at indgå i nye samarbejder med Danske Bank, siger rektor Nikolaj Malchow-Møller.
I indstillingen til CBS’s bestyrelse, der kommer fra Nikolaj Malchow-Møller og CBS’ bestyrelsesformand Torben Möger Pedersen, lægges der vægt på, at “forholdene i Danske Bank nu [er] ændret i en grad, så CBS’ relationer til Danske Bank bør normaliseres.”
“Vi har tillid til banken”
I et interview til Børsen har rektoren uddybet universitetets beslutning:
– Med udpegningen af den nye bestyrelse, afskedigelse af en række direktører og udpegningen af en ny adm. direktør, så er forholdet i Danske Bank ændret i sådan en grad, at vi godt vil åbne for nye samarbejder. Så ja, vi har tillid til banken, siger Nikolaj Malchow-Møller.
Han oplyser desuden til mediet, at der ikke er nogle nye, konkrete samarbejder på tegnebrættet:
– Men jeg har signaleret overfor Dansk Bank, at det ligger os meget på sinde at vi bidrager til en styrke og ansvarlig udvikling af erhvervslivet med de kandidater, vi uddanner. Det kan også ske gennem nye samarbejdsprojekter, siger han.
Nikolaj Malchow-Møller har været rektor på CBS siden marts 2019. Beslutningen om at afbryde samarbejdet med Danske Bank blev truffet under den tidligere CBS-rektor, Per Holten Andersen. Dengang udtalte den daværende rektor:
– Det er en meget alvorlig sag om hvidvask af enorme summer og ledelsessvigt i den forbindelse, som er kommet frem i lyset. Der er ingen tvivl om, at Danske Banks topledelse har svigtet sit ledelsesansvar, sine medarbejdere og det danske samfund. Det er også åbenlyst, at topledelsens ageren ikke er et forbillede for vores studerende.
Beslutningen om kun at droppe fremtidige samarbejder skyldtes, at det ikke er muligt at afbryde igangværende samarbejder med Danske Bank, på grund af “kontraktlige forpligtelser”, forklarede CBS.
– Vi har derfor besluttet, at CBS ikke vil indgå nye samarbejder med Danske Bank, før der udpeges en ny topledelse, og denne har vist, at den gennem en kritisk dialog med omverdenen vil søge at genskabe den tabte tillid til banken, udtalte Per Holten Andersen i en pressemeddelelse.
Danske Bank er sigtet for deres rolle i hvidvasksagen. Fra 2007 til 2015 er der strømmet op mod 1.500 mia. kr. igennem bankens estiske filial, uden at banken havde ordentligt styr på transaktionerne.
Da beslutningen om midlertidigt at afbryde samarbejdet blev truffet, var det også med en anden bestyrelsesformand ved roret. Dengang var Karsten Dybvad, økonom og tidligere embedsmand, formand for CBS – og han er nu formand for Danske Banks bestyrelse.
På Børsens spørgsmål til Nikolaj Malchow-Møller om, hvad Karsten Dybvads rolle i beslutningen om at genoptage samarbejdet har været, lyder svaret:
– I forhold til den aktuelle beslutning har der været dialog mellem bestyrelsesformændene. Beslutningen på CBS er diskuteret i direktionen, og indstillet af mig og Torben Möger Pedersen (nuværende formand for CBS, red.) til beslutning i bestyrelsen. Så det er den nuværende direktion og bestyrelse på CBS, der står bag, siger Nikolaj Malchow-Møller.
Som formand for CBS inddrog Karsten Dybvad ikke resten af bestyrelsen, da man stoppede samarbejdet med Danske Bank. Det fremgår af et referat fra et bestyrelsesmøde på CBS den 8. november 2018, skriver Børsen.
I referatet står der, at Karsten Dybvad tog beslutningen ud fra det udgangspunkt, at både næstformanden Michael Rasmussen, der også er formand for interesseorganisationen Finans Danmark, og bestyrelsesmedlem David Lando, der er formand for Finanstilsynet, var inhabile i kraft af deres stillinger.
I referatet erkendes det også, at den tidligere bestyrelsesformand skulle have inddraget bestyrelsen.
Samfundsmæssig rolle
CBS begrunder desuden sin beslutning om at genoptage samarbejdet med, at CBS, som andre universiteter, er forpligtet til at udvikle viden og stille den til rådighed for samfundet.
Som erhvervsuniversitet har CBS blandt andet et af Danmarks stærkeste forskningsmiljøer inden for finansiering samt en række vigtige finansieringsuddannelser. Mange af CBS’s forskere og studerende følger derfor udfordringerne for den finansielle sektor tæt, skriver CBS.
– Som offentligt finansieret universitet ligger det os meget på sinde, at vi bidrager til en styrket og ansvarlig udvikling af erhvervslivet. Det bidrag sker blandt andet gennem samarbejder om forskning og uddannelse. Derfor er det også tilfredsstillende, at der igen er skabt grundlag for samarbejde med Danske Bank, siger rektor Nikolaj Malchow-Møller i pressemeddelelsen.
Oversigt, aktuelle samarbejder mellem CBS og Danske Bank (opdateret 08.10.19).
Samarbejder, hvor Danske Bank er involveret, løber op i cirka 23,5 mio. kr., heraf er cirka 10 mio. kr. finansieret af Danske Bank eller Danske Banks Fond.
Forskningsprojektet Nordic Finance and the Good Society. Samlet finansiering er 8.690.000 kr. Danske Banks andel er 3.000.000 kr. Projektet løber fra 01.01.2015 til 31.12.2018.
Forskningsprojektet Compliance and Risk Management. Samlet finansiering er 2.250.000 kr. Danske Banks andel er 750.000 kr. Projekt løber fra 01.01.2018 til 30.06.2023.
Erhvervs-ph.d. ‘Making Sense of Organizational Changes’. Samlet finansiering er 2,000,000 kr. Danske Banks andel er 1,035,000 kr. Projektet løber fra 1. December 2016 til 31. November 2019.
Forskningsprojektet Situated Accounting and Sustainable, Community Managed Development. Samlet finansiering er 130.376 kr. og Danske Banks andel er 130.376 kr. Projektet løber fra 01.06.2017 til 31.12.2018.
Forskningsprojektet An Analysis of Share Repurchase by Listed Firms. Samlet finansiering er 233.000 kr. og Danske Banks Fond andel er 100.000 kr. Projektet løber fra 15.10.2016 til 15.12.2017.
Forskningsprojektet Corporate Impact Initiative ifm. med CBS Impact Day. Samlet finansiering er 200.000 kr. og Danske Banks andel er 50.000 kr. Projektet løber fra 01.01.2016 til 31.12.2017.
Professorat i Digitalisering. Samlet finansiering er 10.000.000 kr. Danske Banks andel er 5.000.000 kr. Projektet løber fra 01.08.2018.
Adjungeret professor. Bestyrelsesformand i Danske Bank, Ole Andersen, er adjungeret professor på CBS. Han blev udnævnt i 2015 og udløber i 2020. En adjungeret professor er en ulønnet titel, hvortil der hverken knytter sig undervisnings- eller forskningsforpligtelse.
Corporate Partnership. Danske Bank har et Corporate Partnership med CBS fra 01.01. 2018 til 31.12.2018. Et Corporate Partnership er: “reserved for companies who have a high level of involvement in CBS in terms of research, education and case competitions”. Selve partnerskabet og logo eksponering på auditorium og campus betaler Danske Bank ikke for – men de betaler ad hoc for brug af employer branding og recruitment services.
Andre samarbejder: Danske Bank er CBS’ bank.
Kilde: CBS.dk
Forsiden lige nu:

