Connect with us

Hi, what are you looking for?

Science ReportScience Report

Penge & navne

De mest innovative forskere hædres af Innovationsfonden

Innovationsfonden hylder i alt ni af de mest innovative forskere med sine tre priser

Vindere af Innovationsfondens Priser 2020.

En iltrobot, som kan forbedre lungepatienters liv markant og spare arbejdsgange på hospitalerne. En banebrydende diabetespille, der er den første af sin slags i verden. Effektiv og databaseret klimatilpasning langs de danske kyster.

Det er nogle af de forsknings- og innovationsprojekter, Innovationsfonden har valgt at hædre ved deres årlige prisuddeling fredag den 7. februar.

Med uddelingen af forsknings- og innovationspriserne ønsker fonden at fremhæve og synliggøre den excellente, samfunds- og erhvervsrettede forskning og innovation, som skaber nye vidensbaserede løsninger.

– I dag hylder vi banebrydende forskning og vidensbaserede løsninger på store samfundsudfordringer som klimaforandringer og sundhedsbehandling, siger nytiltrådt direktør for Innovationsfonden, Anne-Marie Levy Rasmussen:

– Med stort engagement, inspirerende flid og innovative idéer har årets prisvindere skabt enorm værdi for hele Danmark – ja, sågar for hele verden. Prisvinderne sætter Danmark på verdenskortet og er forbilleder for både nuværende og kommende forskere og innovatører, tilføjer hun. 

Det er fjerde år i træk, Innovationsfonden hylder den banebrydende forskning med uddelingen af fondens tre priser; Grand Solutions Prisen, Innovatør Prisen og Erhvervsforsker Prisen.

Iltrobot vinder hovedpris
Vinderne af året Grand Solutions Pris, som er fondens hovedpris, har udviklet en iltrobot, der automatisk kan dosere iltbehandlingen til KOL-patienter under indlæggelse. På den måde sparer personalet tid, indlæggelsestiden forkortes og patienternes livskvalitet bliver forbedret.

Med en sensor måler iltrobotten ’O2matic’ kontinuerligt og automatisk ilt-niveauet hos patienten og regulerer løbende ilttilførslen, så den passer til den enkeltes behov. Patientens helbred, levetid og livskvalitet bliver dermed stærkt forbedret.

– Det er en selvforstærkende proces. Hvis du får den korrekte mængde ilt, mindsker du risikoen for tilbagefald, bliver mere klar og nærværende, og derved bliver du hurtigere udskrevet fra hospitalet, siger Okan Ilker Görgen, CEO i virksomheden O2matic.

Udviklingen af iltrobotten, som er den første af sin slags i verden, er grunden til, at Okan Ilker Görgen, Farzad Saber og Ejvind Frausing bliver tildelt årets Grand Solutions Pris.

De modtager samlet 1 mio. kr. til forskningsaktiviteter inden for deres felt, foruden hver en personlig hæderspris på 200.000 kr.

O2matic har i dag været på markedet i mindre end ét år, og alligevel har virksomheden allerede solgt mere end 100 apparater i en lang række europæiske lande. Virksomheden har derudover indledt et samarbejde med verdens største iltproducent, Linde Health, som distribuerer iltrobotten i udlandet. I første omgang i Tyskland, Frankrig, England, Italien og Spanien.

O2matic har i øvrigt fået endnu en investering fra Innovationsfonden. Den nye investering skal være med til at gøre O2matics iltrobot egnet til hjemmebrug.

Diabetespille
Vinderne af Innovatør Prisen har udviklet diabetespillen Rybelsus til voksne med type 2-diabetes. Tre af hovedforskerne bag udviklingen af pillen er Per Sauerberg, Flemming Seier Nielsen og Tomas Landh fra Novo Nordisk, som hver modtager en personlig hæderspris på 100.000 kr. for deres banebrydende forskning.

Det var kulminationen på 15 års forskningstungt arbejde, da det amerikanske lægemiddelagentur, Food & Drug Administration, for et halvt år siden godkendte Novo Nordisks ansøgning om at kunne lancere diabetespillen.

