Det globale marked for høreapparater var stort set forsvundet i marts og april, hvor verden blev ramt af corona-pandemien. Det fik de tre danske producenter til at efterlyse et politisk fokus på området, så virksomhederne kunne fastholde deres forsknings- og udviklingsaktiviteter igennem krisen.
En af dem var Demant, tidligere kendt som William Demant Holding, der er en international virksomhed inden for høresundhed, som er til stede i mere end 30 lande og eksporterer til over 130 lande.
Da høreapparat-giganten, der især er kendt som ejer af Oticon, overvejende sælger sine produkter til ældre mennesker, forsvandt markedet i takt med, at covid-19 spredte sig på verdensplan. Under den værste periode i foråret, oplevede virksomheden en nedgang i høresundhedsforretningen på 80 procent, hvilket er helt uden fortilfælde, fortæller Trine Kromann-Mikkelsen, kommunikationsdirektør i Demant.
Men til trods for det økonomiske tilbageslag, var det “altafgørende” for Demant at fastholde forsknings- og udviklingsaktiviteterne, så virksomheden fortsat kunne modstå konkurrencen fra udenlandske konkurrenter, heriblandt USA, Schweiz og Kina.
– Foråret kan vel bedst beskrives som den perfekte storm af markeder, der lukkede ned, men hvor der stadig var et udtalt behov for ikke at bremse aktiviteterne på forskning og udvikling. Vi kunne se, at tech-virksomhederne bragede fremad. I en konkurrencesituation tør man ikke bremse det allervigtigste og mest langsigtede, nemlig udvikling af nye produkter, forklarer Trine Kromann-Mikkelsen.
– Vores produkter skal meget hurtigt på gaden. Vi har lanceringer én til to gange om året af nye løsninger eller større produkter. Det kan du ikke bremse en halvt år, uden at det påvirker konkurrencesituationen. Så det er bare ikke en mulighed at skære betydeligt ned på forskning og udvikling, understreger Trine Kromann-Mikkelsen.

Trine Kromann-Mikkelsen er kommunikationsdirektør i Demant.
Hjælpepakker fastholdte forskning
I alt har Demant modtaget “flere hundrede millioner via støtteordninger globalt, som har givet virksomheden den nødvendige ro til at tænke langsigtet og ikke ty til panikløsninger for at sikre besparelser”, fortæller Trine Kromann-Mikkelsen.
– Globalt set fik vi et kæmpe rygstød fra hjælpepakker og kompensationsordninger i stortset alle de lande, vi agerer i. Det gav os en ro på bagsmækken til at fastholde vores drift af forretningen og F&U-investeringer.
Hjælpepakkerne har således været afgørende for, at Demant opretholder sine F&U-investeringer i 2020, istemmer Finn Möhring, der er ansvarlig for Demants udviklingsafdeling:
– Jeg tror godt, vi kan sige, at vi ville have været nødt til at skære ned, hvis ikke der var kommet støtteordninger. Men vi har fastholdt vores investeringer i forskning og udvikling i meget stor udstrækning, så vi er klar med nye løsninger og produkter, når markedet er tilbage, siger han, og tilføjer at;
– Selvom hovedparterne af vores R&D(research and development, red.)-medarbejdere arbejdede hjemme i foråret, har vi alligevel kunnet holde nogenlunde fuld tryk på kedlerne.
Demants forsknings- og udviklingsaktiviteter tæller både en intern forsknings- og udviklingsafdeling, forskningscenteret Eriksholm i Helsingør og en afdeling i Polen, der primært har softwareingeniører ansat.
Demant har desuden F&U-aktiviteter i Frankrig, Sverige, Kina og USA.
Frygten for at miste den globale styrkeposition, fik imidlertid høreapparatproducenterne til at efterlyse langsigtet økonomisk støtte fra politisk side. Trine Kromann-Mikkelsen og Finn Möhring fremhæver især den politiske aftale om en midlertidig forhøjelse af F&U-fradraget som en væsentlig støtte – også selvom det har en slutdato til næste år og et loft på 50 mio. kroner.
– Med den – knap en – milliard, vi investerer i forskning og udvikling i Danmark hvert år, er et fradrag på 130 procent noget, vi får gavn af. Derfor ønsker vi også, at det fortsætter efter 2021. Det er jo en direkte investering i forskning og udvikling. Det har en stimulerende effekt, som sikrer den langsigtede konkurrencedygtighed. Det er en støtte, der er målrettet forskning i produkter og løsninger, som giver omsætning i den anden ende, og det mener vi er fornuftigt, siger Trine Kromann-Mikkelsen.
Værdiskabelse med universiteterne
Det er dog ikke alene F&U-fradraget, der er vigtigt for Demant, supplerer Finn Möhring:
– Vi er lige så optaget af, at vores samarbejder med universiteterne er gnidningsfrie og kan nå til en værdiskabelse. Vi har mange samarbejder med universiteter, og det ønsker vi ikke bliver mindre eller hæmmet af manglende ressourcer, siger udviklingschefen.