Politikerne har lyttet: Pengepulje skal sikre arbejdskraft til life science
Uddannelses- og Forskningsministeriet åbner pulje til udvikling af life science-uddannelser og kompetenceudvikling. Det er første svar på branchens opråb om politisk handling.

Øget fokus og nye mål skal løfte “overset perle”
Danmark bruger 640 millioner kroner om året på ni internationale forskningsfaciliteter. Med en ny rapport udarbejdet af Uddannelses- og Forskningsministeriet og National Udvalg for Forskningsinfrastruktur vil Danmark med fire overordnede temaer have endnu mere gavn og udbytte af faciliteterne og samarbejdet.

AI og kunstigt væv kan overvåge vores sundhed og sætte turbo på behandling indefra
FREMTIDENS AI. Forskningsfeltet cyberorganik integrerer AI med bioimplantater, avancerede proteser og hjerneteknologi . Det åbner nye døre og dilemmaer for forskere og sundhedsvæsnet, mener DTU-professor Alireza Dolatshahi-Pirouz.
Seneste artikler:

Robothænder med følelser
Jakob Dideriksen fra Aalborg Universitet har med en støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond undersøgt, om man kan skabe robotarme, som kan imitere nervesystemet i vores hænder og arme. Det kan vi godt. Men der er stadig lang vej endnu.

Jens Lundgren: – Jeg var lægestuderende, havde kludder i mit privatliv og ønskede at tage orlov. Så fik jeg en øjenåbner
DERFOR BLEV JEG FORSKER: Midt i en periode med kludder i privatlivet blev Jens Lundgren inviteret til det føderale forskningsinstitut NIH i USA. Det blev en øjenåbner for ham.

Mathias Poulsen: – Mine spørgsmål trængte sig på: Bidrager legen til samfundets demokratiske samtaler?
DERFOR BLEV JEG FORSKER: Mathias Poulsen startede en international legefestival, som udviklede sig til et levende, legende fællesskab. Derfra mærkede han en længsel efter at stille store spørgsmål.
Loading...
Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.