Pillen er den første af sin slags i verden, og med FDAs godkendelse er Rybelsus nu klar til af erobre markedsandele og hjælpe diabetikere på det amerikanske marked, som er verdens største for diabetesmedicin. Inden længe forventes pillen at blive tilgængelig i resten af verden. 

– Vi er ved at lave en fabrik i USA til produktionen af Rybelsus, og det gør vi, fordi vi tror så meget på produktet. Det kan blive en stor gevinst for Novo Nordisk og dansk økonomi, men det, som glæder mig mest, er, at vi har lavet et lægemiddel, som kan gøre en reel forskel for rigtigt mange mennesker, siger den ene af prismodtagerne, Per Sauerberg

På verdensplan lider omtrent 400 millioner mennesker af type 2-diabetes. Det tal forventes at vokse med 50 procent i løbet af de næste 20 år.

Hæder til tre erhvervsforskere
Endelig uddeler Innovationsfonden Erhvervsforsker Prisen til i alt tre forskere, der hver modtager en personlig hæderspris på 50.000 kr.

Årets Erhvervsforskere er: 

Carlo Sass Sørensen

Klimaforandringerne stiller store krav til klimatilpasning – især ved Danmarks kystnære byer. Men det kræver viden om, hvordan vand og land arter sig, og det har Carlo Sass Sørensen forsket intensivt i.

Carlo Sass Sørensen har gennem anvendelse af landmåling og satellitdata til kortlægning af områder med landsætninger dokumenteret deres indvirkning på oversvømmelsesfaren i kystnære områder.

Alexandria Trattner

Alexandria Trattner har i sin erhvervs-ph.d. udviklet konkrete metoder til at analysere, kvantificere og reducere produktporteføljen hos den store danske virksomhed ROCKWOOL.

Alexandria Trattner har ved hjælp af matematik, programmering og kodning dermed gjort det muligt for ROCKWOOL at spare et betydeligt millionbeløb. Metoderne kan bruges hos langt de fleste større produktionsvirksomheder. 

Tinna Björk Aradóttir

Tinna Björk Aradóttir har gennem sin forskning udarbejdet en algoritme, som kan beregne den optimale dosis insulin til hver enkelt diabetiker. Den digitale løsning indsamler data fra trådløse insulinpenne og glukosemålere og gør det dermed muligt for patienternes egne læger at give den korrekte insulindosis.

Læs også: Innovationsfonden får ny direktør.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen er med til at overrække priserne til de i alt ni prisvindere i tre forskellige priskategorier.

– Det er en fornøjelse og en stor ære at være med til at overrække priser til nogle af de skarpeste forskere herhjemme. Alle ni har fået en ide, formået at forfølge den og få ført ideen ud i livet med excellent forskning. Forskerne og projekterne er meget forskellige, men fælles er, at forskningen er med til at skabe en stor værdi for hele samfundet og finde svar på nogle af Danmarks udfordringer. Det er vigtigt. Og det skal selvfølgelig fejres, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Læs også: Hver tredje krone fra Innovationsfonden går til grøn forskning.

Innovationsfondens overordnede formål er at understøtte forskere og iværksættere, der løser nogle af samfundets største udfordringer.

Forsiden lige nu:

DTU-lektor om eksterne partnere: Det kan løfte forskning til nye højder

Der er ikke mange forskere tilbage, der kimser af eksterne samarbejder, mener Repræsentant for Forskningspolitisk Udvalg i DUA. Selv føler han sig tryg i de rammer, universiteterne har sat op, men bekymrer sig mere over, hvordan de kommercielle interesser fører til smallere forskning.

Seneste artikler:

Robothænder med følelser

Jakob Dideriksen fra Aalborg Universitet har med en støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond undersøgt, om man kan skabe robotarme, som kan imitere nervesystemet i vores hænder og arme. Det kan vi godt. Men der er stadig lang vej endnu. 

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.