Finn Möhring er ansvarlig for Demants udviklingsafdeling.
For eksempel samarbejder Demant for tiden med forskere fra Syddansk Universitet (SDU) om at udvikle en sprogneutral høretest, som kan foretages på distancen, fortæller Finn Möhring.
– Hvis vi kan udvikle sådan en test herhjemme og sælge den i udlandet, har vi lidt af en eksporthistorie. Hvis Danmark skal gøre sig gældende, er det vigtigt, at de løsninger vi kommer med skiller sig ud fra fabrikanterne i udlandet. Det er blandt andet forskningen på universiteterne i samarbejde med os, som gør, at vi kan tage de skridt, der gør os konkurrencedygtige, siger han.
2020 er heller ikke året, hvor man accelerer og tør tage nogle chancer, som man måske under andre omstændigheder havde turdet
Derfor har Demant delt bekymringen for, at der ville komme færre penge til offentlig forskning i 2021, som konsekvens af et faldende BNP, fortæller han.
– Vores forskningscenter har tætte samarbejder med flere universiteter i Danmark, specielt med DTU og Aalborg Universitet, men også med Aarhus Universitet og SDU. Vi er interesseret i, at de aktiviteter kører så upåvirket som muligt. Det er vigtigt, at universiteterne får den støtte de skal, siger Finn Möhring, imens Trine Kromann-Mikkelsen tilføjer;
– Det er en politisk beslutning hvordan man fordeler midlerne. Det vi kan sige til politikerne er, at den forskning, vi laver sammen med universiteterne, har ekstremt stor værdi for vores udvikling af produkter, som vi kan eksportere til resten af verden.
Hvordan coronakrisen i sidste ende vil påvirke Demants F&U-aktiviteter afhænger af, hvordan situationen udvikler sig globalt, fortæller Finn Möhring:
– Hvis det kan fortsætte som det har gjort hidtil, og vi er i stand til at holde gryderne i kog, bliver 2020 sammenligneligt med F&U-aktivitetsniveauet i 2019. Men 2020 er heller ikke året, hvor man accelerer og tør tage nogle chancer, som man måske under andre omstændigheder havde turdet, fastslår Finn Möhring.
Selvom han ikke er meget for at gisne om, hvad worst case scenario kunne blive, hvis situationen vender igen, understreger Finn Möhring at;
– Vi kan se, at det, der betyder noget for driften af vores forretning er, at jo bedre et land har styr på at kontrollere corona-situationen, desto mere ro er der på vores forretning. Vi kan godt håndtere, når politikerne udstikker nye retningslinjer, der skal bare være styr på det.
Forsiden lige nu:

Ny magtudredning skal undersøge demokratiets kapløb med tiden
Professor i statskundskab Michael Bang Petersen er forskningsleder af en ny magtudredning, som skal undersøge demokratiets tilstand og videnskabens rolle i et samfund udfordret af tid og teknologi. Det er første gang i 20 år.

Ny alliance skal veksle viden til biodiversitet i erhvervslivet
Lyttebøfferne er slået ud i det såkaldte “Biodiversitetspartnerskab”. Miljøministeriet, organisationer og forskere skal det næste år samle anbefalinger til danske virksomheder indsatser for at beskytte verdens natur.

Novo Nordisk Fondens fem nye forskningsgrupper arbejder med innovativ CO2-fangst
Novo Nordisk Fonden går ind i nye, uudforskede områder og støtter fem nye CO₂-projekter. Projekterne skal skabe innovativ, tværfaglig forskning inden for områder, der supplerer centrets eksisterende forskning i CO₂-fangst.
Seneste artikler:

‘Det danske forskningsmirakel’ skranter – tiden er inde til en ny universitetslov
Universitetsloven og strukturen for dansk forskning kan være en vigtig faktor for nedgangen i ‘det danske forskningsmirakel’, vurderer professor og overlæge Jens Frederik Rehfeldt.

KU kalder regering: Vi har akut brug for jeres life science-strategi
LIFE SCIENCE HAR ORDET. Vores sundhedsdata mangler muskler, forskningsinfrastrukturen halter, og der er rift om talenterne. KU giver tre forslag til løsninger.

Lemvigh-Müller går i kødet på scope 3 med Science Based Targets
Lemvigh-Müller slår hul på udfordringen med særligt scope 3 udledninger. Videnskabeligt baserede standarder og datasystematik er afgørende for at hæve den bæredygtige barre, mener bæredygtighedschef Pernille Kiær.
Loading...
Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.